Eller: Jeg, en konvertit.

Hele livet har jeg været en flittig læser. Lige fra jeg knækkede læsekoden og opdagede, hvad bogstaver kan og hvad ord kan. Jeg lånte bøger på skolebiblioteket og i Bogbussen og på folkebibliotekerne i alle de byer, jeg har boet i. Jeg har været en langt bedre låner end køber, men læser har jeg altid været.

I næsten 20 år har jeg været del af en læseklub. Vi er en flok kvinder, lige for tiden er vi seks medlemmer, som mødes otte-ni gange om året og har læst den samme bog, som vi i fællesskab har valgt. Så snakker vi om den. Og om alt muligt andet. Fordi fællesskabet har eksisteret så længe, har vi fulgt hinanden gennem fødsler og død, skilsmisser og nye forhold, jobskift og andre store livsbegivenheder, og der er altid meget at snakke om. Det er heller ikke altid, vi alle sammen har læst. Af de over 100 titler, vi har læst, er det kun ganske få, vi alle kom igennem, og endnu færre, vi har været enige om at kunne lide.

Jeg har været en af dem, der næsten altid har læst.

Indtil det begyndte at gå ned ad bakke for mig for halvandet-to år siden. Faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor jeg fik en kæreste. Jeg har altid læst i sengen, inden jeg lagde mig til at sove. Men vi skypede næsten hver aften en time eller måske to som afslutning på dagen, hvis vi ikke var sammen, og det levner ikke meget tid til godnatlæsning.

Det har ærgret mig, at mine bøger bare lå der på natbordet og blev støvede. Men nu er det lykkedes mig at lægge mine læsevaner om. Jeg lytter. Lydfiler ind på telefonen, og det fungerer for mig. Jeg lytter, når jeg cykler til og fra arbejde, om det så kun er syv minutter. Når jeg støvsuger, når jeg løber, når jeg arbejder i haven, når jeg køber ind, og sommetider når jeg kører bil. Og hvor jeg altid har syntes, at en væsentlig del af ideen med at læse var at holde bogen i mine hænder og kunne bladre frem og tilbage og læse igen og at læse lange passager ad gangen for at få det optimale flow, har det vist sig, at det fungerer fremragende for mig at få det ind gennem ørerne. Jeg lytter og er koncentreret, og samtidig gør resten af min krop noget andet, som den alligevel ville gøre. Jeg slår to fluer med ét smæk. Det er det nærmeste, jeg kommer på at multitaske, og jeg nyder det.

I øjeblikket er jeg godt i gang med Karl Ove Knausgårds Min Kamp, og således får jeg alligevel læst lektier til næste læseklubaften.

Jeg er så sjældent på biblioteket, at sidst jeg var der – for at låne en lydbog, kunne jeg næsten kun huske pinkoden til mit dankort og måtte stå lidt ved udnoteringen, inden jeg kom i tanker om den til mit lånerkort.