Det her mindebillede gav Facebook mig i dag. Det er fire år siden, jeg lagde det op med et “Aaahhh” og en række hashtags, #cavapåplacareial #godedageibarcelona #kærestetid. Jeg kan tydeligt genkalde mig solen og varmen, som vi sad der på cafeen i hjørnet af pladsen og bare nød livet, hinanden og perlende kold cava, mens vi holdt øje med duerne, der sad på udhænget over os, og som vi nødigt ville skides på af, mens en lille sortklædt mand gav et nummer med kastagnetter for os og de andre turister.
Århh, der ville jeg gerne teleportere mig hen. Bare en times tid. Det VAR gode dage i Barcelona.
I stedet nyder jeg mit sofahjørne hjemme i forstæderne. Det er en af de sidste normale aftener, inden vi på søndag-mandag-agtigt begynder at pakke stuen i kasser og sætte møbler i container. Fordi rør.
Jeg har stadig ingen ide om, hvor lang tid det tager, hvornår verden bliver normal igen, og hvornår jeg igen kan indtage sofahjørnet, til den tid på nyt stuegulv. Men det varer jo ikke for evigt. Og på et tidspunkt kommer der solskin, og man behøver ikke tage til Plaça Reial for at drikke cava, det kan man også i Viborg.
Tror lige jeg rejser mig fra hjørnet og tjekker, hvad vi har. Inden alting skal pakkes ned.
