Jeg tog hjem fra arbejde og lagde det meste af en arbejdsdag oveni, synes jeg. Havde hovedet fuldt af husmorting, der skulle gøres. Det er nattekoldt og tid til at finde vinterdynerne frem, og så kunne jeg jo lige så godt skifte sengetøj på alles senge og vaske det og hænge det til tørre og lære yngsten at lægge betræk på dynen på det-er-da-nemt-nok-måden, og det var også hans maddag i dag, så vi lavede frikadeller og salat og drøftede dagens gang, og jeg rørte dej til boller, og nu har jeg lige puttet de fleste af 48 boller i fryseren, hvor der næsten ikke var plads, fordi der stadig ligger hovedet af en sommerbuk, som venter på at blive kogt og monteret. Jeg bager altid mange boller, for min røremaskine med ottelitersskålen kan ikke lave små portioner, for der skal jo være nok til at nå op til dejkrogen, og mens jeg formede bollerne, ringede jeg til min mor for at høre, om jeg havde væltet hende helt omkuld i går, da jeg gav hende en opsang over alt det, hun synes, hun ikke kan eller ikke vil eller ikke kan overskue, “… og du kan da også bare skyde alting ned, og så kan du da bare blive hjemme og have ondt af dig selv”, sagde jeg vist nok, men så viste det sig, at hun faktisk havde overvejet at ringe til mig i dag og sige, at det var godt, jeg havde sagt sådan, for hun havde slet ikke været så nedtrykt bagefter, som før jeg gjorde det, så nu er vi begge to glade. Og så sender de Broen hver aften som optakt til Broen II, og jeg så det ikke første gang, men nu er jeg kommet til at hænge på, så nu skal jeg også sidde hver aften sent og glemme at trække vejret, fordi det er så spændende, og Saga Norén er så mærkelig og fantastisk, og jeg bliver nødt til at følge med fra på søndag.

Men nu skal jeg i vinterdun med rent linned.