Vi har været til bogreception i Fjand i dag, og sikke en dag. Det var det allerdejligste solskinsvejr at præsentere resultatet af flere års arbejde i. Bogen hedder “Bønder og badegæster” og handler om gården Illeborg i Fjand ved Nissum Fjord i Vestjylland. Forfatteren er Mikael Bramsen, og i dag samlede han 30-40 mennesker, som har bidraget til den på den ene eller den anden måde, til en virkelig, virkelig fin eftermiddag på Illeborg. Morten og jeg har blandt andet bidraget med den grafiske opsætning, derfor var vi med. Jeg har skrevet lidt om vores del af det, her og her, men ventet med at råbe min begejstring over det færdige resultat ud mod alle verdenshjørner, til barnet var helt officielt.
Og det er det nu. Der var tale og tak i klaverstuen, alle var begejstrede og bevægede, og der var åbent hus, traktement og summende snak rundt i gårdens stuer.
Hvordan fortæller man – kort, hvad der gemmer sig i en bog på 264 sider med mere end 450 billeder? Det havde vi brug for at gøre i en anden sammenhæng, og det gjorde jeg sådan:
“Badehotellets” fiktive univers findes i virkeligheden
Danmarks badehoteller havde deres storhedstid i starten af 1900-tallet, hvor det var forbeholdt de økonomisk mest velstillede borgere at holde ferie ved havet. I disse år søger mange tilbage til denne ferieform, og derfor er TV-serien “Badehotellet” blevet så stor en succes.
Seriens ferienostalgi afspejler en tidsånd, som de fleste kun kender fra TV2’s populære fiktion. Men ved den jyske vestkyst findes et sted, hvor virkeligheden overgår fantasien. Det er dette sted, Mikael Bramsens bog “Bønder og Badegæster” handler om.
Illeborg er en strandingsgård i Fjand, på kanten af Vesterhavet. Fiskeri, strandingsgods og landbrug udgjorde en hård og beskeden levevej for Illeborgs beboere, familien Græm.
I 1919 kom Mikael Bramsens bedsteforældre, et direktørpar fra hovedstaden, til egnen på badeferie og blev indkvarteret i strandingsstuerne på Illeborg, fordi der var optaget på badehotellet i Bjerghuse. Det blev starten på et livslangt venskab mellem to meget forskellige familier og kulturer, de københavnske bedsteborgere og de fattige vestjyske bønder. Familien Bramsen fortsatte, i alle ferier i skiftende årstider, med at komme tilbage til gården i Fjand.
Mikael Bramsen, der ejer og bor på Illeborg i dag, fortæller gårdens og egnens historie, om de barske levevilkår i en fattig egn i Vestjylland. Samtidig er bogen en slægtsfortælling om hundrede års tilknytning og kærlighed til vestkysten og gården Illeborg i Fjand.
Så altså, bogen er både en fortælling om selve gården og om de mennesker, den har rummet gennem tiden. Et udvidet familiealbum, kan man sige.
Jeg er simpelt hen så pavestolt af den bog. Det er først og fremmest Mikaels værk, men jeg synes virkelig, at alle der var med i dag, skal være stolte.
Louise Bramsen, Mikaels farmor, der kom til Illeborg første gang for hundrede år siden.
Det her mindebillede gav Facebook mig i dag. Det er fire år siden, jeg lagde det op med et “Aaahhh” og en række hashtags, #cavapåplacareial #godedageibarcelona #kærestetid. Jeg kan tydeligt genkalde mig solen og varmen, som vi sad der på cafeen i hjørnet af pladsen og bare nød livet, hinanden og perlende kold cava, mens vi holdt øje med duerne, der sad på udhænget over os, og som vi nødigt ville skides på af, mens en lille sortklædt mand gav et nummer med kastagnetter for os og de andre turister.
Århh, der ville jeg gerne teleportere mig hen. Bare en times tid. Det VAR gode dage i Barcelona.
I stedet nyder jeg mit sofahjørne hjemme i forstæderne. Det er en af de sidste normale aftener, inden vi på søndag-mandag-agtigt begynder at pakke stuen i kasser og sætte møbler i container. Fordi rør.
Jeg har stadig ingen ide om, hvor lang tid det tager, hvornår verden bliver normal igen, og hvornår jeg igen kan indtage sofahjørnet, til den tid på nyt stuegulv. Men det varer jo ikke for evigt. Og på et tidspunkt kommer der solskin, og man behøver ikke tage til Plaça Reial for at drikke cava, det kan man også i Viborg.
Tror lige jeg rejser mig fra hjørnet og tjekker, hvad vi har. Inden alting skal pakkes ned.
Ja, det er ikke kroppen, den er gal med. Jeg har ikke gravet mig i stykker. Jo, jeg har gravet i dag, men min krop har tilsyneladende vænnet sig til, at det er sådan noget, jeg byder den i øjeblikket – og accepteret det.
Nej, det er hovedet, vi skal koncentrere os om i dag. Mere præcist indersiden af hovedet. Mens jeg gik og gravede i haven, blev jeg færdig med min aktuelle lydbog. Det var Michael Katz Krefelds Mørket kalder, fortalt af Thomas Gulstad. Efter en række spring i andre retninger nappede jeg en krimi igen, og det var et godt valg på det rette tidspunkt. Men nu er den slut, og jeg er usikker på, hvad jeg skal hente som den næste.
Inspirer mig. Jeg er ikke fikseret på en bestemt genre, men det skal være en lydbog, og den skal være tilgængelig på Mofibo eller eReolen.
Hvad skal jeg loade og lytte?
I øvrigt ligger der altid på bloggens forside et billede den bog, jeg er i gang med. På computerskærmen ligger den ude til højre, på mobiltelefonen helt nede i bunden. På den måde har jeg selv et kartotek over læste bøger liggende ude bagved.
Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenseraf min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.
Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.
I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”
Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.
Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.
Der er kommet et midlertidigt anneks på vores matrikel. I morges blev denne fine fætter bakket hele vejen ned ad stikvejen og svinget behændigt ind ved siden af skur og carport. Jeg var taget af sted, da den ankom, men jeg ville være gået på røven i benovelse over bakkeriet. Folk der gør sig umage og folk der kan bakke med trailer er nok det, jeg beundrer mest. Og så med campingvogn!
Vi har lånt den af velvillige venner, og om nogle uger bliver vognen vores eksil, når vi skal have skiftet husets rør.
Sagen startede for mere end et år siden, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at I gerne vil kende hele historien. Jeg har skrevet lidt her, lige da lækken var opdaget, og her, da vi endelig fik stoppet vandmasserne i at fosse ud i undergrunden. Det skete desværre først en måned efter, at vi anmeldte skaden, fordi parterne talte forbi hinanden. Sådan her så det ud, da hullerne blev lokaliseret og det berørte stykke rør udskiftet.
Sagen er: I januar 18 blev vi ringet op af vandforsyningen, der rådede os til at få undersøgt, hvorfor vi på ni måneder, siden vi overtog huset, havde brugt 90.000 liter vand mere end normalt for en husstand af vores størrelse. Der blev konstateret en læk, og vi anmeldte skaden til vores ejendomsforsikring. Imidlertid konstaterede VVS’eren også, at der var tale om galvaniserede jernrør, som det blev forbudt at bygge med i 1972. Vores hus er fra 1974 og altså opført med ulovlige rør. Alle rør skulle skiftes, og dermed blev det også en sag for ejerskifteforsikringen.
Helt præcist: Selve skaden og konsekvenserne af den skulle udbedres af ejendomsforsikringen, mens udskiftning af rørene skulle gennem ejerskifteforsikringen. Og sidstnævnte ville i øvrigt kun dække 63 % af dén operation, fordi huset er mere end 24 år gammelt. Surt i sig selv og ret trist for privatøkonomien.
Der var heldigvis ikke nogen konsekvenser (udover en stor ekstraregning fra vandværket) af det underjordiske vandfald, fordi huset ligger på en sanddyne, så det syge stykke rør blev blot skiftet, og alt var godt på den led. Vi lod dog være med at få lukket og lagt nye klinker på entregulvet ud fra den jyske tankegang, at det jo snart skulle brækkes op igen. Det var i februar 18, og siden har vi haft en tilskåret plade liggende over hullet.
Der skete nemlig det, at ejerskifteforsikringsselskabet ville gå efter at få dækket sin del af udgifterne ved at rette sag mod firmaet bag tilstandsrapporten, som ikke havde anført de ulovlige rør. Man kan med det blotte øje se hvilken slags rør det er, der hvor de kommer ind i huset, men det er aldrig anført i tilstandsrapporterne de gange, huset er handlet siden 1974. Ingen har koblet byggetidspunktet med årstallet, hvor galvaniserede jernrør blev bortdømt.
Derfor har vi ventet i mere end et år på, at advokater og sagkyndige og repræsentanter og sekretærer og talsmænd og taksatorer var vigtige og betydningsfulde med dét, og det var som at slå i en dyne, når vi forsøgte at skubbe til processen.
Men NU. Nu har forsikringsselskabet tilsyneladende sikret sine penge, og vi har fået grønt lys til at sætte arbejdet i gang. Tirsdag efter påske rykker VVS og murer ind for at rykke i rør og fræse render i gulve og vægge. Inden da skal vi rydde stuen, pakke alt ned og opmagasinere i en container, det samme med værksted og alle andre berørte rum, også ovenpå hvor der også er et badeværelse, der skal have ny rørføring, samt støvsikre skabe og reoler hvor der er behov for det. Jeg har faktisk ikke helt overblik over det. Men der er lavet en overordnet plan, og den indebærer, at køkkenet ikke skal brækkes op, så vi kan lave mad i det, og det ser ud til, at vi kan have koldt vand i det meste af perioden. Bagefter bliver alt godt, og vi har nye rør og helt nyt stuegulv, hvilket er tiltrængt.
Vi ved ikke hvor længe bøvlet kommer til at vare, og i mellemtiden har vi heldigvis mulighed for at gå i eksil i campingvognen, og vi har tegnet abonnement på varme bade hos forskellige venner – og et gæsteværelse, hvis vi trænger.
Derfor er jeg mægtig glad for, at Henrik er kommet bakkende med vognen.
Og så kommer der nok flere afsnit af watergate-føljetonen.
