Og sådan blev det

Jeg var nummer et i køen til Maren Uthaugs roman som lydbog. Længe stod der “under udarbejdelse” ud for min bestilling på bibliotekets database. Og det gjaldt vist både lydbogen og selve biblioteket.

Men halløj, nu er de blevet færdige med at nyindrette biblioteket – det har endda stået i avisen, og Mogens Rex er blevet færdig med at læse ind, og jeg har hentet en frisk og jomfruelig dvd. Den glæder jeg mig til at få ørerne i.

Ogsaadanblevdet

Hvad kan de ellers mærke?

De har lavet om på mit bibliotek.

Forleden var der materiale til afhentning. Første del var nem: At gribe min bog i det rigtige datoafsnit på hylden.

Så blev det svært. For der hvor der plejer at være en scanner til udnotering, var der et firkantet hul i gulvbelægningen. Jeg fik øje på nogle scannere der, hvor bibliotekarernes ekspeditionsskranke plejer at være. Men på alle fire stod der Aflevering. Heldigvis var der en enkelt stander et andet sted. Den var imidlertid helt uden lys i displayet og reagerede ikke på mit kort. Så måtte jeg pippe til en forbiilende bibliotekar: ”Øhh, hvor udnoterer man?” (Jeg er ret stolt af, at jeg er så godt inde i bibliotekstermerne… ’udnoterer’).

Hun viste mig over i den modsatte side, helt inde ved væggen, hvor der plejer at være vogne til afleverede sager. Der var tre scannere. Som så helt anderledes ud, end de plejede. Jeg prøvede at vifte med mit lånerkort over et felt i bordet, mens jeg skævede til hende, der stod ved siden af. Hun havde en rød laserstribe, som jeg ikke havde. Så opdagede jeg at man først skulle trykke på skærmen ud for det ærinde man havde. Hjemlån. Og så fik jeg scannet mit kort.

Fuldstændig samtidig stod kvinden ved siden af og jeg og stirrede uforstående på vores skærme, mens en af os (jeg) skævede rundt i loftet for at se, om der skulle være noget skjult kamera et sted. Og så sagde vi i munden på hinanden: ”Hvordan ved den, hvad jeg vil låne?”. For på min skærm stod data om den bog, jeg havde hentet henne på hylden, og på hendes stod de to titler, hun stod med i hånden. ”Hvad gjorde du?” ”Ikke noget!” ”Hvordan kan den vide…?” ”Vi må ha’ hjælp!” ”Ja, vi må ha’ hjælp”.

Bibliotekaren ilede i samme øjeblik forbi og blev stoppet af ”Hvordan kan den vide…” og ”Ja, hvordan kan den vide…?” Hun forklarede meget pædagogisk, at ”det kan den mærke”. Hvilket senere fik min praktiske kæreste til at konkludere, at det så nok var hendes pædagogiske måde at forklare, at der sidder noget elektronik bag stregkodelabelen, som scanneren registrerer, selv om emnet ikke ligger lige oven på scannerfeltet, men bare er i nærheden.

Jeg konstaterede bare, at hvis man gemmer emner i frakkelommen, som man ikke har tænkt sig at udnotere, bliver man snydt. Den kan MÆRKE det!

Nu ved I det også.

Jeg, en lyttelæser

Eller: Jeg, en konvertit.

Hele livet har jeg været en flittig læser. Lige fra jeg knækkede læsekoden og opdagede, hvad bogstaver kan og hvad ord kan. Jeg lånte bøger på skolebiblioteket og i Bogbussen og på folkebibliotekerne i alle de byer, jeg har boet i. Jeg har været en langt bedre låner end køber, men læser har jeg altid været.

I næsten 20 år har jeg været del af en læseklub. Vi er en flok kvinder, lige for tiden er vi seks medlemmer, som mødes otte-ni gange om året og har læst den samme bog, som vi i fællesskab har valgt. Så snakker vi om den. Og om alt muligt andet. Fordi fællesskabet har eksisteret så længe, har vi fulgt hinanden gennem fødsler og død, skilsmisser og nye forhold, jobskift og andre store livsbegivenheder, og der er altid meget at snakke om. Det er heller ikke altid, vi alle sammen har læst. Af de over 100 titler, vi har læst, er det kun ganske få, vi alle kom igennem, og endnu færre, vi har været enige om at kunne lide.

Jeg har været en af dem, der næsten altid har læst.

Indtil det begyndte at gå ned ad bakke for mig for halvandet-to år siden. Faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor jeg fik en kæreste. Jeg har altid læst i sengen, inden jeg lagde mig til at sove. Men vi skypede næsten hver aften en time eller måske to som afslutning på dagen, hvis vi ikke var sammen, og det levner ikke meget tid til godnatlæsning.

Det har ærgret mig, at mine bøger bare lå der på natbordet og blev støvede. Men nu er det lykkedes mig at lægge mine læsevaner om. Jeg lytter. Lydfiler ind på telefonen, og det fungerer for mig. Jeg lytter, når jeg cykler til og fra arbejde, om det så kun er syv minutter. Når jeg støvsuger, når jeg løber, når jeg arbejder i haven, når jeg køber ind, og sommetider når jeg kører bil. Og hvor jeg altid har syntes, at en væsentlig del af ideen med at læse var at holde bogen i mine hænder og kunne bladre frem og tilbage og læse igen og at læse lange passager ad gangen for at få det optimale flow, har det vist sig, at det fungerer fremragende for mig at få det ind gennem ørerne. Jeg lytter og er koncentreret, og samtidig gør resten af min krop noget andet, som den alligevel ville gøre. Jeg slår to fluer med ét smæk. Det er det nærmeste, jeg kommer på at multitaske, og jeg nyder det.

I øjeblikket er jeg godt i gang med Karl Ove Knausgårds Min Kamp, og således får jeg alligevel læst lektier til næste læseklubaften.

Jeg er så sjældent på biblioteket, at sidst jeg var der – for at låne en lydbog, kunne jeg næsten kun huske pinkoden til mit dankort og måtte stå lidt ved udnoteringen, inden jeg kom i tanker om den til mit lånerkort.