Mus og mig

Jeg har mistet et rum i mit hus.

Der er en mus, så jeg kan ganske enkelt ikke bruge rummet længere.

Vores hus er fra den tid, hvor man helt naturligt anlagde sauna i forbindelse med et badeværelse. Energikrisen var ikke opfundet endnu, og alle ville sidde og privatsvede i små bræddeklædte rum, der lugtede af finske fjelde. På samme måde som alle nogle årtier senere ville sidde og boble i spabad. Indtil de alligevel ikke fik dem brugt.

Vores sauna har ikke været anvendt til det oprindelige formål i mange år. Dem vi købte huset af brugte det også bare som depotrum, selv om ovnen stadig sad på væggen. Vi pillede den ned og stuvede alt vores pulter derind. Vinterjakker, lange rober, rygsække, kufferter, soveposer, telt, papkasser med børnebøger og gamle breve, ekstradyner, klapstole, al den slags som er dejligt at have pakket af vejen fra den daglige færden.

Det har fungeret rigtig fint.

Forleden aften ville jeg hænge en kjole derind. Da jeg åbnede døren til saunaen, faldt noget ned fra en hylde, roterede om sig selv nede på gulvet og pilede i skjul. Jeg skreg højt og KNALDEDE døren i, så Morten, der sad i stuen nedenunder, tydeligt kunne høre, at der skete noget usædvanligt oppe i badeværelset. Musen er sikkert blevet lige så forskrækket som mig og har hvinet lydløst inde i sig selv, mens den reddede sig væk.

De der kender mig ved, at jeg har det stramt med smådyr, kryb og fugle. Jeg er god til mange ting, men ikke dét. Væsener der er hurtige og uforudsigelige og når som helst helt uventet kan springe, hoppe, flyve, pile lige ud i hovedet på mig gør mig sindssygt utryg. Jeg er ikke stolt af det, men det er sådan, det er.

Heldigvis er min kæreste en klippe og en helt.

Jeg fik Morten til at tage alle de tasker og alt det tøj ud, som jeg mente at kunne få brug for langt ud i fremtiden, og næste dag installerede han to musefælder på gulvet derinde og ladede dem med mel. Det virker, siger hans erfaring.

Nu er der gået to dage. Melet er spredt lidt, men ingen fælder er klappet. Vi (Morten) banker hårdt på døren og råber op, så de levende kan fortrække den anden vej, inden vi (Morten) linder på døren og kigger ind for at tilse skafottet.

Noget kunne tyde på, at musen er forduftet, siger min helt beroligende. Jeg synes, det er en noget forhastet konklusion at drage. Det er ALT for tidligt at stole på stilheden.

Jeg har i hvert fald indstillet mig på, at jeg aldrig mere kan bruge pulterrummet. Derfor er der heller ikke noget illustrerende billede af fældeopstillingen. Jeg kan ikke komme derind.

Kom jul, kom sne, kom gaver, bare helst ikke sne

Det skete i de dage, at vi fik pyntet til jul. Nej, det passer ikke. Ikke DE dage. I dag.

Jeg er ikke sådan voldsom julet. For mig må der gerne findes julepyntfri områder, og jeg lægger gerne hjem til sådan et. Men dels er jeg måske blevet lidt blød i det, dels har jeg altid delt hus med anderledes tænkende.

Så mit hjem har lige præcis aldrig været julepyntfrit.

Og i aften kom de store kasser med julepynt ned fra det høje, og vi har pyntet både med dit og mit og gammelt og nyt. Her i forstæderne har ’vi’ lyskæder i vores forhaver, har vi bemærket, så det er der også i troldhasselen foran enderækkehuset i år.

Indenfor havde jeg forestillet mig en stjernevrimmel i hele vinduesrækken. Det var der ikke stjerner nok til i nogen af de store kasser med julepynt, så de seneste aftener har vi flettet stjerner i strimmelvis. Det har vi nemlig begge to både tålmodighed og færdighed til. Og det er blevet rigtig fint, er det. Det ligner både Mælkevejen og dalende snefnug.

Kom bare an, jul.