Cava på Plaça Reial

Det her mindebillede gav Facebook mig i dag. Det er fire år siden, jeg lagde det op med et “Aaahhh” og en række hashtags, #cavapåplacareial #godedageibarcelona #kærestetid. Jeg kan tydeligt genkalde mig solen og varmen, som vi sad der på cafeen i hjørnet af pladsen og bare nød livet, hinanden og perlende kold cava, mens vi holdt øje med duerne, der sad på udhænget over os, og som vi nødigt ville skides på af, mens en lille sortklædt mand gav et nummer med kastagnetter for os og de andre turister.

Århh, der ville jeg gerne teleportere mig hen. Bare en times tid. Det VAR gode dage i Barcelona.

I stedet nyder jeg mit sofahjørne hjemme i forstæderne. Det er en af de sidste normale aftener, inden vi på søndag-mandag-agtigt begynder at pakke stuen i kasser og sætte møbler i container. Fordi rør.

Jeg har stadig ingen ide om, hvor lang tid det tager, hvornår verden bliver normal igen, og hvornår jeg igen kan indtage sofahjørnet, til den tid på nyt stuegulv. Men det varer jo ikke for evigt. Og på et tidspunkt kommer der solskin, og man behøver ikke tage til Plaça Reial for at drikke cava, det kan man også i Viborg.

Tror lige jeg rejser mig fra hjørnet og tjekker, hvad vi har. Inden alting skal pakkes ned.

Rør. Sagen er …

Der er kommet et midlertidigt anneks på vores matrikel. I morges blev denne fine fætter bakket hele vejen ned ad stikvejen og svinget behændigt ind ved siden af skur og carport. Jeg var taget af sted, da den ankom, men jeg ville være gået på røven i benovelse over bakkeriet. Folk der gør sig umage og folk der kan bakke med trailer er nok det, jeg beundrer mest. Og så med campingvogn!

Vi har lånt den af velvillige venner, og om nogle uger bliver vognen vores eksil, når vi skal have skiftet husets rør.

Sagen startede for mere end et år siden, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at I gerne vil kende hele historien. Jeg har skrevet lidt her, lige da lækken var opdaget, og her, da vi endelig fik stoppet vandmasserne i at fosse ud i undergrunden. Det skete desværre først en måned efter, at vi anmeldte skaden, fordi parterne talte forbi hinanden. Sådan her så det ud, da hullerne blev lokaliseret og det berørte stykke rør udskiftet.

 

Sagen er: I januar 18 blev vi ringet op af vandforsyningen, der rådede os til at få undersøgt, hvorfor vi på ni måneder, siden vi overtog huset, havde brugt 90.000 liter vand mere end normalt for en husstand af vores størrelse. Der blev konstateret en læk, og vi anmeldte skaden til vores ejendomsforsikring. Imidlertid konstaterede VVS’eren også, at der var tale om galvaniserede jernrør, som det blev forbudt at bygge med i 1972. Vores hus er fra 1974 og altså opført med ulovlige rør. Alle rør skulle skiftes, og dermed blev det også en sag for ejerskifteforsikringen.

Helt præcist: Selve skaden og konsekvenserne af den skulle udbedres af ejendomsforsikringen, mens udskiftning af rørene skulle gennem ejerskifteforsikringen. Og sidstnævnte ville i øvrigt kun dække 63 % af dén operation, fordi huset er mere end 24 år gammelt. Surt i sig selv og ret trist for privatøkonomien.

Der var heldigvis ikke nogen konsekvenser (udover en stor ekstraregning fra vandværket) af det underjordiske vandfald, fordi huset ligger på en sanddyne, så det syge stykke rør blev blot skiftet, og alt var godt på den led. Vi lod dog være med at få lukket og lagt nye klinker på entregulvet ud fra den jyske tankegang, at det jo snart skulle brækkes op igen. Det var i februar 18, og siden har vi haft en tilskåret plade liggende over hullet.

Der skete nemlig det, at ejerskifteforsikringsselskabet ville gå efter at få dækket sin del af udgifterne ved at rette sag mod firmaet bag tilstandsrapporten, som ikke havde anført de ulovlige rør. Man kan med det blotte øje se hvilken slags rør det er, der hvor de kommer ind i huset, men det er aldrig anført i tilstandsrapporterne de gange, huset er handlet siden 1974. Ingen har koblet byggetidspunktet med årstallet, hvor galvaniserede jernrør blev bortdømt.

Derfor har vi ventet i mere end et år på, at advokater og sagkyndige og repræsentanter og sekretærer og talsmænd og taksatorer var vigtige og betydningsfulde med dét, og det var som at slå i en dyne, når vi forsøgte at skubbe til processen.

Men NU. Nu har forsikringsselskabet tilsyneladende sikret sine penge, og vi har fået grønt lys til at sætte arbejdet i gang. Tirsdag efter påske rykker VVS og murer ind for at rykke i rør og fræse render i gulve og vægge. Inden da skal vi rydde stuen, pakke alt ned og opmagasinere i en container, det samme med værksted og alle andre berørte rum, også ovenpå hvor der også er et badeværelse, der skal have ny rørføring, samt støvsikre skabe og reoler hvor der er behov for det. Jeg har faktisk ikke helt overblik over det. Men der er lavet en overordnet plan, og den indebærer, at køkkenet ikke skal brækkes op, så vi kan lave mad i det, og det ser ud til, at vi kan have koldt vand i det meste af perioden. Bagefter bliver alt godt, og vi har nye rør og helt nyt stuegulv, hvilket er tiltrængt.

Vi ved ikke hvor længe bøvlet kommer til at vare, og i mellemtiden har vi heldigvis mulighed for at gå i eksil i campingvognen, og vi har tegnet abonnement på varme bade hos forskellige venner – og et gæsteværelse, hvis vi trænger.

Derfor er jeg mægtig glad for, at Henrik er kommet bakkende med vognen.

Og så kommer der nok flere afsnit af watergate-føljetonen.