Udpluk #12

  • Vi har skiftet til vinterdæk på vores biler. Morten var den stærkarmede værktøjsfører, og jeg var den yndige og kompetente assistent. Donkraft, tak. Møtrikker, tak. Kobberfedt, tak. Systematiktak.
  • Jeg var i Silvan forinden for at købe kobberfedt. Jeg fandt det selv. Hurtigt, endda. Og sparede 23,98, fordi de havde Momsfri Lørdag. Jeg er fan af Momsfri Lørdag.
  • Efter hjulskift var jeg i T.Hansen og købe hjulkapsler til Lille Hviden. “14 tommer”, sagde jeg og lyste af indsigt og overskud i en butik, hvor kunderne kun var mænd. Hjemme opdagede jeg, at jeg også lyste af en oliestreg hen over næse og kind.
  • Jeg fik vinterdæk på, før min mor nåede at sukke “Ja, du har jo ikke vinterdæk…” én eneste gang. Måske er hun skuffet nu.
  • Lasse og jeg besøger min mor i morgen. “Ja, jeg gør altså ikke noget ekstra”, siger hun. Det gør hun nu nok alligevel, men hvis vi vil have rå agurk, skal vi selv tage det med.
  • “Du bryder dig jo ikke om syltede rødbeder!”, siger hun også. … ???. Jeg kan ikke mindes at have givet udtryk for, at jeg ikke bryder mig om syltede rødbeder. Gad vide, hvad mere jeg ikke bryder mig om.
  • Der er dømt bad inden afgang. Trods tiltagende dårligt syn får mor helt sikkert øje på selv de svageste spor efter maskinolie i mit ansigt.
  • Glæder mig til have yngsten som behageligt selskab på lang køretur i kedeligt vejr. Det er aldrig til at forudse, hvilke veje og afstikkere snakken tager.

Kobberfedt

– Goddag, det er [nyt dækcenternavn), tidligere [gammelt dækcenternavn], samme ejer, samme gode, kendte service. Vi tager telefonen om et øjeblik… blip … (nyt dækcenternavn], det er Bjarke.

– Goddag, det er Birgitte Bjærge, jeg har vinterdæk på min bil…

– Ja?

– … og sommerdæk i bagagerummet. Jeg kunne godt tænke mig, at det var omvendt. Er det noget I kan hjælpe med?

Bjarke og jeg lavede en aftale, og til aftalt tid trillede jeg Lille Hviden ind på pladsen foran [nyt dækcenternavn]. I løbet af ingen tid var sommerdækkene pillet ud af bagagerummet, og den lille bil svævede over gulvet i arbejdshøjde. 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen eller hvad sådan en nu hedder, syv-otte slag på bagsiden af dækkene med en gummihammer, og så havde skaldet værkstedsdude på ingen tid sat alle fire fastrustede vinterhjul ned på gulvet.

Og her var det, jeg fik mit nye dækskiftekodeord. Kobberfedt.

Kobberfedt er løsningen, hævdede skaldet værkstedsdude. Når man skifter hjul, renser man lige navpladen eller hvad den nu hedder, den hvor møtrikhullerne sidder, af med noget luftpolérværktøj, og så pensler man den lige med nogle strøg kobberfedt. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg så ham gøre det.

På med de fire andre dæk, 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen (den findes rigtigt, i modsætning til luftguitaren), en anden værkstedsdude tjekkede dæktryk og satte kapsler på, skaldet værstedsdude sænkede køretøjet og lagde vinterdæk i bagagerummet. Færdig. Betale ved kassen hos Bjarke og af sted med mig med tak til [nyt dækcenternavn].

Det er godt nok stadig den periode, hvor jeg kører med både sommer- og vinterdæk, nu bare omvendt, men det gør jeg noget ved i morgen. De fylder ret meget i bilen.

Og husk det nu. Kobberfedt.