Mælk og tvebakker – nu med brunsviger

Sommetider er min mor virkelig innovativ. Sommetider er hun bare nærig.

For et stykke tid siden fik hun bagt en brunsviger, som hun slet ikke var tilfreds med. Den hævede enten for lidt eller for meget eller noget andet, i hvert fald var det ikke én, hun ville være bekendt at servere for gæster. Alligevel puttede hun den i fryseren, for hun smider i hvert fald heller ikke noget ud.

Og nu er det så, hun har fornyet den gamle bonderet varm mælk med tvebakker. Hun brækker brunsviger i småstykker og spiser det som dessert med varm mælk på, fortæller hun. Altså, det er jo fin udnyttelse af ressourcer. Jeg kan bare ikke helt få det til at ligge ordentligt i mit hoved.

Min fars yndlingsting til eftermiddagskaffen hen under jul var et stykke franskbrød med smør og brune kager på. Så hvad er forskellen?

En gadget til lygtetændingstiden

Lygtetændingstiden.

Det var det første lange ord, jeg kunne læse. Det stod på den plakat fra Rådet For Større Færdselssikkerhed, som alle på min alder må kunne huske. En tegning af en cykel med angivelse af, hvilke fem ting der skulle være på den. Reflekser, bremser, katteøje, den slags. Og lygter i lygtetændingstiden.

Vi er ved at være derhenne igen. Det er mørkt om aftenen, og jeg vil gerne reklamere for min smarte cykellygte. Remmen er af elastisk silicone og kan lige strippes om styret, og når lygten er ved at løbe tør for strøm, lyser en lille rød lampe. Så tager man den lige med ind, åbner det hemmelige sted, og hey! nu er det en gadget!! Vups, kabel i og lad op fra computeren. Det er smart.

Nej, jeg får ikke noget for at sige det.

IMG_4616_sam

En robust model

Et billede på Facebook, som nogen likede, tændte en kontakt et sted i mit hoved og fik mig til at grave dybt i fotolommerne.

Da jeg i sin tid skulle invitere til min 30 års fødselsdag, bad jeg min kollega Ole hjælpe med indbydelsen. Teksten havde jeg skrevet, men jeg manglede det rigtige udtryk, og det tog Ole, dygtig AD’er i den århusianske (dengang var det med Å og ikke Aa) reklamebranche, meget alvorligt.

Teksten gik på, at i 1959 fik mine forældre tre nye ting, fjernsyn, ny bil og nyt barn, og allerede ti år senere gav den gule Opel Kaptajn op, og i ’81 gnistrede det sort-hvide Philips for sidste gang, men jeg var en anderledes robust model, for nu blev jeg 30 og bla-bla.

Ole greb det med modellen og bookede en tid hos reklamefotografen lige om hjørnet og stylede mig – meget tro mod den, jeg var. Jeg havde ingen sneakers, så han lånte mig et par, resten er mit eget. Sjovt nok er sneakers nu om dage det eneste, jeg har. Den kække korthårsfrits, oversize (grøn, noget krøllet) t-shirt og hjemmesyede blomstershorts er væk. Ligeså piben. Det var faktisk en Georg Jensen pibe, og jeg havde en applikeret pose i blåt velour til piben, tobakken, piberensere og -stopper.

Vi fik teksten sat op hos vores sædvanlige satsleverandør, og den blev monteret ovenover modellens ryg. Så gik vi i mørkekammeret og lavede reprokopier i A2, og invitationerne blev rullet og sendt ud i rør. Det var røvdyrt og ret besværligt for dem, der måtte på posthuset og hente deres indbydelse. Men det var sjovt.

Mine svigerforældre havde mig hængende som pin up i lang tid efter.

Birgitte30

Gråt er det nye sort

Dengang jeg havde en naturlig hårfarve, var den sådan mellem- til mørkblond. Der var en periode, hvor jeg fik lavet lyse striber. Så begyndte sølvfarven at overstråle den mørkblonde, og jeg gik over til at få lavet mørke striber. Jeg har endnu ikke været klar til at springe ud som fuldt gråhåret og stå ved, at det er sådan, det er.

Nu er jeg kommet bagud med at farve hår. Både fordi jeg synes, frisørbesøg er dyre, og fordi jeg kan se, at det er trendy blandt modne kvinder at lade det grå stå. Store grå, velplejede manker.

Jeg synes bare, jeg mest ligner Madam Mim.

I dag har jeg haft håret samlet i en hestehale. Og da jeg mødte mig selv i spejlet, så jeg min mormor. Fladt gråt tilbageskrabet hår, som gamle koner havde dengang. Min mormor havde tyndt pjathår, og for at få knolden i nakken til at fylde noget, havde hun en valk. Det var en rulle hår, jeg ved ikke om det var menneske- eller hestehår, som hun rullede ind i sine lange tjavser, inden hun satte det fast med hårnåle. Forinden havde hun redt håret med en kam dyppet i hjemmebrygget øl for at gøre det nemmere at sætte.

Jeg overvejer stadig, hvordan jeg skal håndtere mit garn uden at se ud som hverken Mim eller mormor.

Katrine-Rasmine-Marie


Her er mormor Rasmine og hendes søstre Katrine og Marie.
Det er mormor, der er stillet ind mellem hortensiaerne, og man kan se, at billedet er taget hos hende, fordi det er hende, der har (værtinde)forklædet på. Det er mig, der er fotografen med et gammelt bokskamera, i 1969, da jeg var ti år.

Vild onsdag

På sådan en helt almindelig onsdag, som måske viser sig at være den sidste sommeraften, inden jeg igen skal have strømper på og lave simremad, ser min liste over dagens små og store gørelser sådan ud:

• slå græs – har gjort. Det var blevet langt.

• vaske lyst – ikke at forveksle med vaskelyst. Er i gang. Centrifugering pågår. Yngsten skal til sit første gymnasiebal og har bedt om, at yndlingsskjorten kan være til rådighed. Den er gul.

• købe ind – har gjort. Det blev Føtex, og jeg sagde nej tak til guldmærker. Har 2-3 meter.

• gave til Xxxx – Xxxx har snart fødselsdag. Det blev ikke i dag, jeg gjorde noget i den anledning.

• pakke aviser – stakken har nået upper limit og skal i papircontainer. Nu skal poserne bare bæres ned. En af dagene.

• stryge – jeg gider ikke. Det her punkt er sådan et, der bliver overført fra liste til liste til liste til liste til liste.

• sælge mere – Noget af det tøj, som ikke blev solgt på bagagerumsmarked eller i facebooksalg, skal have en chance mere og uploades igen. Bare fordi. Ja, bare fordi så er det prøvet. I går solgte jeg for eksempel for 40 kroner.

Sådan et sprælsk liv har jeg.

Og jeg spræller videre og skal også:

• læse ViborgNyt

• spille Candy Crush Saga

• drikke hvidvinssjatter fra i lørdags

• se 80’erne tur retur (DR1) fra 1981. Det var det år, jeg flyttede til Aarhus og startede mit for-alvor-voksenliv.

Jeg ved godt, I sidder derude og bare er helt vildt misundelige på mit højgearede bohemeliv!

Hvis man ikke digte kan, skal lade være man

Jeg spurgte min ældste søn, hvad han syntes om den sang, jeg havde skrevet til 50-årsmanden. Det var rent fisk efter ros. Sådan lidt jaerh, jeg ved godt den er fantastisk, men fortæl mig det lige igen. Han svarede, at den var da meget god, “altså, det var jo ikke farmorstandard”.

Farmor har skrevet lejlighedssange hele sit liv, til eget brug og til alle andre, der bestiller dem hos hende. De går på muntre børnesange og har letbenede rim med versefødder, der altid passer. For at få dem til at passe er versene fyldt med apostroffer og omvendt ordstilling.

Niels fortsatte: “Jeg læste den. Altså, den var godt skrevet, men jeg kender ikke melodien. Farmors kan man synge.”

Og lige der gik det op for mig, at jeg ligger under farmorstandard. Man kan skrive nok så veldrejet og elegant. Men det der kendetegner en god festsang er, at man kan synge den.