11. juni 2019 | Udpluk |
- Den fedeste følelse lige nu er, at jeg sidder i sofahjørnet i en stue, der virker igen. I to måneder har stuen været rå og ribbet på grund af rør, der skulle skiftes i undergrunden, men nu har den både nyt gulv og gamle møbler og billeder på væggene og blomster i vindueskarmen og et tilsluttet fjernsyn. Det er REN idyl.
- Det ser ud til, at der foregår andet end tærede vandrør i undergrunden på vores matrikel. Ved gulvarbejdet benyttede vi lejligheden til at fuge myrerne ude, så de ikke kan komme ind i huset, og efter at vi har højtryksrenset terrassen, har de været i panik og skovler hysteriske sandbunker op mellem terrassestenene. De ved ikke længere, hvor de er i sikkerhed. Og vi opruster til krig.
- Ahrmen, fik jeg sagt, hvor pænt her er? Den helt ukrudtsfri terrasse og den pæne, pæne stue…!
- Billedet herover forestiller ikke bare fliser; det er selve målfeltet. Mureren kom i dag og lagde fliser i entreen. Vi satser på fugning i morgen. Eller i overmorgen – vi er large her i slutspillet. Hovedsagen er, at vi kan se en ende på det nu. Om få dage kan vi bruge hoveddøren igen, og når sko og overtøj kommer væk fra værkstedet, som vi har brugt som indgang siden midt i april, kan vi også få sat alting ordentligt på plads dér. Jeg glæder mig.
- Altså: Projekt rørudskiftning er næsten FÆRDIGT! Det er så godt, at det gerne må gentages.
- Næste mål er nye havestole. De gamle har trevlet sig op. Og det er udelukkende, fordi grundlovsdag og pinsedage har været så ekstraordinært hellige, så havestolsbutikken var hermetisk lukket, at vi ikke allerede har fået købt nogle.
- Så var der ikke flere ting, vi insisterede på at bruge penge på.
- Der var heller ikke flere penge at bruge.
- Jeg er i hvert fald spændt på, hvor bundskrabet finanskassen er, når alt det her forsikringsøkonomi er gjort op. Jeg har ikke helt overblikket endnu.
- Den næstfedeste følelse lige nu er, at klokken er næsten 22, og det er stadig lyst. På den måde er juni god.
29. maj 2019 | den store bunke |
Genopbygningen af vores miserable gemakker skrider frem. I næste uge vil murer og tømrer gå i vejen for hinanden, mens de gør gulve i henholdsvis entre og stue. Inden da får vi selv gjort en stuevæg færdig. Morten har spartlet, slebet, spartlet, slebet og fikseret, og bagefter skal der tapetseres og males.
Jeg har aldrig undladt at prale vidt og bredt med mine tapetseringsfærdigheder. Min mor tapetserede altid selv, og jeg har stået i tidlig lære. Mor var en streng mester. Som 17-årig var jeg i huset (det var altså ikke unormalt at bruge et sabbatår på dét i 1976!), og samtidig med at jeg passede en treårig og en femårig og en husholdning fik jeg overladt at tapetsere ungpigeværelset. Set i bakspejlet var det egentlig modigt af madmor at have den tillid til mig, men ingen af os var på noget tidspunkt i tvivl om, at det kunne jeg sagtens. Og det gik fint.
Noget af det, Morten og jeg har lært i løbet af vores samliv, er, at man skal holde mund, når den anden har taget ansvaret for en opgave. Vi vil gerne begge to bestemme, og vi er mere end én gang endt i skænderi og knubbede ord, fordi én af os ikke har kunnet lade den anden arbejde i fred. På sin måde. Vi øver os stadig. Mest jeg.
Det er Morten, der står for det meste af det håndværksmæssige herhjemme, og det gør han fortrinligt og forbilledligt. Jeg er tit taget i kolonihaven imens for at være helt af vejen, – det er ikke altid, jeg selv stoler helt på, at jeg kan tie stille.
Men det ligger i luften, at tapetseringen er min. På min måde. Derfor går Morten og øver sig på at holde mund. I går sagde han, at han bare vil gøre det, som jeg beder ham om, og at han er spændt på, hvad jeg sætter ham til. Så fandt jeg nogle billeder fra 1985, hvor mine forældre hjalp mig med at gøre en lejlighed i stand. Jeg pegede på de fotos, hvor min far holder stigen, mens mor tapetserer, og sagde: “Sådan skal du gøre”.
Nu får vi se.
Bagefter kan vi gøre sådan:
26. april 2019 | den store bunke |
Nå, hvordan er status på brugbarheden af vores hjem så på sådan en fredag aften nogle dage efter, at smeden rykkede ind med alt sit væsen?
Njaah…
Der var ikke flere håndværkere tilbage i huset, da jeg kom hjem, så jeg gik en runde og holdt mandtal. Eller vandtal.
Altså, der er nye rør, og det ser ud til, at de alle sammen fører vand. Så. Begge badeværelser virker, køkken virker, bryggers virker. Måske virker opvaskemaskine og vaskemaskine også, jeg har ikke prøvet endnu.
Arbejdsstyrken var som sagt gået på weekend og havde ikke efterladt tjekliste, så jeg er ikke helt klar over, om man er færdig fra VVS-holdet, eller om man kommer tilbage mandag for at smække nogle flere rørskåle på. Eventuelt også for at gøre lidt rent efter sig.
Det vigtigere spørgsmål i første omgang er da også, hvor der er hyggeligst for mig at være i aften. Morten er ikke hjemme, og da jeg snakkede med ham tidligere på dagen, var jeg i tvivl om, hvorvidt der var steder, jeg allerede nu kunne begynde at føre tilbage til normalen. Flytte tøj tilbage i skabe, bære pulter tilbage til pulterkammeret, den slags. Jeg kunne ikke rigtigt komme i tanker om noget. “Men har du så ikke noget hvidvin, du skal drikke?”, spurgte min kloge kæreste.
Tjoooh …
Men altså, være hvor? Stuen er jo ikke hyggeligt som sådan.
Kontoret er noget overfyldt med både badeværelsesskuffer, den samlede botaniske have og Det Store Sorte Skab.
Så er der det ydmyge værelse, hvor vi sover på gulvet med alt pulteret tårnet op rundt om.
Hyggen er med måde i øjeblikket. Men så besluttede jeg at tage Hausfrau på og blive en hvid tornado. Jeg har gjort badeværelserne rene, fejet store skidtbunker sammen og støvsuget der hvor det gav mening, og det gjorde det mange steder.
Og NU gør jeg, som der blev sagt. Det er alligevel lidt hyggeligt.
23. april 2019 | den store bunke |
I dag er en mærkedag.
Det er for eksempel 46 år siden jeg blev konfirmeret. I lårkort, hvid kjole med matroskrave, hvide knæstrømper og med firkantede hornbriller på næsen. Ikke et særligt tjekket outfit, dengang heller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gå og huske på datoen, eller hvem det er, der har indrettet min hjerne sådan, at den lagrer alle mit livs tal. Det tager formodentlig pladsen op for virkeligt vigtige ting. Men sådan er det, og hvert år den 23. april strejfer dét med konfirmationen mig.
Det var også i dag, jeg mærkede efter med mig selv, om jeg skulle køre ud og grave lidt mere i kolonihaven. Men det stormede jo, og fordi alting er så tørt, støvstormede det også, bemærkede jeg. Og bestemte, at jeg ikke skulle ud og sandblæses. Jeg ville heller ikke risikere at konstatere, at alle mine nysåede salatfrø var blæst ind til naboerne. De er nok foran i forvejen.
Endelig går jeg og mærker, at jeg er virkelig spændt på, hvordan vores hus ser ud, når jeg kommer hjem fra arbejde i morgen. For jeg skal pointere, at det først er I MORGEN, håndværkerne rykker ind. I morgen går vvs’erne i gang med at skifte rør!
Fordi jeg har klaget mig så længe og vist billeder af vores hærgede og nedbrudte hjem, har jeg bemærket, at folk tror, vi er meget længere i processen, end vi er. Man har fået den opfattelse, at vi er kommet virkelig langt. Det er desværre ikke tilfældet. Vi skal først i gang nu.
Hidtil har vi bare brudt ned, forberedt og banet vejen, så håndværkerne lige kan spadsere ind af døren i morgen og knipse med fingrene, og så er der nye rør over det hele. Sådan cirka. Og derefter skal betongulvet repareres og lige hærde en måneds tid, og SÅ skal der lægges gulv i stuen. Desuden skal vi udbedre det, der er fræset i væggene og spartle og tapetsere og male. Og SÅ kan vi flytte vores møbler ind igen. På det tidspunkt skal vi huske at kigge i kalenderen og aflæse, hvilken dato det er er blevet. Forhåbentlig skriver vi stadig 2019.
Det starter altså i morgen. Og det var i morgen.
20. april 2019 | den store bunke |
Støv for alle pengene er titlen på en dansk film fra 1963 med blandt andre Dirch Passer. Den skabte mig et tidligt biograftraume, så jeg længe efter blev passet hos mormor og morfar, når resten af familien kørte til Otterup Kino for at lade sig underholde af tidens folkekomedier. Jeg skulle ikke! Der var noget med en flyvemaskine, der faldt ned i en lade, meget forskrækkeligt. Jeg var fire år og forstod ikke den del af underholdningen. Alle parter har sikkert haft fordel af den efterfølgende pasningsordning; mine forældre og ældre brødre kunne nyde biografturen i fred, mormor og morfar fik fornøjelsen af et enkelt barnebarn, og jeg fik udelt opmærksomhed. I øvrigt er jeg kommet mig over traumet.
Tilbage til nutiden. Vi har også støv for alle pengene i denne påske. Dagene går ret ens. Vi bryder ned, rydder op, kører affald væk, om aftenen laver jeg tarte flambé, og så ser vi fjernsyn i sengen, inden vi vælter om på skjoldet og sover. Næste dag det samme med ganske få afvigelser. Det er egentlig ganske rart.
De første dage havde vi hjælp af vores unge, som havde sjov med helt lovlige ødelæggelser. Det er sandelig også lykkedes mig at lægge nogle timers arbejde i kolonihaven, hvor jeg har lagt to sorter kartofler, sat fire slags løg og sået fire typer salat. Der var i øvrigt også støvet.
Vi er godt med alle steder. Jeg vil ikke sige, det begynder at ligne noget, for det gør det ikke. Billederne taler for sig selv.
Men det går planmæssigt, og bagefter bliver det godt.
God påske til jer, der både har sofa og fri.
