Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenseraf min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.
Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.
I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”
Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.
Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.
Der er kommet et midlertidigt anneks på vores matrikel. I morges blev denne fine fætter bakket hele vejen ned ad stikvejen og svinget behændigt ind ved siden af skur og carport. Jeg var taget af sted, da den ankom, men jeg ville være gået på røven i benovelse over bakkeriet. Folk der gør sig umage og folk der kan bakke med trailer er nok det, jeg beundrer mest. Og så med campingvogn!
Vi har lånt den af velvillige venner, og om nogle uger bliver vognen vores eksil, når vi skal have skiftet husets rør.
Sagen startede for mere end et år siden, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at I gerne vil kende hele historien. Jeg har skrevet lidt her, lige da lækken var opdaget, og her, da vi endelig fik stoppet vandmasserne i at fosse ud i undergrunden. Det skete desværre først en måned efter, at vi anmeldte skaden, fordi parterne talte forbi hinanden. Sådan her så det ud, da hullerne blev lokaliseret og det berørte stykke rør udskiftet.
Sagen er: I januar 18 blev vi ringet op af vandforsyningen, der rådede os til at få undersøgt, hvorfor vi på ni måneder, siden vi overtog huset, havde brugt 90.000 liter vand mere end normalt for en husstand af vores størrelse. Der blev konstateret en læk, og vi anmeldte skaden til vores ejendomsforsikring. Imidlertid konstaterede VVS’eren også, at der var tale om galvaniserede jernrør, som det blev forbudt at bygge med i 1972. Vores hus er fra 1974 og altså opført med ulovlige rør. Alle rør skulle skiftes, og dermed blev det også en sag for ejerskifteforsikringen.
Helt præcist: Selve skaden og konsekvenserne af den skulle udbedres af ejendomsforsikringen, mens udskiftning af rørene skulle gennem ejerskifteforsikringen. Og sidstnævnte ville i øvrigt kun dække 63 % af dén operation, fordi huset er mere end 24 år gammelt. Surt i sig selv og ret trist for privatøkonomien.
Der var heldigvis ikke nogen konsekvenser (udover en stor ekstraregning fra vandværket) af det underjordiske vandfald, fordi huset ligger på en sanddyne, så det syge stykke rør blev blot skiftet, og alt var godt på den led. Vi lod dog være med at få lukket og lagt nye klinker på entregulvet ud fra den jyske tankegang, at det jo snart skulle brækkes op igen. Det var i februar 18, og siden har vi haft en tilskåret plade liggende over hullet.
Der skete nemlig det, at ejerskifteforsikringsselskabet ville gå efter at få dækket sin del af udgifterne ved at rette sag mod firmaet bag tilstandsrapporten, som ikke havde anført de ulovlige rør. Man kan med det blotte øje se hvilken slags rør det er, der hvor de kommer ind i huset, men det er aldrig anført i tilstandsrapporterne de gange, huset er handlet siden 1974. Ingen har koblet byggetidspunktet med årstallet, hvor galvaniserede jernrør blev bortdømt.
Derfor har vi ventet i mere end et år på, at advokater og sagkyndige og repræsentanter og sekretærer og talsmænd og taksatorer var vigtige og betydningsfulde med dét, og det var som at slå i en dyne, når vi forsøgte at skubbe til processen.
Men NU. Nu har forsikringsselskabet tilsyneladende sikret sine penge, og vi har fået grønt lys til at sætte arbejdet i gang. Tirsdag efter påske rykker VVS og murer ind for at rykke i rør og fræse render i gulve og vægge. Inden da skal vi rydde stuen, pakke alt ned og opmagasinere i en container, det samme med værksted og alle andre berørte rum, også ovenpå hvor der også er et badeværelse, der skal have ny rørføring, samt støvsikre skabe og reoler hvor der er behov for det. Jeg har faktisk ikke helt overblik over det. Men der er lavet en overordnet plan, og den indebærer, at køkkenet ikke skal brækkes op, så vi kan lave mad i det, og det ser ud til, at vi kan have koldt vand i det meste af perioden. Bagefter bliver alt godt, og vi har nye rør og helt nyt stuegulv, hvilket er tiltrængt.
Vi ved ikke hvor længe bøvlet kommer til at vare, og i mellemtiden har vi heldigvis mulighed for at gå i eksil i campingvognen, og vi har tegnet abonnement på varme bade hos forskellige venner – og et gæsteværelse, hvis vi trænger.
Derfor er jeg mægtig glad for, at Henrik er kommet bakkende med vognen.
Og så kommer der nok flere afsnit af watergate-føljetonen.
Læg mærke til, hvor stor forskel der på ’Har kasseret’ og ’Er kasseret’. Det er heldigvis det første, der er tale om her. Den aktive variant. Og det er tøj, jeg har kasseret.
Jeg har ryddet ud i lidt af den dødvægt, jeg er flyttet rundt med i flere år. Tøj der sådan set er godt nok og alligevel for umoderne, for småt, forkert. Tøj med historier og håb. Fortællinger om hvordan det havnede hos mig, og håb om at jeg måske engang kommer i det igen.
Det gør jeg ikke, og nu er det væk.
En hel sæk fyldte jeg, da jeg raskt, målrettet og hårdhjertet swipede tøj til venstre, hvis jeg må bruge sådan et moderne billede om noget så umoderne som mine skuffers indhold.
I morges lagde jeg sækken ind i min lille bil, hvor den fyldte det meste af bagsædet, og efter arbejde kørte jeg omkring genbrugspladsen og dumpede den i rette container. Væk er den.
Jeg er spændt på de næste dage, uger og måske måneder. Selv om det meste er tøj, jeg ikke har brugt i uendelige tider, skal det nok passe, at jeg pludselig savner noget af det og pløjer skuffer og skabe igennem i jagten på noget, som jeg ikke kan huske, jeg har smidt ud. For det plejer jo at være der. Det har nærmest altid været der.
Jeg er ikke så god til at skille mig af med noget. Garderoben er slanket, men det ligger lidt tungt med lettelsen.
Foto: Mariehøne på tærsklen til forår. Det er sæson for at lufte ud og skabe gennemtræk. Også i garderoben.
Jeg (gen)fandt Lars Saabye Christensen, da jeg ledte efter den næste bog at lytte til. Det er længe siden, jeg har læst noget af ham, og beskrivelsen af Byens Spor var så tilpas interessant, at jeg sprang til.
Det var et godt valg. Første bogs 12 timer var hurtigt slugt, og nu er jeg allerede i gang med Byens Spor 2. Lars Saabye Christensens sprog er fint og poetisk, og fortællestilen er elegant. Af den slags, som sætter fantasien i gang, så man selv føler og forestiller sig det, som sætningerne beskriver uden at gøre det direkte. Rammerne skitseres, og så er man der selv og mærker handlingen og det, der rører sig i bogens personer. Karakterskildringerne er varme og gennemførte, man føler det samme, som de gør, og forstår, hvorfor de handler som de gør. Bogen er et vidunderligt tidsbillede fra efterkrigstidens Oslo, og jeg kan kun anbefale den.
Skulle man overhovedet aldrig have læst noget af Lars Saabye Christensen, hvilket er en fejl, der hurtigst muligt må rettes, vil jeg også anbefale den 722 sider lange (31 timer) slægtsfortælling Halvbroderen, som gjorde et stort indtryk på mig. Og Maskeblomstfamilien, der er knapt så lang og starter med fire korte sætninger: “Jeg havde en god opvækst. Mor lagde sig tidligt. Far døde da jeg var tolv. Jeg var enebarn.” Så er man i gang.
Men altså, Byens Spor var et knippelgodt valg. Jeg tror, der skal komme et bind 3 også. Det er Bent Otto Hansen, der indlæser. Han er også et godt valg.
Sådan ser en første solskinsdag efter helårsregn ud.
Efter mange dage i bil var jeg i dag på cykel på arbejde. Og da jeg kom hjem igen, fejrede jeg, at min Londonbelastede lilletåikke gør ondt mere (det tog en uge!), ved at snøre vandrestøvlerne og gå en tur i omegnen. Det blev til fire raske kilometer.
Denne her dag er af den slags, hvor den eneste grund til, at jeg kravlede ud af det bløde tøj, er, at vi ikke kunne lave et hæderligt måltid aftensmad, uden at én af os tog ud og købte ind. Vi fordelte os således, at det blev mig. Husets anden voksne er stadig i hjemmetøj/nattøj. Her klokken 17.54.
Nu har I det måske sådan, at I gerne går på indkøb i nattøj. Sådan er jeg ikke. Jeg snoede mig i min Fjällrävenbuks, og de andre handlende på denne regnfulde søndag kan gerne tro, jeg er en frisk outdoortype. I dag er jeg ellers mere en klassisk indoorpige. Jeg snoede mit fedtede hår sammen med en klemme og mig selv over i bilen. De ti meter var outdoor nok.
Det er ellers ikke, fordi vi har ligget på den lade side i dag. Vi har skam både gjort rent, skiftet sengetøj, ryddet op, støvsuget og vasket tøj ind i mellem avislæsning og timeouts. Den slags kan sagtens ordnes i blød uld. Morten har endda haft ALT i pulterkammeret ude, også gulvet, fordi jeg havde bedt ham stikke næsen derind og forholde sig til, om han også syntes, der lugtede af død. Det syntes han. Vi troede ellers, at musegatevar ovre, men lugten antydede, at der kunne være lig i lasten. Han fandt ingen afsjælede – eller levende, for den sags skyld, men et hul i væggen under gulvet var omgivet af muselort, og en fin næse vurderede, at lugten var stærkest dér. Så det blev proppet til, og når vi snart skal i gang med at skifte husets rør (Endelig! – efter mere end et års forsikringssagsventetid. Læs om watergate her– og så kommer der nok snart mere snak om bøvlet her på kanalen), kan det være, vi finder kilden, måske en hel massegrav.
