17. marts 2019 | den store bunke |
Denne her dag er af den slags, hvor den eneste grund til, at jeg kravlede ud af det bløde tøj, er, at vi ikke kunne lave et hæderligt måltid aftensmad, uden at én af os tog ud og købte ind. Vi fordelte os således, at det blev mig. Husets anden voksne er stadig i hjemmetøj/nattøj. Her klokken 17.54.
Nu har I det måske sådan, at I gerne går på indkøb i nattøj. Sådan er jeg ikke. Jeg snoede mig i min Fjällrävenbuks, og de andre handlende på denne regnfulde søndag kan gerne tro, jeg er en frisk outdoortype. I dag er jeg ellers mere en klassisk indoorpige. Jeg snoede mit fedtede hår sammen med en klemme og mig selv over i bilen. De ti meter var outdoor nok.
Det er ellers ikke, fordi vi har ligget på den lade side i dag. Vi har skam både gjort rent, skiftet sengetøj, ryddet op, støvsuget og vasket tøj ind i mellem avislæsning og timeouts. Den slags kan sagtens ordnes i blød uld. Morten har endda haft ALT i pulterkammeret ude, også gulvet, fordi jeg havde bedt ham stikke næsen derind og forholde sig til, om han også syntes, der lugtede af død. Det syntes han. Vi troede ellers, at musegate var ovre, men lugten antydede, at der kunne være lig i lasten. Han fandt ingen afsjælede – eller levende, for den sags skyld, men et hul i væggen under gulvet var omgivet af muselort, og en fin næse vurderede, at lugten var stærkest dér. Så det blev proppet til, og når vi snart skal i gang med at skifte husets rør (Endelig! – efter mere end et års forsikringssagsventetid. Læs om watergate her – og så kommer der nok snart mere snak om bøvlet her på kanalen), kan det være, vi finder kilden, måske en hel massegrav.
Nu må jeg hellere få nattøj på igen.
8. februar 2019 | den store bunke |
Jeg har kysset og vinket farvel. Det sidste, jeg så til resten af husstanden, var røde baglygter for et par timer tid siden, da bilen trillede hen ad villavejen mod østrigske pister. Jeg har ikke ferie, og jeg er ikke misundelig. Tværtimod under jeg af hele mit hjerte far og datter en lykkelig uge med ligesindede bedstevenner og glæder mig over min egen placering hjemme. Det der alpinskidt er ikke mig.
“Hvad skal du så lave?”, er jeg blevet spurgt. Ja, jeg skal arbejde, som jeg plejer, og spare mine feriedage til noget, jeg synes er sjovt. Og så skal jeg …
Ja, som det allerførste skulle jeg åbenbart rammes af den uendelige mængde valgmuligheder, jeg har. Der gik nøjagtigt fem minutter efter, at de var kørt, før jeg var i vildrede over, hvad jeg skulle give mig til i aften. Se det afsnit af Årgang 0, jeg ikke fik set i tirsdags, skrive, læse, lytte bog, rydde op, stryge, ajourføre budget, drikke vin, planlægge vores London-getaway næste måned, kigge på sommerferiemuligheder, ryste puderne i sofaen, pille den udslukte lyskæde af troldhasselgrenene i den store vase, vikle mig i tæpper i sofaen og stirre huller i luften eller noget helt femtende.
De store linjer er udstukket. Jeg har sikret madforsyningen i de kommende dage og lovet mig væk til flere arrangementer. Grundlæggende glæder jeg mig til at brede armene ud og svinge rundt uden at komme til at ramme nogen. Det sker ikke så tit, og netop forskellen fra hverdagen er dejlig en gang imellem.
Det er bare lige i aften, jeg vimser rundt om mig selv i små cirkler. Det er bare en fase, og nu startede jeg så med dette her, og så tror jeg da egentlig, der er vinsjatter, der skal drikkes. Der er jo kun mig til det.
