Dagene flyder lidt sammen

Det er to uger siden, jeg pakkede arbejdscomputer og grej sammen og installerede det på hjemmekontoret. Allerede. Dagene er fløjet af sted, samtidig med at de er gået uendeligt langsomt. Det er mærkeligt.

Der er egentlig masser af gode ting ved hele arrangementet.

Ingen forstyrrer mit arbejde, udover mig selv.

Jeg sparer transport – Lille Hviden holder ovre i carporten og slider hverken på vejnettet eller brændstoføkonomien. Det samme kunne man egentlig sige om min cykel i skuret, men det er bare så længe siden, den har været mit førstevalg til befordring, at jeg ikke lige tænkte på den.

Jeg sparer også tid – står nærmest en time senere op end sædvanligt, blandt andet fordi vejen fra morgenmadsbordet til arbejdspladsen er ret kort.

Min hud belastes ikke af makeup, og mit hår slides ikke af hårtørreren. Ja, jeg vasker det skam, men det får lov at tørre selv.

Min påklædning er udpræget afslappet.

Jeg får lavet præcis det samme, som hvis jeg var normalt på arbejde. Lige så meget og lige så godt. Og jeg er omhyggelig med at møde ind klokken 8, spise frokost ved 12-tiden og gå hjem klokken 16, som jeg plejer, for at opretholde en slags struktur. Det går fint med det hele.

Men ellers sker der jo ikke så meget, og jeg savner hverdagen med kollegerne.

Jeg prøver at komme ud at gå en tur hver dag, men ellers er jeg jo mest hjemme, for det er det, vi skal. Og nu er der pludselig gået to uger på den måde.

Men heldigvis er der kommet liv i mejsekassen, som vi satte op i søndags. Allerede dagen efter var der mange fugle forbi for at kigge på den. Jeg fatter ikke, hvordan de opdager det. Tænker de “Hov, der er et nyt hul, mon man kan bo bagved dét?”, eller synes de, bindingsværk er the shit? Eller lugter kassen lidt af fugl, fordi den tidligere har været beboet? Jeg ved det ikke. Jeg troede, der ville gå meget længere tid, inden kassen blev opdaget og accepteret, måske først til næste år. Men der gik under et døgn, så svirrede flere arter omkring. Tykke gråspurve og vævre mejser. Og det blev et blåmejsepar, der gik i gang med at slæbe interiør til huse. Kassen hænger et strategisk godt sted, og det er en fornøjelse at følge med inde fra stuen. Det er behagelig adspredelse og beklageligt overspring i løbet af dagen.

Se bare hvor søde de er.

Så det er hvad dagene går med. Arbejde, mad, gåture, fuglekiggeri.

Her er dagens frokost: Tarte flambée fra i går.

Her gik jeg tur i dag. Der var også mange fugle.

Fra i morgen er det weekend. Det skal jeg huske at holde. Tænk hvis jeg kom til at gå på arbejde lørdag morgen…!

#nynormal

Vi arbejder sammen hjemme hver for sig. Det gør mange for tiden, og man indretter sig som man bedst kan og efter de forhold man har.

Her går det faktisk godt, og vi er på grund af omstændighederne endda flere på matriklen, end vi plejer. Tre af vores unge er hjemsendt fra efterskole, højskole og universitet og er rykket ind hos os. Det er både uvant og rigtig hyggeligt at være fem omkring bordet til aftensmad, at der pusles rundt omkring på begge husets etager, at opvaskemaskinen kører dagligt, at maden forsvinder fra køleskabet om natten, at der er liv i huset. Og alle er raske.

Jeg savner de kolleger jeg plejer at sidde sammen med på arbejdspladsen, og mine hjemmefæller savner deres. Vi ville selvfølgelig alle sammen hellere have gjort, som vi plejede, og lavet det, vi havde planlagt og regnede med. Men det kan ingen. Så nu gør vi sådan.

”Vis mig din arbejdsplads” har jeg set opfordringer til på de sociale medier. Her er vores. I dagtimerne er vi tre hjemme i huset og to på Mortens kontor. Det fungerer fint. Det er Ny Normal.

Jeg er hjemme

De der kan skal, var en af konklusionerne i beskeden fra øverstbefalende på firmaets intranet i morges.

Arbejde hjemme var naturligvis det, vi skulle, vi der kunne. Jeg kan. Med den rette adgang til firmaets servere installeret på computeren kan jeg i og for sig arbejde hvor som helst. Jeg sidder ikke med tunge filer, jeg skal bare have wi-fi.

Både det bedste, det rareste og det sjoveste er da helt klart at sidde på min vante plads på kontoret og arbejde koncentreret, ind imellem at jeg blander mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig. Men verden er ikke helt som den plejer, og i dag slæbte vi computere og skærme hjem hver især. Afdelingen ser afpillet og forladt ud, og de der møder ind i morgen, kommer i hvert fald til at sidde tilpas langt fra hinanden.

Min hjemmearbejdsplads er bygget op, forbundet og testet. Alt virker. Og i morgen klokken otte nul nul sidder jeg ved skærmen og går i gang med dagens arbejde. Muligvis i nattøj, uden kontaktlinser og med uredt hår, men effektiviteten vil der ikke være noget at udsætte på.

Det er rigtigt af samfundet at tage de forholdsregler, og det bliver sikkert megakedeligt de næste to uger!

Måske skulle jeg egentlig bruge lidt tid på at gøre det dér tastatur rent…