Toyotaen er kaldt til syn. Mekanikeren har “haft den oppe” og tjekket den forfra og bagfra og nedefra og indefra. Og fortalt mig, hvor mange penge der skal kastes på den, for at den kan gå igennem. Man-ge pen-ge. Jeg gad godt, jeg ikke var den voksne, som skal tage beslutningen.
Mekanikeren, som efterhånden kender den hvide lige så godt, som jeg gør, siger, at jeg jo for de penge ikke kan få ret meget anden brugt bil af samme kvalitet. Få den synet, siger han, og vær indstillet på, at det måske er sidste gang, og begynd at kigge efter en anden løsning, når de to år inden næste synskontrol er ved at være gået.
Han er ikke i tvivl.
Jeg er i tvivl.
Allerhelst vil jeg tage to år mere med min trofaste følgesvend gennem mange år. Men det er mange penge.
Jeg snakker med folk. Folk synes en masse forskelligt. Hvis det var dem, ville de gøre det ene og det andet og man kan jo få, og hvis det var dem, havde de skiftet for lang tid siden, og man kan jo finansiere sådan og sådan, og har jeg egentlig brug for så stor en bil, og har jeg egentlig brug for en bil, og det er da værd at lytte til mekanikerens vurdering, og Toyota-ejere er de gladeste, og du ved hvad du har, men ikke hvad du får, og… og…
Jeg tænker. Jeg tænker mig en mavepine til.
Imens holder min bil vejret. Jeg gør det også. Men jeg skal huske snart at trække det.
Den hvide dame, da hun var ny i trafikken og rejste til udlandet og endnu ikke havde hørt om rust og tærede bremserør.
