Myrer!

Så troede jeg lige, jeg skulle have en fredelig aften. Alene. Men mens jeg gik og talte i telefon og ordnede småting, fik jeg øje på et andet levende væsen på gulvet. Og … mange af dem. Og i vinduerne. Flyvemyrer.

“Nå, så er det jo parringstid”, sagde Laura, som jeg talte med. “Hvad mener du?” Hun fortalte, at hanmyrer har vinger og letter, når de skal ud og parre sig. “Du kan bare google flyvemyrer”, sagde hun, og da jeg spurgte, hvor hun dog vidste det fra, svarede hun, at myrer faktisk er hendes yndlingsinsekt.

Bagefter googlede jeg selvfølgelig, og det er rigtigt, at hanmyrerne i juni-juli letter for at finde andre myretuer med parringsvillige hunner. Det er myrernes snedige måde at undgå indavl.

Vi har haft rigtig mange problemer med myrer, der kom ind under væggen fra terrassen, så da vi i forbindelse med røromlægningen alligevel havde gulvet oppe, fik vi mureren til at fuge ekstra godt langs gulvet ud mod terrassen. Senere højtryksrensede vi terrassen, hvilket fik myrerne til at gå helt i amokpanik derude og pile op og frem og rundt for at finde nye og roligere stier. Så har vi haft en myremand ude for at sprøjte effektivt med dødbringende midler, de kunne slæbe med hjem i deres bosættelser. Det har nu vist sig ikke at have været helt så effektivt, som vi håbede.

I aften har jeg gået rundt og klasket og tværet de parringsparate flyvere, mens jeg tænkte på min mor, der, inden hun flyttede på plejehjem, havde jævnlige myreinvasioner i sit bryggers. I de perioder var alle telefonsamtaler med hende præget af let hysteri over angrebene. Så rykkede min bror ud med spray og sprøjte og afskar alle myrernes indgangveje. Så var der lidt fred. Indtil næste gang, “Nu er de her igen” fyldte alle samtalerne, og bror atter måtte rykke ud.

Nu er det altså mig selv, der døjer med bevingede invasioner, men jeg tager det med mere stoisk ro end mor, synes jeg. Jeg klasker og sprayer og tænker, at det da bare er skideirriterende, og de myrer kan da sige sig selv, at der ikke er nogen spændende tuer herinde. Flyv da et andet sted hen!

Sommerlys

Når jeg kommer ned af trappen om morgenen, er det dét her, jeg ser. Sommetider – på alle tider af dagen – stiller jeg mig lige her og nyder synet. Her var ryddet og råt i to måneder, mens der blev skiftet rør og bygget op igen, men nu er stuen tilbage. Det er så godt.

Jeg er vild med vores stue med dens blanding af nyt og gammelt, det vi hver især har bragt med os og det vi har anskaffet sammen. Selve rummet er også særligt. Stort og åbent med masser af luft og lys og med terrassen og haven lige uden for – så tæt på, at man kan sidde inde og næsten være ude.

Jeg havde ikke tænkt over det før, men vi har faktisk en klatrevæg herinde. Ganske vist kun befolket af små væsener, som aldrig kommer videre.

Og når det er midsommer med vidunderligt vejr, kan vi lave vores eget sankthansblus i båltårnet og nyde sommeraftenen og hinandens ypperlige selskab med havens grønne frodighed som baggrund.

Vi har simpelt hen truffet heldige valg – af hus, have og hinanden.

Uendelighedsregntåger

Hvis der var lidt bjerge i horisonten og en vidtstrakt dal med vinmarker og cypresser i forgrunden, kunne det her såmænd godt være en udsigt fra nogens feriebalkon under sydligere himmelstrøg, mens samme nogen fordrev tiden med sudoku og rosé, indtil vejret kom på bedre tanker.

Hvad det ikke er.

Det kunne også være udsigten fra førstesalen ud over forstædernes grønstruttende parceller gennem fugtmættede regntåger, mens man spekulerer på, om der mon er gået en pakning oppe i skylaget.

Hvad det er.

På plussiden finder sandet på terrassen selv vej ned i fugerne.

På minussiden går vi nok (heller) ikke en aftentur i dag.

I morgen gør vi det.

Nok.

Pest væk

For en uge siden vidste jeg ikke, at vi lige stod over for at ville gøre noget ved vores terrasse – oven i alt det andet, vi for tiden går og gør i vores snart ikke længere så miserable gemakker.

Faktisk er gemakkerne om få dage så umiserable, at der snart ikke mere er grund til at fortælle om, hvordan det skrider frem. Så er det hele nemlig skredet færdigt. De to sidste gulve, i stuen og i entreen, er lovet færdige i løbet af få dage, og vi kan måske indtage stuen igen allerede her i pinsen. Efter to måneder uden.

Det bliver ganske enkelt toppen at tage stuen tilbage. At få sofaen igen. At se ordentligt stort fjernsyn. At ’skabet’ med vinglas ikke længere er to papæsker i vindueskarmen. At gå med bare fødder gennem stuen uden at få lådne fodsåler.

Men jeg vil nu lige se håndværkernes fodsåler, før jeg popper champagnen.

Det med terrassen kom vi til at snakke om forleden på grund af alt det mos og ukrudt, der er piblet op mellem stenene derude, og de områder der er plaget af flisepest. Den trænger altså til en overhaling, sagde vi. For mig var snakken om mulige behandlinger nok mest hypotetisk, for vi var jo i gang med alt muligt andet. Men så blev der googlet højtryksrenser med patio cleaner, snakket med folk, indhentet gode råd, tænkt tanker, og pludselig var der lånt et apparat, og derfra kørte det. En af os brugte et par eftermiddage med maskine, vand og effektiv indsats.

Og se! Det blev godt. Pest er pist væk, det samme er grønne gevækster – og det de sad fast i. Sand ud over tomme fuger, feje, feje. Og nu har det regnet, så sandet er skyllet hen, hvor det skal. Endnu et flueben er sat ved et så godt som færdigt projekt. Det kunne han også, min helt.

Jeg kan bidrage til projektet ved at sørge for, at vinglassene holdes i cirkulation og kommer ud af papskabet.

Mus og mig

Jeg har mistet et rum i mit hus.

Der er en mus, så jeg kan ganske enkelt ikke bruge rummet længere.

Vores hus er fra den tid, hvor man helt naturligt anlagde sauna i forbindelse med et badeværelse. Energikrisen var ikke opfundet endnu, og alle ville sidde og privatsvede i små bræddeklædte rum, der lugtede af finske fjelde. På samme måde som alle nogle årtier senere ville sidde og boble i spabad. Indtil de alligevel ikke fik dem brugt.

Vores sauna har ikke været anvendt til det oprindelige formål i mange år. Dem vi købte huset af brugte det også bare som depotrum, selv om ovnen stadig sad på væggen. Vi pillede den ned og stuvede alt vores pulter derind. Vinterjakker, lange rober, rygsække, kufferter, soveposer, telt, papkasser med børnebøger og gamle breve, ekstradyner, klapstole, al den slags som er dejligt at have pakket af vejen fra den daglige færden.

Det har fungeret rigtig fint.

Forleden aften ville jeg hænge en kjole derind. Da jeg åbnede døren til saunaen, faldt noget ned fra en hylde, roterede om sig selv nede på gulvet og pilede i skjul. Jeg skreg højt og KNALDEDE døren i, så Morten, der sad i stuen nedenunder, tydeligt kunne høre, at der skete noget usædvanligt oppe i badeværelset. Musen er sikkert blevet lige så forskrækket som mig og har hvinet lydløst inde i sig selv, mens den reddede sig væk.

De der kender mig ved, at jeg har det stramt med smådyr, kryb og fugle. Jeg er god til mange ting, men ikke dét. Væsener der er hurtige og uforudsigelige og når som helst helt uventet kan springe, hoppe, flyve, pile lige ud i hovedet på mig gør mig sindssygt utryg. Jeg er ikke stolt af det, men det er sådan, det er.

Heldigvis er min kæreste en klippe og en helt.

Jeg fik Morten til at tage alle de tasker og alt det tøj ud, som jeg mente at kunne få brug for langt ud i fremtiden, og næste dag installerede han to musefælder på gulvet derinde og ladede dem med mel. Det virker, siger hans erfaring.

Nu er der gået to dage. Melet er spredt lidt, men ingen fælder er klappet. Vi (Morten) banker hårdt på døren og råber op, så de levende kan fortrække den anden vej, inden vi (Morten) linder på døren og kigger ind for at tilse skafottet.

Noget kunne tyde på, at musen er forduftet, siger min helt beroligende. Jeg synes, det er en noget forhastet konklusion at drage. Det er ALT for tidligt at stole på stilheden.

Jeg har i hvert fald indstillet mig på, at jeg aldrig mere kan bruge pulterrummet. Derfor er der heller ikke noget illustrerende billede af fældeopstillingen. Jeg kan ikke komme derind.