Du er fuld af fis, have!

Når jeg tager ud i kolonihaven, ved jeg aldrig, hvad jeg får lavet, før jeg har lavet det. Jeg kan have planlagt, at jeg vil gøre noget specifikt, men når jeg tager derfra, er jeg tit kommet til noget helt andet – og er ikke engang begyndt på det, jeg kom derud for. Fordi jeg lige får ideer, når jeg går der.

Sådan gik det til dels også i dag.

I går var batteriet til plæneklipperen dødt, så der tog jeg løg op i stedet for at slå græs, og havde batteriet med hjemme til opladning. Derfor var planen plænen i dag. Og sådan blev det.

Derefter havde jeg flere overvejelser. Grave løgstykket igennem og sætte jordbærstiklinger? Luge grundigt? Grave kartofler op?

Så kom jeg til at tænke på tagrenderne. Hvornår havde jeg egentlig sidst renset dem? Og hvordan så de mon ud efter al den regn? Fyldt med birkeblade og snask?

Frem med stige og gummihandsker og i gang. På forsiden af huset var det ret nemt, bare snasket, og jeg kunne uden besvær grave renderne fri og spule igennem. Fint.

På bagsiden af huset er der lidt mere ufremkommeligt, og der har indtil for få uger siden stået et gammelt tjørnehegn, som nu er fjernet. Det har taget alt lys og luft fra huset og især har det drysset ned i tagrenden, som var decideret fyldt med jord, fordi det er mange år siden nogen har renset den. Jeg har i hvert fald aldrig været der.

Det var sådan set bare at manøvrere stigen på plads og vippe jorden ud over kanten med gummihandskebeklædte klør fem. Værre var det med nedløbsrøret. Der sad en prop, som jeg ikke kunne spule ud med haveslangen. Jeg endte med at afmontere hele røret, skille det ad og vippe en meter jordcylinder ud. Nu fungerer det.

Jeg følte mig både dygtig og ansvarlig.

I morgen gør jeg noget andet. Eller tredje.

Min spejlingsteori

Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenser af min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.

Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.

I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”

Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.

Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.

Venstre, vel at mærke.

Knausgård støvsuger

IMG_5283_small

På billedet ser man lyd på vej ind i ørerne på en kvinde, der støvsuger. Man ser ikke lyden, men nu har I fået at vide, at den er der. Ledningerne antyder det også. Man kan ikke se, at hun støvsuger, men nu ved I det. Oplysningen er kun interessant i det omfang, at det er kedeligt at støvsuge (synes kvinden), men når man får et skud lydbog samtidig, gør det ikke noget, at der er mange kvadratmeter at støvsuge, at der virkelig trænger, og at det derfor tager et stykke tid.

Støvsugning, cykling, løb og havearbejde er ideelle forhold til at høre bog. Det der betager mig for tiden er Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Der er seks bind, og jeg er ved anden bog. Der har været megen hype og megen debat om værket i Norge. Man har diskuteret, hvor tæt man kan gå på personerne i en selvbiografi. Knausgård skriver aldeles uden filter. Personerne omkring ham – og han selv – er beskrevet med deres rigtige navn og fuldstændig hudløst og til tider stærkt udleverende.

Men for mig er det bare deres interne norske og familiære udfordringer. Jeg læser det som den fremragende roman, det er. Han skriver bragende godt. Råt, følsomt, reflekterende, dokumentarisk, detaljeret. Fantastiske formuleringer og et smukt og flydende sprog. Jeg er begejstret.

Der er skrevet meget om Knausgård også, og der ligger masser af anmeldelser på nettet. Jeg har ikke læst ret mange, vil nødigt have spoilers om de kommende bind, men jeg er ret sikker på, at jeg med tiden og måske nødvendige pauser undervejs kommer igennem hele værket.

Det kan endda være, jeg bliver nødt til at støvsuge lidt grundigere, løbe et par kilometer ekstra eller lægge flere kartofler for at beholde headsettet på lidt længere.