21. september 2013 | den store bunke |
Jeg har ryddet op i min mappe med festsange. Eller rettere har jeg flyttet alle sangene over i et større ringbind. Det gamle kunne ikke længere lukkes, men stod som en vifte på hylden.
Ja, sådan en er jeg. Sådan en, som når sangen er sunget ved festen folder den sammen og stikker den i tasken. Det er vist nok noget, jeg har med hjemmefra. Min mor har mapper med lejlighedssange fra et helt liv. En af de første er skrevet til hendes egen 10 års fødselsdag af en ældre kusine. Nu er hun 87, og kusinen er forlængst borte. Jeg elsker at bo i en kultur, hvor man skriver sange personligt til dem, der skal fejres på den ene eller den anden måde. Købesange, gå væk.
Jeg kan lade mig inspirere af sangene, eller jeg kan bare have dem. Det er mest det sidste. Jeg skriver selv kun på Sneflokke kommer vrimlende. Det kan lyde, som om jeg gør det hele tiden. Det er ikke tilfældet. Dagens optælling viste, at jeg faktisk kun har skrevet fire.
Og gammelmor tra la la la
tra la la la grålokkerne,
la la la la la sokkerne…
19. september 2013 | den store bunke |
Eller: Jeg, en konvertit.
Hele livet har jeg været en flittig læser. Lige fra jeg knækkede læsekoden og opdagede, hvad bogstaver kan og hvad ord kan. Jeg lånte bøger på skolebiblioteket og i Bogbussen og på folkebibliotekerne i alle de byer, jeg har boet i. Jeg har været en langt bedre låner end køber, men læser har jeg altid været.
I næsten 20 år har jeg været del af en læseklub. Vi er en flok kvinder, lige for tiden er vi seks medlemmer, som mødes otte-ni gange om året og har læst den samme bog, som vi i fællesskab har valgt. Så snakker vi om den. Og om alt muligt andet. Fordi fællesskabet har eksisteret så længe, har vi fulgt hinanden gennem fødsler og død, skilsmisser og nye forhold, jobskift og andre store livsbegivenheder, og der er altid meget at snakke om. Det er heller ikke altid, vi alle sammen har læst. Af de over 100 titler, vi har læst, er det kun ganske få, vi alle kom igennem, og endnu færre, vi har været enige om at kunne lide.
Jeg har været en af dem, der næsten altid har læst.
Indtil det begyndte at gå ned ad bakke for mig for halvandet-to år siden. Faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor jeg fik en kæreste. Jeg har altid læst i sengen, inden jeg lagde mig til at sove. Men vi skypede næsten hver aften en time eller måske to som afslutning på dagen, hvis vi ikke var sammen, og det levner ikke meget tid til godnatlæsning.
Det har ærgret mig, at mine bøger bare lå der på natbordet og blev støvede. Men nu er det lykkedes mig at lægge mine læsevaner om. Jeg lytter. Lydfiler ind på telefonen, og det fungerer for mig. Jeg lytter, når jeg cykler til og fra arbejde, om det så kun er syv minutter. Når jeg støvsuger, når jeg løber, når jeg arbejder i haven, når jeg køber ind, og sommetider når jeg kører bil. Og hvor jeg altid har syntes, at en væsentlig del af ideen med at læse var at holde bogen i mine hænder og kunne bladre frem og tilbage og læse igen og at læse lange passager ad gangen for at få det optimale flow, har det vist sig, at det fungerer fremragende for mig at få det ind gennem ørerne. Jeg lytter og er koncentreret, og samtidig gør resten af min krop noget andet, som den alligevel ville gøre. Jeg slår to fluer med ét smæk. Det er det nærmeste, jeg kommer på at multitaske, og jeg nyder det.
I øjeblikket er jeg godt i gang med Karl Ove Knausgårds Min Kamp, og således får jeg alligevel læst lektier til næste læseklubaften.
Jeg er så sjældent på biblioteket, at sidst jeg var der – for at låne en lydbog, kunne jeg næsten kun huske pinkoden til mit dankort og måtte stå lidt ved udnoteringen, inden jeg kom i tanker om den til mit lånerkort.
18. september 2013 | den store bunke |
Jeg tog hjem fra arbejde og lagde det meste af en arbejdsdag oveni, synes jeg. Havde hovedet fuldt af husmorting, der skulle gøres. Det er nattekoldt og tid til at finde vinterdynerne frem, og så kunne jeg jo lige så godt skifte sengetøj på alles senge og vaske det og hænge det til tørre og lære yngsten at lægge betræk på dynen på det-er-da-nemt-nok-måden, og det var også hans maddag i dag, så vi lavede frikadeller og salat og drøftede dagens gang, og jeg rørte dej til boller, og nu har jeg lige puttet de fleste af 48 boller i fryseren, hvor der næsten ikke var plads, fordi der stadig ligger hovedet af en sommerbuk, som venter på at blive kogt og monteret. Jeg bager altid mange boller, for min røremaskine med ottelitersskålen kan ikke lave små portioner, for der skal jo være nok til at nå op til dejkrogen, og mens jeg formede bollerne, ringede jeg til min mor for at høre, om jeg havde væltet hende helt omkuld i går, da jeg gav hende en opsang over alt det, hun synes, hun ikke kan eller ikke vil eller ikke kan overskue, “… og du kan da også bare skyde alting ned, og så kan du da bare blive hjemme og have ondt af dig selv”, sagde jeg vist nok, men så viste det sig, at hun faktisk havde overvejet at ringe til mig i dag og sige, at det var godt, jeg havde sagt sådan, for hun havde slet ikke været så nedtrykt bagefter, som før jeg gjorde det, så nu er vi begge to glade. Og så sender de Broen hver aften som optakt til Broen II, og jeg så det ikke første gang, men nu er jeg kommet til at hænge på, så nu skal jeg også sidde hver aften sent og glemme at trække vejret, fordi det er så spændende, og Saga Norén er så mærkelig og fantastisk, og jeg bliver nødt til at følge med fra på søndag.
Men nu skal jeg i vinterdun med rent linned.
12. september 2013 | den store bunke |
Toyotaen er kaldt til syn. Mekanikeren har “haft den oppe” og tjekket den forfra og bagfra og nedefra og indefra. Og fortalt mig, hvor mange penge der skal kastes på den, for at den kan gå igennem. Man-ge pen-ge. Jeg gad godt, jeg ikke var den voksne, som skal tage beslutningen.
Mekanikeren, som efterhånden kender den hvide lige så godt, som jeg gør, siger, at jeg jo for de penge ikke kan få ret meget anden brugt bil af samme kvalitet. Få den synet, siger han, og vær indstillet på, at det måske er sidste gang, og begynd at kigge efter en anden løsning, når de to år inden næste synskontrol er ved at være gået.
Han er ikke i tvivl.
Jeg er i tvivl.
Allerhelst vil jeg tage to år mere med min trofaste følgesvend gennem mange år. Men det er mange penge.
Jeg snakker med folk. Folk synes en masse forskelligt. Hvis det var dem, ville de gøre det ene og det andet og man kan jo få, og hvis det var dem, havde de skiftet for lang tid siden, og man kan jo finansiere sådan og sådan, og har jeg egentlig brug for så stor en bil, og har jeg egentlig brug for en bil, og det er da værd at lytte til mekanikerens vurdering, og Toyota-ejere er de gladeste, og du ved hvad du har, men ikke hvad du får, og… og…
Jeg tænker. Jeg tænker mig en mavepine til.
Imens holder min bil vejret. Jeg gør det også. Men jeg skal huske snart at trække det.
Den hvide dame, da hun var ny i trafikken og rejste til udlandet og endnu ikke havde hørt om rust og tærede bremserør.
11. september 2013 | den store bunke |
Nej, det er altså sjovt, det her. Dette billede er taget i sidste uge på mit gamle kollegium i Aarhus. For tredive år siden boede min veninde og jeg i dubletten bag den øverste dør. Mange kollegianere har huseret der siden, og badeværelset er nok ikke længere den fine solgule farve, vi malede det i. Men læg lige mærke til klapbordet på væggen til højre for døren, nedenunder cowboybukserne på tørresnoren. Det bord har jeg lavet! Jeg konstruerede det i huggehuset hjemme på mine forældres gård og malede det i den grønne farve, som alle portene og dørene på staldbygningerne hjemme var; den maling havde far nemlig meget af. Jeg husker ikke, hvem vi fik til at hjælpe os med at sætte det op på væggen, men hvor var det skønt at kunne sidde ude og spise om sommeren.
Det var en enkel konstruktion. Et bræt var skruet på væggen. På det var bordpladen monteret med beslag, og under pladen var et ben skruet på med et beslag. En enkelt krog fra pladen til en øsken på benet holdt det stabilt, når det var slået ud, og samme krog blev sat i en øsken på væggen, når bordet ikke var i brug.
Sådan her:
Det er jo ikke til at vide, om vores efterfølgere har haft glæde af det. Men tænk alligevel, at det sidder der endnu. Der ser ikke ud til at være meget maling tilbage, og kollegiet er under renovation, så det bliver vel fjernet nu.
Men sejt lavet, egentlig.
10. september 2013 | den store bunke |
I går skete tre bemærkelsesværdige ting.
1. Vi indrettede datters kollegieværelse, og se! det blev et hjem.
2. Datter viste mig et billede, hun tog forleden på mit gamle kollegium. Mit hjemmesnedkererede altanklapbord, som jeg lavede for tredive år siden, hænger der endnu!
3. Jeg bulede bilen.
Jeg kan ikke bestemme mig for, hvilken begivenhed jeg vil folde ud. Og hvad verden helst vil delagtiggøres i.
Hjælp?
