Indeliv og mus forbi #2

Denne her dag er af den slags, hvor den eneste grund til, at jeg kravlede ud af det bløde tøj, er, at vi ikke kunne lave et hæderligt måltid aftensmad, uden at én af os tog ud og købte ind. Vi fordelte os således, at det blev mig. Husets anden voksne er stadig i hjemmetøj/nattøj. Her klokken 17.54.

Nu har I det måske sådan, at I gerne går på indkøb i nattøj. Sådan er jeg ikke. Jeg snoede mig i min Fjällrävenbuks, og de andre handlende på denne regnfulde søndag kan gerne tro, jeg er en frisk outdoortype. I dag er jeg ellers mere en klassisk indoorpige. Jeg snoede mit fedtede hår sammen med en klemme og mig selv over i bilen. De ti meter var outdoor nok.

Det er ellers ikke, fordi vi har ligget på den lade side i dag. Vi har skam både gjort rent, skiftet sengetøj, ryddet op, støvsuget og vasket tøj ind i mellem avislæsning og timeouts. Den slags kan sagtens ordnes i blød uld. Morten har endda haft ALT i pulterkammeret ude, også gulvet, fordi jeg havde bedt ham stikke næsen derind og forholde sig til, om han også syntes, der lugtede af død. Det syntes han. Vi troede ellers, at musegate var ovre, men lugten antydede, at der kunne være lig i lasten. Han fandt ingen afsjælede – eller levende, for den sags skyld, men et hul i væggen under gulvet var omgivet af muselort, og en fin næse vurderede, at lugten var stærkest dér. Så det blev proppet til, og når vi snart skal i gang med at skifte husets rør (Endelig! – efter mere end et års forsikringssagsventetid. Læs om watergate her – og så kommer der nok snart mere snak om bøvlet her på kanalen), kan det være, vi finder kilden, måske en hel massegrav.

Nu må jeg hellere få nattøj på igen.

Dengang jeg tyrede Andrea ind i radiatoren

Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan jeg kom til at tænke på det her. Normalt er jeg jo god mod både børn og dyr. Jeg var heller ikke som sådan ond i dette tilfælde. Men nogen skulle have en lærestreg, og så var det nok lige tæt nok på radiatoren. Og der var en femårig med stor retfærdighedssans som publikum.

Altså, vi havde en kat. Den hed Andrea. Det var Laura, der havde navngivet den (Hvis det bliver en hunkat, skal den hedde Andrea, og hvis det bliver en hankat, skal den hedde Hans Peter. Det kunne faktisk have været lidt sjovt, hvis vi havde fået en en hankat, har jeg tit tænkt på.). Nå, som halvvoksen killing begyndte Andrea at udforske sine jagtinstinkter og tog sine byttedyr med ind gennem kattelemmen. I begyndelsen fandt vi indtørrede regnorm på gulvet i stuen om morgenen (klamt men dog indtørrede), senere gik den over til at tage frøer med ind (jeg bryder mig ikke om frøer. De hopper uforudsigeligt). Så kom en dag, hvor den tog en mus med ind. To gange. Første gang fik vi den ud, men så kom den igen ind med musen i gabet. Jeg greb fat i nakkeskindet på katten og kastede den til side. Selv lidt bange for musen. Mus piler uforudsigeligt. Det var så der, jeg kom til at slynge katten ind i radiatoren. Stor fejl. Det er fjorten år siden, og Lasse nævner det stadig ind i mellem som Mors Utilgivelige Handling. Tilgivelse for formodet kattemishandling er åbenbart en mangelvare her i huset.

Men katten tog altså ikke skade. Og musen viste sig i øvrigt at være en rotteunge. (Sagde rottefængeren, som jeg tilkaldte et par dage efter, fordi jeg havde set en rotte udenfor, og vi så viste ham den døde mus, som lå udenfor).

Kattens sidste bedrifter, inden vi flyttede fra huset med kattelemmen, var at invitere et par solsorte med hjem. Sådan en solsortedødskamp giver forrygende mange fjer spredt i hele stuen, kan jeg afsløre. Solsort nummer to flaksede skræmt rundt i alle vinduer, og jeg måtte rende ind og hente hjælp hos naboen til at få den indfanget og lukket ud. Jeg har det nemlig meget stramt med løse fugle. De flakser så uforudsigeligt.

Så flyttede vi, og det næste hus havde ikke kattelem. Katten blev lukket ud og ind, og det passede mig helt fint, at den måtte fortolde ved indrejse. Det var også godt for katten. Der var nogle meget store jernradiatorer i det hus.