4. marts 2020 | At have have |
Er der nogen hjemme i dag, så vi kan få den hæk skåret ind, spurgte gartneren i en sms i morges.
“Skåret ind”… Det lyder ret voldsomt, og man fornemmer tydeligt, at det er lige et par niveauer over det simple “klippe hæk”. Og det er skam også alvorligt. Det var faktisk en større operation. Det kunne jeg også mærke på gartneren, da han kom og lavede forundersøgelsen i sidste uge. Han måtte endda lige vende med en kollega, om sådan en lærkehæk nu også ville overleve at blive beskåret så meget, som vi forlangte. Livlinen mente dog nok, at den ville komme sig.
Baggrunden for indgrebet er, at stien der løber langs hækken skal renoveres. Store træers rødder har gennem flere årtier gjort asfalten bulet og livsfarlig at gå og cykle på. Som forberedelse til arbejdet er flere træer langs stien blevet fældet her i vinter, og flere hække – som vores – har gennem samme antal år fået lov til at brede sig helt ud til stien. Vores hæk er tilsyneladende mest blevet trimmet indad mod haven og ikke blevet klippet nær så tæt fra ydersiden. Den skulle ganske enkelt næsten halveres.
Og det skete.
Nu står den der med et stort, åbent sår og skal selv sørge for at hele. Der går nok et par år, inden den bliver bare en smule pæn.
I mellemtiden bør nogen nok tage sig sammen og befri den for kristtjørn og alt det efeu, der også har fået lov til at brede sig og filtre sig ind i alle omkringstående vækster. Det er også en større operation, som man kan se. Så bliver hækken godt nok helt nøgen og gennemsigtig, og folk kan kigge lige ind i haven. Men det er nok bare, til hækken skyder på indersiden, så lukker det sig vel lidt.
Nu er der i hvert fald fra vores side meldt klar til gravemaskiner og ny sti.
8. december 2019 | den store bunke |
Vi bor for enden af en stikvej, og vi er det hus på vejen, der hvert år kommer sidst med julebelysningen. Hvis vi overhovedet kommer med. I løbet af den sidste måned har vi konstateret, når vi er trillet ned ad vejen til os selv, at der kommer flere og flere lyskæder i forhaverne ved de andre huse, og da vi kom hjem fra Costa Rica, kunne vi se, at man tydeligvis var helt klar til jul i nabolaget. Indtil vi nåede det mørklagte hus for enden af vejen. Vores.
Vi har en troldhassel i forhaven, som sagtens kan bære et par funklende lyskæder. Og vi har kæderne. Jeg ved endda, hvor de er, for jeg fandt dem i dag. Men træet har skudt nogle gevaldige strittende vildskud, som næsten lige bør klippes af først. Det har vi bare ikke nået. Men det står på min liste. Måske bliver det i morgen. Eller en anden dag.
I mellemtiden synes jeg selv, jeg har været dygtig i dag. Jeg har haft alle tre kasser med julepynt inde i stuen og omhyggeligt udvalgt pæne stykker pynt, som jeg har hængt op og arrangeret. Flitterstads og klenodier vi hver især har bragt med. Her er blevet så fint og hyggeligt.
Og genistregen: En lyskæde i et højt glas i vinduet ud mod gaden, så naboerne kan se, at vi ikke er helt formørkede og juleløse.
9. juli 2019 | den store bunke |
Så troede jeg lige, jeg skulle have en fredelig aften. Alene. Men mens jeg gik og talte i telefon og ordnede småting, fik jeg øje på et andet levende væsen på gulvet. Og … mange af dem. Og i vinduerne. Flyvemyrer.
“Nå, så er det jo parringstid”, sagde Laura, som jeg talte med. “Hvad mener du?” Hun fortalte, at hanmyrer har vinger og letter, når de skal ud og parre sig. “Du kan bare google flyvemyrer”, sagde hun, og da jeg spurgte, hvor hun dog vidste det fra, svarede hun, at myrer faktisk er hendes yndlingsinsekt.
Bagefter googlede jeg selvfølgelig, og det er rigtigt, at hanmyrerne i juni-juli letter for at finde andre myretuer med parringsvillige hunner. Det er myrernes snedige måde at undgå indavl.
Vi har haft rigtig mange problemer med myrer, der kom ind under væggen fra terrassen, så da vi i forbindelse med røromlægningen alligevel havde gulvet oppe, fik vi mureren til at fuge ekstra godt langs gulvet ud mod terrassen. Senere højtryksrensede vi terrassen, hvilket fik myrerne til at gå helt i amokpanik derude og pile op og frem og rundt for at finde nye og roligere stier. Så har vi haft en myremand ude for at sprøjte effektivt med dødbringende midler, de kunne slæbe med hjem i deres bosættelser. Det har nu vist sig ikke at have været helt så effektivt, som vi håbede.
I aften har jeg gået rundt og klasket og tværet de parringsparate flyvere, mens jeg tænkte på min mor, der, inden hun flyttede på plejehjem, havde jævnlige myreinvasioner i sit bryggers. I de perioder var alle telefonsamtaler med hende præget af let hysteri over angrebene. Så rykkede min bror ud med spray og sprøjte og afskar alle myrernes indgangveje. Så var der lidt fred. Indtil næste gang, “Nu er de her igen” fyldte alle samtalerne, og bror atter måtte rykke ud.
Nu er det altså mig selv, der døjer med bevingede invasioner, men jeg tager det med mere stoisk ro end mor, synes jeg. Jeg klasker og sprayer og tænker, at det da bare er skideirriterende, og de myrer kan da sige sig selv, at der ikke er nogen spændende tuer herinde. Flyv da et andet sted hen!
24. juni 2019 | den store bunke |
Når jeg kommer ned af trappen om morgenen, er det dét her, jeg ser. Sommetider – på alle tider af dagen – stiller jeg mig lige her og nyder synet. Her var ryddet og råt i to måneder, mens der blev skiftet rør og bygget op igen, men nu er stuen tilbage. Det er så godt.
Jeg er vild med vores stue med dens blanding af nyt og gammelt, det vi hver især har bragt med os og det vi har anskaffet sammen. Selve rummet er også særligt. Stort og åbent med masser af luft og lys og med terrassen og haven lige uden for – så tæt på, at man kan sidde inde og næsten være ude.
Jeg havde ikke tænkt over det før, men vi har faktisk en klatrevæg herinde. Ganske vist kun befolket af små væsener, som aldrig kommer videre.
Og når det er midsommer med vidunderligt vejr, kan vi lave vores eget sankthansblus i båltårnet og nyde sommeraftenen og hinandens ypperlige selskab med havens grønne frodighed som baggrund.
Vi har simpelt hen truffet heldige valg – af hus, have og hinanden.
12. juni 2019 | den store bunke |
Hvis der var lidt bjerge i horisonten og en vidtstrakt dal med vinmarker og cypresser i forgrunden, kunne det her såmænd godt være en udsigt fra nogens feriebalkon under sydligere himmelstrøg, mens samme nogen fordrev tiden med sudoku og rosé, indtil vejret kom på bedre tanker.
Hvad det ikke er.
Det kunne også være udsigten fra førstesalen ud over forstædernes grønstruttende parceller gennem fugtmættede regntåger, mens man spekulerer på, om der mon er gået en pakning oppe i skylaget.
Hvad det er.
På plussiden finder sandet på terrassen selv vej ned i fugerne.
På minussiden går vi nok (heller) ikke en aftentur i dag.
I morgen gør vi det.
Nok.
