26. april 2019 | den store bunke |
Nå, hvordan er status på brugbarheden af vores hjem så på sådan en fredag aften nogle dage efter, at smeden rykkede ind med alt sit væsen?
Njaah…
Der var ikke flere håndværkere tilbage i huset, da jeg kom hjem, så jeg gik en runde og holdt mandtal. Eller vandtal.
Altså, der er nye rør, og det ser ud til, at de alle sammen fører vand. Så. Begge badeværelser virker, køkken virker, bryggers virker. Måske virker opvaskemaskine og vaskemaskine også, jeg har ikke prøvet endnu.
Arbejdsstyrken var som sagt gået på weekend og havde ikke efterladt tjekliste, så jeg er ikke helt klar over, om man er færdig fra VVS-holdet, eller om man kommer tilbage mandag for at smække nogle flere rørskåle på. Eventuelt også for at gøre lidt rent efter sig.
Det vigtigere spørgsmål i første omgang er da også, hvor der er hyggeligst for mig at være i aften. Morten er ikke hjemme, og da jeg snakkede med ham tidligere på dagen, var jeg i tvivl om, hvorvidt der var steder, jeg allerede nu kunne begynde at føre tilbage til normalen. Flytte tøj tilbage i skabe, bære pulter tilbage til pulterkammeret, den slags. Jeg kunne ikke rigtigt komme i tanker om noget. “Men har du så ikke noget hvidvin, du skal drikke?”, spurgte min kloge kæreste.
Tjoooh …
Men altså, være hvor? Stuen er jo ikke hyggeligt som sådan.
Kontoret er noget overfyldt med både badeværelsesskuffer, den samlede botaniske have og Det Store Sorte Skab.
Så er der det ydmyge værelse, hvor vi sover på gulvet med alt pulteret tårnet op rundt om.
Hyggen er med måde i øjeblikket. Men så besluttede jeg at tage Hausfrau på og blive en hvid tornado. Jeg har gjort badeværelserne rene, fejet store skidtbunker sammen og støvsuget der hvor det gav mening, og det gjorde det mange steder.
Og NU gør jeg, som der blev sagt. Det er alligevel lidt hyggeligt.
23. april 2019 | den store bunke |
I dag er en mærkedag.
Det er for eksempel 46 år siden jeg blev konfirmeret. I lårkort, hvid kjole med matroskrave, hvide knæstrømper og med firkantede hornbriller på næsen. Ikke et særligt tjekket outfit, dengang heller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gå og huske på datoen, eller hvem det er, der har indrettet min hjerne sådan, at den lagrer alle mit livs tal. Det tager formodentlig pladsen op for virkeligt vigtige ting. Men sådan er det, og hvert år den 23. april strejfer dét med konfirmationen mig.
Det var også i dag, jeg mærkede efter med mig selv, om jeg skulle køre ud og grave lidt mere i kolonihaven. Men det stormede jo, og fordi alting er så tørt, støvstormede det også, bemærkede jeg. Og bestemte, at jeg ikke skulle ud og sandblæses. Jeg ville heller ikke risikere at konstatere, at alle mine nysåede salatfrø var blæst ind til naboerne. De er nok foran i forvejen.
Endelig går jeg og mærker, at jeg er virkelig spændt på, hvordan vores hus ser ud, når jeg kommer hjem fra arbejde i morgen. For jeg skal pointere, at det først er I MORGEN, håndværkerne rykker ind. I morgen går vvs’erne i gang med at skifte rør!
Fordi jeg har klaget mig så længe og vist billeder af vores hærgede og nedbrudte hjem, har jeg bemærket, at folk tror, vi er meget længere i processen, end vi er. Man har fået den opfattelse, at vi er kommet virkelig langt. Det er desværre ikke tilfældet. Vi skal først i gang nu.
Hidtil har vi bare brudt ned, forberedt og banet vejen, så håndværkerne lige kan spadsere ind af døren i morgen og knipse med fingrene, og så er der nye rør over det hele. Sådan cirka. Og derefter skal betongulvet repareres og lige hærde en måneds tid, og SÅ skal der lægges gulv i stuen. Desuden skal vi udbedre det, der er fræset i væggene og spartle og tapetsere og male. Og SÅ kan vi flytte vores møbler ind igen. På det tidspunkt skal vi huske at kigge i kalenderen og aflæse, hvilken dato det er er blevet. Forhåbentlig skriver vi stadig 2019.
Det starter altså i morgen. Og det var i morgen.
20. april 2019 | den store bunke |
Støv for alle pengene er titlen på en dansk film fra 1963 med blandt andre Dirch Passer. Den skabte mig et tidligt biograftraume, så jeg længe efter blev passet hos mormor og morfar, når resten af familien kørte til Otterup Kino for at lade sig underholde af tidens folkekomedier. Jeg skulle ikke! Der var noget med en flyvemaskine, der faldt ned i en lade, meget forskrækkeligt. Jeg var fire år og forstod ikke den del af underholdningen. Alle parter har sikkert haft fordel af den efterfølgende pasningsordning; mine forældre og ældre brødre kunne nyde biografturen i fred, mormor og morfar fik fornøjelsen af et enkelt barnebarn, og jeg fik udelt opmærksomhed. I øvrigt er jeg kommet mig over traumet.
Tilbage til nutiden. Vi har også støv for alle pengene i denne påske. Dagene går ret ens. Vi bryder ned, rydder op, kører affald væk, om aftenen laver jeg tarte flambé, og så ser vi fjernsyn i sengen, inden vi vælter om på skjoldet og sover. Næste dag det samme med ganske få afvigelser. Det er egentlig ganske rart.
De første dage havde vi hjælp af vores unge, som havde sjov med helt lovlige ødelæggelser. Det er sandelig også lykkedes mig at lægge nogle timers arbejde i kolonihaven, hvor jeg har lagt to sorter kartofler, sat fire slags løg og sået fire typer salat. Der var i øvrigt også støvet.
Vi er godt med alle steder. Jeg vil ikke sige, det begynder at ligne noget, for det gør det ikke. Billederne taler for sig selv.
Men det går planmæssigt, og bagefter bliver det godt.
God påske til jer, der både har sofa og fri.
15. april 2019 | den store bunke |
Sådan en chauffør, der kommer med en container, ved altså, hvad han har med at gøre. Jeg har den dybeste respekt for den slags beherskelse af store kræfter. Han kørte kæmpelastbilen ned ad vores lille vej, iførte sig et overdimensioneret buschaufførbælte med en række knapper og joysticks, slog fire potente støttefødder ud, vækkede kranen til live og lod den folde sig ud som en drage, der løftede containeren af ladet, og styrede den med millimeterpræcision vinkelret ind på plads ved siden af carporten.
Bagefter foldede han sin lastbil sammen igen og lagde dragen til slummer. Bakkede hele vejen ud (respekt!), og nu står containeren så fint derovre, klar til indbo, habengut og det løse. Tak til naboen for udlån af pladsen, i øvrigt.
Jeg er gået i gang med at pakke ned, og jeg har pakket over 4 kilometer i dag. Jeg har kun været inde i huset, bortset et smut ovre at kigge ind i containeren og ude at tømme en grøntsagsspand i kompostbeholderen. Det var måske de 0,2, og resten har været pakkeri. Det viser sig således, at det giver mange flere skridt at pakke i kasser end at grave have. Så ved vi det.
Og hvorfor var det nu, alt det her bøvleri med kasser, container og campingvogn? Jo, fordi rør.
14. april 2019 | At have have |
Selv om huset skal i undtagelsestilstand, kan man godt gøre undtagelser.
Og fordi hele stuen, også hyggen, lige om lidt bliver pakket ned og væk (fordi rør), har jeg stillet sådan en lille, hyggelig undtagelse i en solstråle i køkkenvindueskarmen.
Jeg tog mig endnu en gravedag i kolonihaven i dag, for det skal jo også gøres, og jeg følte mig ikke rigtigt klar til starte på nedpakningen i dag. Men i morgen…
Solen skinnede, jeg har fået farve i kinderne, og jeg er næsten færdig med at grave. Og så tog jeg tulipaner med hjem. Jeg ved ikke, om de springer ud, eller de alligevel er plukket lidt for tidligt. Men så er der flere, hvor de kommer fra. Og vasen kom også i undtagelsestilstand: Hele stuen kommer i kasser, undtagen vasen.
Tulipanerne bliver røde, og bladene knirker, som friske tulipaner skal.
I mit vindue.
