Mærkedag

I dag er en mærkedag.

Det er for eksempel 46 år siden jeg blev konfirmeret. I lårkort, hvid kjole med matroskrave, hvide knæstrømper og med firkantede hornbriller på næsen. Ikke et særligt tjekket outfit, dengang heller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gå og huske på datoen, eller hvem det er, der har indrettet min hjerne sådan, at den lagrer alle mit livs tal. Det tager formodentlig pladsen op for virkeligt vigtige ting. Men sådan er det, og hvert år den 23. april strejfer dét med konfirmationen mig.

Det var også i dag, jeg mærkede efter med mig selv, om jeg skulle køre ud og grave lidt mere i kolonihaven. Men det stormede jo, og fordi alting er så tørt, støvstormede det også, bemærkede jeg. Og bestemte, at jeg ikke skulle ud og sandblæses. Jeg ville heller ikke risikere at konstatere, at alle mine nysåede salatfrø var blæst ind til naboerne. De er nok foran i forvejen.

Endelig går jeg og mærker, at jeg er virkelig spændt på, hvordan vores hus ser ud, når jeg kommer hjem fra arbejde i morgen. For jeg skal pointere, at det først er I MORGEN, håndværkerne rykker ind. I morgen går vvs’erne i gang med at skifte rør!

Fordi jeg har klaget mig så længe og vist billeder af vores hærgede og nedbrudte hjem, har jeg bemærket, at folk tror, vi er meget længere i processen, end vi er. Man har fået den opfattelse, at vi er kommet virkelig langt. Det er desværre ikke tilfældet. Vi skal først i gang nu.

Hidtil har vi bare brudt ned, forberedt og banet vejen, så håndværkerne lige kan spadsere ind af døren i morgen og knipse med fingrene, og så er der nye rør over det hele. Sådan cirka. Og derefter skal betongulvet repareres og lige hærde en måneds tid, og SÅ skal der lægges gulv i stuen. Desuden skal vi udbedre det, der er fræset i væggene og spartle og tapetsere og male. Og SÅ kan vi flytte vores møbler ind igen. På det tidspunkt skal vi huske at kigge i kalenderen og aflæse, hvilken dato det er er blevet. Forhåbentlig skriver vi stadig 2019.

Det starter altså i morgen. Og det var i morgen.

Støv for alle pengene

Støv for alle pengene er titlen på en dansk film fra 1963 med blandt andre Dirch Passer. Den skabte mig et tidligt biograftraume, så jeg længe efter blev passet hos mormor og morfar, når resten af familien kørte til Otterup Kino for at lade sig underholde af tidens folkekomedier. Jeg skulle ikke! Der var noget med en flyvemaskine, der faldt ned i en lade, meget forskrækkeligt. Jeg var fire år og forstod ikke den del af underholdningen. Alle parter har sikkert haft fordel af den efterfølgende pasningsordning; mine forældre og ældre brødre kunne nyde biografturen i fred, mormor og morfar fik fornøjelsen af et enkelt barnebarn, og jeg fik udelt opmærksomhed. I øvrigt er jeg kommet mig over traumet.

Tilbage til nutiden. Vi har også støv for alle pengene i denne påske. Dagene går ret ens. Vi bryder ned, rydder op, kører affald væk, om aftenen laver jeg tarte flambé, og så ser vi fjernsyn i sengen, inden vi vælter om på skjoldet og sover. Næste dag det samme med ganske få afvigelser. Det er egentlig ganske rart.

De første dage havde vi hjælp af vores unge, som havde sjov med helt lovlige ødelæggelser. Det er sandelig også lykkedes mig at lægge nogle timers arbejde i kolonihaven, hvor jeg har lagt to sorter kartofler, sat fire slags løg og sået fire typer salat. Der var i øvrigt også støvet.

Vi er godt med alle steder. Jeg vil ikke sige, det begynder at ligne noget, for det gør det ikke. Billederne taler for sig selv.

Men det går planmæssigt, og bagefter bliver det godt.

God påske til jer, der både har sofa og fri.

Præcisionsplacering

Sådan en chauffør, der kommer med en container, ved altså, hvad han har med at gøre. Jeg har den dybeste respekt for den slags beherskelse af store kræfter. Han kørte kæmpelastbilen ned ad vores lille vej, iførte sig et overdimensioneret buschaufførbælte med en række knapper og joysticks, slog fire potente støttefødder ud, vækkede kranen til live og lod den folde sig ud som en drage, der løftede containeren af ladet, og styrede den med millimeterpræcision vinkelret ind på plads ved siden af carporten.

Bagefter foldede han sin lastbil sammen igen og lagde dragen til slummer. Bakkede hele vejen ud (respekt!), og nu står containeren så fint derovre, klar til indbo, habengut og det løse. Tak til naboen for udlån af pladsen, i øvrigt.

Jeg er gået i gang med at pakke ned, og jeg har pakket over 4 kilometer i dag. Jeg har kun været inde i huset, bortset et smut ovre at kigge ind i containeren og ude at tømme en grøntsagsspand i kompostbeholderen. Det var måske de 0,2, og resten har været pakkeri. Det viser sig således, at det giver mange flere skridt at pakke i kasser end at grave have. Så ved vi det.

Og hvorfor var det nu, alt det her bøvleri med kasser, container og campingvogn? Jo, fordi rør.

Cava på Plaça Reial

Det her mindebillede gav Facebook mig i dag. Det er fire år siden, jeg lagde det op med et “Aaahhh” og en række hashtags, #cavapåplacareial #godedageibarcelona #kærestetid. Jeg kan tydeligt genkalde mig solen og varmen, som vi sad der på cafeen i hjørnet af pladsen og bare nød livet, hinanden og perlende kold cava, mens vi holdt øje med duerne, der sad på udhænget over os, og som vi nødigt ville skides på af, mens en lille sortklædt mand gav et nummer med kastagnetter for os og de andre turister.

Århh, der ville jeg gerne teleportere mig hen. Bare en times tid. Det VAR gode dage i Barcelona.

I stedet nyder jeg mit sofahjørne hjemme i forstæderne. Det er en af de sidste normale aftener, inden vi på søndag-mandag-agtigt begynder at pakke stuen i kasser og sætte møbler i container. Fordi rør.

Jeg har stadig ingen ide om, hvor lang tid det tager, hvornår verden bliver normal igen, og hvornår jeg igen kan indtage sofahjørnet, til den tid på nyt stuegulv. Men det varer jo ikke for evigt. Og på et tidspunkt kommer der solskin, og man behøver ikke tage til Plaça Reial for at drikke cava, det kan man også i Viborg.

Tror lige jeg rejser mig fra hjørnet og tjekker, hvad vi har. Inden alting skal pakkes ned.

Rør. Sagen er …

Der er kommet et midlertidigt anneks på vores matrikel. I morges blev denne fine fætter bakket hele vejen ned ad stikvejen og svinget behændigt ind ved siden af skur og carport. Jeg var taget af sted, da den ankom, men jeg ville være gået på røven i benovelse over bakkeriet. Folk der gør sig umage og folk der kan bakke med trailer er nok det, jeg beundrer mest. Og så med campingvogn!

Vi har lånt den af velvillige venner, og om nogle uger bliver vognen vores eksil, når vi skal have skiftet husets rør.

Sagen startede for mere end et år siden, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at I gerne vil kende hele historien. Jeg har skrevet lidt her, lige da lækken var opdaget, og her, da vi endelig fik stoppet vandmasserne i at fosse ud i undergrunden. Det skete desværre først en måned efter, at vi anmeldte skaden, fordi parterne talte forbi hinanden. Sådan her så det ud, da hullerne blev lokaliseret og det berørte stykke rør udskiftet.

 

Sagen er: I januar 18 blev vi ringet op af vandforsyningen, der rådede os til at få undersøgt, hvorfor vi på ni måneder, siden vi overtog huset, havde brugt 90.000 liter vand mere end normalt for en husstand af vores størrelse. Der blev konstateret en læk, og vi anmeldte skaden til vores ejendomsforsikring. Imidlertid konstaterede VVS’eren også, at der var tale om galvaniserede jernrør, som det blev forbudt at bygge med i 1972. Vores hus er fra 1974 og altså opført med ulovlige rør. Alle rør skulle skiftes, og dermed blev det også en sag for ejerskifteforsikringen.

Helt præcist: Selve skaden og konsekvenserne af den skulle udbedres af ejendomsforsikringen, mens udskiftning af rørene skulle gennem ejerskifteforsikringen. Og sidstnævnte ville i øvrigt kun dække 63 % af dén operation, fordi huset er mere end 24 år gammelt. Surt i sig selv og ret trist for privatøkonomien.

Der var heldigvis ikke nogen konsekvenser (udover en stor ekstraregning fra vandværket) af det underjordiske vandfald, fordi huset ligger på en sanddyne, så det syge stykke rør blev blot skiftet, og alt var godt på den led. Vi lod dog være med at få lukket og lagt nye klinker på entregulvet ud fra den jyske tankegang, at det jo snart skulle brækkes op igen. Det var i februar 18, og siden har vi haft en tilskåret plade liggende over hullet.

Der skete nemlig det, at ejerskifteforsikringsselskabet ville gå efter at få dækket sin del af udgifterne ved at rette sag mod firmaet bag tilstandsrapporten, som ikke havde anført de ulovlige rør. Man kan med det blotte øje se hvilken slags rør det er, der hvor de kommer ind i huset, men det er aldrig anført i tilstandsrapporterne de gange, huset er handlet siden 1974. Ingen har koblet byggetidspunktet med årstallet, hvor galvaniserede jernrør blev bortdømt.

Derfor har vi ventet i mere end et år på, at advokater og sagkyndige og repræsentanter og sekretærer og talsmænd og taksatorer var vigtige og betydningsfulde med dét, og det var som at slå i en dyne, når vi forsøgte at skubbe til processen.

Men NU. Nu har forsikringsselskabet tilsyneladende sikret sine penge, og vi har fået grønt lys til at sætte arbejdet i gang. Tirsdag efter påske rykker VVS og murer ind for at rykke i rør og fræse render i gulve og vægge. Inden da skal vi rydde stuen, pakke alt ned og opmagasinere i en container, det samme med værksted og alle andre berørte rum, også ovenpå hvor der også er et badeværelse, der skal have ny rørføring, samt støvsikre skabe og reoler hvor der er behov for det. Jeg har faktisk ikke helt overblik over det. Men der er lavet en overordnet plan, og den indebærer, at køkkenet ikke skal brækkes op, så vi kan lave mad i det, og det ser ud til, at vi kan have koldt vand i det meste af perioden. Bagefter bliver alt godt, og vi har nye rør og helt nyt stuegulv, hvilket er tiltrængt.

Vi ved ikke hvor længe bøvlet kommer til at vare, og i mellemtiden har vi heldigvis mulighed for at gå i eksil i campingvognen, og vi har tegnet abonnement på varme bade hos forskellige venner – og et gæsteværelse, hvis vi trænger.

Derfor er jeg mægtig glad for, at Henrik er kommet bakkende med vognen.

Og så kommer der nok flere afsnit af watergate-føljetonen.