Morgen geht’s los

I det seneste døgn har jeg gjort mange ting, jeg ikke har prøvet før. I virkeligheden har jeg nærmest kun gjort ting, jeg ikke har prøvet før, i hvert fald ikke i den aktuelle udgave.

Jeg befinder mig i Berlin. Her har jeg været tre gange før. Så langt så godt med det bekendte.

Men jeg har aldrig på vejen til Berlin foretaget aftentandbørstningen i intens olielugt mellem en kæmpebus og en væg fuld af reservedele ved siden af en ordentlig dunk Svarfega i en bushangar i Vejle.

Frauen1

Eller vågnet et sted i Tyskland klokken seks om morgenen, mens solen stod op, efter seks timers rimeligt god søvn.

Frauen2

Eller spist morgenmad hos Käfer på toppen af Reichstag med solskinsudsigt ud over hele Berlin. Eller stået på terrassen samme sted og snakket i telefon med både min mor og hendes nye hjemmehjælper. Lækker brunch, de serverer der, i øvrigt.

Frauen3

Eller lavet yoga. Overhovedet før. Min veninde Marianne er en dygtig yogainstruktør. Yoga og løb er en god kombination, siger hun, og derfor var vi omkring tyve af morgendagens Frauenläufere, der gjorde godt med vores legemer i eftermiddag. Det var vi gode til.

Frauen4

Siddet renvasket og tæsketræt på 14. etage på luksuriøst hotelværelse med Marsbarer, Ritter Sport, kaffe og vin og aftenudsigt ud over temmelig meget Berlin.

Frauen5

Haft en så lyserød-og-grøn løbetrøje liggende parat sammen med startnummer, magneter og chip. I morgen eftermiddag og aften er Tiergarten fyldt med sådan nogen som os. Lyserøde, letfodede og larmende. Det bli’r en fest.

Frauen6

Berlin, Berlin, Berliiiiiin

Det kan man faktisk synge på Bornholmervalsens melodi, og så kan man fortsætte med “…du’ min dejligste løbebyyyy”.

Jeg ved nu ikke, om Berlin rent faktisk er min bedste løbeby. Viborg er også ret okay. Men fakta er, at hey, jeg har helt glemt at forkynde for hele verden, at jeg i morgen aften sammen med nogle og tyve andre kvinder hopper på en bus til Berlin for at løbe 10 km Frauenlauf lørdag aften. Sådan lige. Jeg skal også spise morgenmad på toppen af Reichstag, kigge på byen, lave yoga (min første), ose, suge indtryk til mig, spise og drikke og hvad vi nu ellers finder på. Jeg glæder mig til det hele, ja, jeg gør.

Jeg har øvet mig i at løbe i lyserødt, for det har jeg luret, at kvinder tit gør, når de løber i store flokke med nummer på og har fået en løbetrøje med i købet.

Engang sagde jeg, at jeg aldrig ville løbe kvindeløb, for jeg ville også kigge på mænd, når jeg løb. Så blev jeg lokket til at løbe ALT for Damernes kvindeløb, og så røg dét forsæt. Så kan det også være lige meget. Kom an, Frauenlauf.

Og så var det i øvrigt GODT, jeg blev overtalt til at løbe Kalkmineløb for et par uger siden, for havde jeg ikke været derude, havde jeg aldrig opdaget, at Fusion har lavet tights med lommer på lårene. Misundelsesværdigt store lommer. Sådan nogle tights har jeg købt, og jeg er topbegejstret for den investering. I takt med at mobiltelefonerne blev større og større, blev løbebukselommerne mindre og mindre, og jeg hader-hader-hader at løbe med telefonholder på overarmen. Den napper i mit flæsk. Nu kan jeg stikke ledningen til høretelefonerne ned bag blusen og ned til telefonen i en dejlig lomme på låret. Man kan også bruge lommerne til gelposer og den slags energireserver, men jeg bruger dem altså til mine lydbøger.

Nå, men det er altså, hvad jeg skal bruge de næste dage til. Bald geht’s los.

Frauenlauf

Tilsået! Og vasket!

andenpinsedag

Wup wup, så er der fyldt ud i køkkenhaven. Der er kun plads til små, små spontaniteter og Lasses bønner, som det stadig er lige tidligt nok at putte i jorden. I dag har jeg sået rødbeder og plantet grønkål og alle mine små squash- og hokkaidounger. Jeg håber, nogle af dem overlever. Hvis ikke, har jeg lært til næste år for pokker at vente lidt længere med udplantningen til friland. Vi ser.

Alle flagretingesterne er plastikstrimler, som skal skræmme de tykke duer, der kan lide nyspiret rucola (jeg VED det, for de narrede mig sidste år) og måske spæde grønkålsplanter (jeg ved det ikke, men naboen har hængt plastik over sine kålplanter, så det har jeg også gjort).

Det har været en fin anden pinsedag. Haven er så pæn, som den næppe bliver igen i år. Der er luget, og man kan se bar jord (ikke mellem trædestenene, ved det godt). Fra nu af bliver det et kapløb mellem naturen og mig, og vi ved ikke, hvem der vinder. Det er tit ukrudtet, der lægger sig i front og holder positionen gennem hele sommeren. Vi ser.

 

washapp

Jeg har også vasket bil i dag, og dét her lærer jeg aldrig at forstå. Hvordan ved min telefon, at der er nogen inde i vaskehallen foran mig? Ja ja, jeg kan godt regne ud, at det er den QR-kode, jeg lige har scannet fra standeren, som fortæller systemet (hvilket system? Hvor?), hvilken vaskehal jeg holder ved, og samme system har registreret al aktivitet. Men alligevel! Det er spooky.

Sommetider er jeg hamrende knivskarp, og sommetider er jeg virkelig, virkelig nem at imponere.

Hyldehaven Ambiorix

Når jeg viser billeder fra kolonihaven på Instagram er det tit med hashtagget #hyldehavenambiorix. Det er der en forklaring på. Morten overtog for fire år siden haven efter sin ekssvigermoster Gudrun, som efter ti år på lejekontrakten havde sat sit helt personlige præg på haven og huset.

havenambiorix

Moster Gudrun købte kolonihaven i 2002, da hun kom hjem til Viborg efter tredive år som sprogrevisor i Bruxelles. Hun kom, nyuddannet i noget franskhalløj, derned i 1972 for at oversætte EF-traktaten, indmeldelsespapirerne, kan man kalde det, til dansk. Og blev hængende i tredive år. Hun boede på Square Ambiorix, og på skiltet her på kolonihavehuset er den mondæne Bruxelles-adresse forenet med havelivet på Hyldevej. Vi synes, historien om rødder og levet liv er så fin, så vi værner om skiltet og lader det sidde. Lampen ovenover lader vi også sidde, selv om den hverken har forklaring eller funktion. Den lyser ikke. Der er ikke strøm i huset.

Morten og Gudrun bevarede venskabet, også efter at han ikke længere var gift med hendes niece. De spiste frokoster, gik til koncerter og rejste sammen nogle gange. Hun var ikke helt begejstret, da jeg dukkede op på arenaen og tog ham, selv om hun skjulte det.

Det var imidlertid naturligt, at det var ham, hun lod haven gå videre til, da hun ikke længere magtede at holde den. Og jeg er så taknemmelig, for jeg elsker det sted.

Haven var virkelig tilgroet og ét stort sammensurium af små platforme og snoede gange kantet med sten, et lille hjørne med kartoffelforsøg, krukker, et hav af løgvækster og mange blomster, et vildt hindbærkrat, vildtvoksende røn, selvsåede ahorntræer, masser af ukrudt, alt sammen et resultat af Gudruns fantasi og blomsterbegejstring og til sidst de kræfter, der ikke slog til.

Vi har lavet det hele om. Vi startede med at rydde ud inde i huset, og udenfor skrællede vi hele det øverste lag have af – med Gudruns fine blomster und Alles – og startede helt forfra. Vi ville have græs på halvdelen, og resten skulle være køkkenhave. Så kunne vi altid regulere det med mere eller mindre græs, men det har nu vist sig at passe godt til vores behov med den fordeling.

Sådan så haven ud før, og sådan ser den ud nu. Den ene vej:

havenmodhusetdahavemmodhusetnu

Og den anden vej.

havenmodvejendahavenmodvejennu

Vi har også fældet et par træer, men der er stadig bede, som er uændrede og får lov til at vokse vildt, indtil vi får lyst til at lave om på det. Haven må aldrig blive en pligt og et pres. Aldrig. Er der noget, vi ikke når, ja, så når vi det bare ikke. Der skal også være tid til at drikke kaffe og bare nyde at være der. Jeg bliver glad i samme øjeblik, jeg åbner lågen. Det vigtigste for mig er køkkenhaven, ikke blomsterne, og jeg føler mig uendeligt rig, når jeg i høstsæsonen kører hjem med fyldte kurve til aftensmaden.

Gudruns præg findes stadig nogle steder i huset, og sådan må det gerne være. Jeg kan lide ting med historie, og jeg kan lide at kende historierne. Hun har besøgt os i haven et par gange, men nu er hun imidlertid desværre så plaget af demens, at hun næppe tænker på, at hun har haft en have. Hun savner den i hvert fald ikke.

Men hendes Hyldehaven Ambiorix lever og respekteres i et hashtag.

Galla

I fredags gik vejret, Viborg Katedralskole og omkring 300 afgangselever sammen om at skabe fantastiske rammer for og forrygende indhold i årets galla.

Solen skinnede fra en høj himmel, da det ene flotte par efter det andet ankom til fods, i fantasifulde køretøjer og skinnende biler og lod sig fetere og fotografere, inden de skred op ad den røde løber. Unge mennesker på tærsklen til fremtiden. De har alle muligheder foran sig, de kan det hele og ejer verden. Denne dag tænkte de ikke på terperi og forestående eksamener, de festede og fejrede hinanden i deres smukke kjoler og nye jakkesæt og nød, at dagen var deres.

Min yngste søn var en af dem. Årh, han så godt ud. Danse lancier kunne han sandelig også. Jeg var godt nok en stolt mor – sammen med flere hundrede andre stolte forældre. Det er jo det fine ved det; at vi alle sammen synes, vores egen er den allerbedste, og på den måde er alle glade.

Det er slet ikke nemt at finde ord at beskrive med, men heldigvis tog Morten en lang række fantastiske billeder, så her kommer en udvalgt kavalkade, som taler for sig selv.

I gjorde det godt, alle sammen!

Galla-ankomst0004Galla-ankomst0012Galla-lancier0008Galla-lancier0013Galla-lancier0019Galla-lancier0022Galla-lancier0024Galla-lancier0029

På vej ud i verden

hokkaido1

Tænk engang. Af ti hokkaidofrø og ti squashfrø, som jeg nænsomt stak i små grønne potter for fire uger siden og stillede på den bedste plads i vindueskarmen og gav både vand og opmærksomhed, er der spiret ni hokkaidoer og … nåja … to squashplanter. Samlet set er det en høj, høj spirerate. Hvis alt fortsætter med at gå godt, er der meget græskarsuppe og græskarsåmegetandet på vej til os. Og to squashplanter passer lige præcis, hvis man husker at plukke squashene som små og i øvrigt forærer nogle væk.

Nu rykker de fra vuggestue til børnehave. Større potter, lidt mere plads og mulighed for at komme udenfor på de gode dage og vænne sig til luft og himmelhøjde, inden de skal plantes rigtigt ud på friland og være ude hele døgnet.

hokkaido2