Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenser af min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.
Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.
I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”
Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.
Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.
Venstre, vel at mærke.
