7. august 2013 | At have have, den store bunke |
I går var jeg og børnene på besøg hos min mor. En dag med meget kørsel, men det gjorde jeg gerne for at have dem alle tre med. Drengene og jeg hentede Laura i Aarhus på vejen til Fyn og afleverede hende samme sted på vejen hjem. Det gav lidt ekstra kørsel, at de har lavet om på noget frakørsel i Viby. Det vidste min gps ikke.
Mormor sad klar med frokost. Og ugeaviserne til at fordrive ventetiden med. Vi var lidt forsinkede, blandt andet fordi et sært bump under bilen havde fået os til at trække ind på en rasteplads for at se, om noget var raslet af. Men jeg ved jo ikke rigtigt, hvad jeg skal forvente, at der er derinde under, og bilen kørte godt nok med alle de sædvanlige lyde, så vi fortsatte. Må nok hellere svinge ind omkring mekanikeren i dag. Han kan sikkert bedre vurdere undervognstilstanden.
Jeg havde spurgt min mor, om der var noget, hun gerne ville have ordnet, nu vi kunne mønstre en flok gode hoveder og stærke arme. Hun ville gerne have flyttet kompostbeholderen væk fra udsigten fra køkkenvinduet og ind i hjørnet under udhænget, hvor den ikke spolerer skønheden, og hvor ingenting alligevel kan gro.
At flytte en halvfuld kompostbeholder lader sig ikke gøre. Den måtte tømmes. Jeg havde gode ideer til, hvordan det skulle gøres. Det havde min mor også. Det blev, som hun ville. Og det lykkedes, og hun var glad mange gange resten af dagen.
Da min mor flyttede ind i sit lille rækkehus for to år siden, var haven et tilgroet vildnis med halvhøjt græs over det hele. Hun gravede tørv af til staudebede og lidt urtehave. Se hvor fin den er nu. Fliserne har hun selv lagt. Jeg siger det igen: hun er 87.
I havehenseender tager jeg gerne imod ordrer fra min mor. Meget tit ved hun bare bedre.
4. august 2013 | den store bunke |
Det er godt at få sat flueben ved de beskæftigelser, som verden er bedst tjent med, at jeg ikke giver mig af med. En del er sorteret fra i løbet af mit lange liv.
Jeg skulle for eksempel ikke være fliselægger. Kunne man tydeligt se, dengang jeg lagde fliser, som børnenes sandkasse skulle stå på. Det var så ujævnt, at der piblede sand ud under kassen. Piblede er måske i virkeligheden et for blidt ord.
Jeg skulle heller ikke være astrolog. Kunne man se, da dén interesse blot efterlod en hyldefuld astrologibøger og en stak horoskoper, som jeg syntes, der var sjovere at udregne og tegne end at tolke.
Jeg skulle heller ikke være pædagog. Det vidste jeg allerede, da jeg i 2. real var i praktik i den lokale børnehave, hvor Brian J spyttede på mig, og jeg ikke måtte tegne tegninger til børnene, for det skulle de selv.
Jeg skulle heller ikke være sygeplejerske eller hjemmehjælper. I begge fag er man nødt til at røre ved folk. Det skal jeg ikke.
Nu har jeg også vinklet krejler/kræmmer/sælger af. Det skal jeg heller ikke gøre i. Jeg har gjort forsøg. Først var der bagagerumsmarked (det skrev jeg også om her), og bagefter slog jeg mig på salg på en lokal Facebookside. Jeg har solgt for 260 kroner, men jeg er tæt på at kaste håndklædet (eller sælge det for 15 kroner sammen med en hat og et par shorts. Anyone?). Det er så bøvlet. Først vælge ud og vurdere, om det overhovedet kan sælges, så fotografere, så prissætte, så lægge det op på siden og skrive en tekst, så holde øje med om der er nogen der reagerer, så korrespondere, så aftale endelig pris og afhentning. Det eneste gode er, at jeg kan sidde på min røv ved computeren (jeg har jo ikke smartphone) uden at skulle tage mig sælgeragtig ud.
Så hvis I vil handle, er det altså nu! Det varer ikke længe, inden jeg lægger resterne (98 % af hvad jeg lagde ud med at have) i poser og trækker dem hen i en af genbrugsbutikkerne og skruer et stort genbrugssmil på og siger “Jeg har noget til jer!”.
Og så bliver jeg ellers ved min læst.
…
Hmm. Man kunne jo også være skomager.
Prøv lige og se, hvor mange billeder jeg har taget! Tænk hvis det havde været dengang, man brugte film i ruller og blitz på en terning…!
3. august 2013 | den store bunke |
På vejen til Flensburg spurgte Morten mig, om jeg nogensinde havde været i Christiansfeld. Det har jeg ikke, og da jeg ikke er specielt vild med honningkager, har jeg ikke haft noget egentligt ærinde der. Han syntes imidlertid, byen var et besøg værd, og især ville han gerne vise mig kirkegården. Det aftalte vi at gøre på vejen hjem.
Det er jeg glad for. Den gjorde indtryk på mig, den Christiansfeld. Jeg troede – formodentlig som de fleste – at det bare var honningkagernes by. Det er det også, men ikke bare.
Byen er grundlagt i 1773 som en brødremenighedsby (læs mere om det her og her) efter en stram byplan, som også var blevet anvendt i udenlandske byer. Hele bymidten er opført i løbet af 25 år, og udformningen er planlagt helt fra starten.
Brødrene og søstrene i menigheden lever asketisk som en luthersk-evangelisk frimenighed i forkyndelsen af det kristne budskab. Omkring 350 indbyggere i dagens Christiansfeld er aktive medlemmer af menigheden. Blandt andet driver de byens hotel og honningkagebageriet.
Der var to ting, der gjorde indtryk på mig. Den ene har noget med honningkagerne at gøre. Den anden var kirkegården. Den kaldes Gudsageren. For Brødremenigheden er alle mennesker lige, og alle er lige for Gud, så på stenene står ingen titler, kun navn samt data om fødsel og død og eventuelt et skriftsted eller et vers fra salmebogen. Der er ikke private familiegravsteder, ingen kan selv vælge sin gravplads. Menighedens medlemmer begraves i kvindesiden eller mandesiden, i rækkefølge efter sidst afdøde broder eller søster. De døde er lige så gyldige medlemmer af menigheden som de levende, og gudsageren er en slags kirkesal for den himmelske del af menigheden. Gravene sløjfes aldrig. Der er begravet omkring 2000 på pladsen, og med tiden udviskes inskriptionerne af vind og vejr.
Det virker både trøstesløst og på en sær måde også meget trøstefuldt. At de ligger der for evigt og aldrig bliver glemt i hjerterne.
Efter besøget på kirkegården satte vi os i honningkagebageriets café og fik kaffe og – nej ikke honningkage, men en usædvanligt lækker brownie. Og her kom den anden ting, der gjorde indtryk på mig: Man sætter ikke længere glansbilleder på honningkagerne! Ikke engang til jul. Det kan nemlig ikke godkendes af fødevarestyrelsen. Så de bliver pyntet med andre ting nu om stunder. Og til jul lægger man så et megatyndt sukkertryk på med noget julemotiv.
Det var et fint lille sted, nænsomt indrettet i hvidt og med oplysninger om byens og stedets historie i avisudklip og fotostater og gamle håndskrevne opskrifter under bordenes glasplader.
Jeg synes, I skal slå ind omkring Christiansfeld på jeres vej. Jeg ventede intet og tog klogere og mættere derfra.
31. juli 2013 | At have have, Heldige mig |
Det er længe siden, jeg har skrevet et stykke indlæg om haven. Men det gror jo, skidtet. Også det der ikke er skidt. Noget gror os over hovedet. Noget går direkte i maverne på os. Det meste er lige til at glæde sig over. Her er en kavalkade.
Tomaterne er pludselig gået i rødt. De her er den første rigtige høst.
Var det noget med en børfuld rucola? Jeg tror måske nok, det er blevet sådan lige stort nok i det. Agtigt. Jeg har sået nyt i dag.
Astrids have. Med lathyrus i baggrunden, blomsterblanding i midten og svenske skovjordbær forrest.
Og så de der KÆMPEsolsikker, som ingen længere kan nå op til toppen af.
Mine solsikker når vist aldrig de 2-3 meter, som det blev lovet på frøposen. Det er kartofler ved siden af.
Solsikker er min yndlingsblomst. Jeg må lukrere på Astrids kæmper.
Hallo, rødbeder! I er rodfrugter! I skal blive nede i jorden! Hvorfor gør I ikke det?
Det her var det, jeg tog med hjem til aftensmaden og supplerede med agurk, hvidløg og laksefrikadeller.
Så havde vi et kongemåltid.
Fik nye gummistøvletter i fødselsdagsgave. De er brandsmarte!
31. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Hov?! Der mangler et hus i rækken? Det hvide hus er flyttet med hjemmefra. Stillet op et sted i Aarhus. Ligesom de bevaringsværdige gamle huse, der bliver pillet ned sten for sten og bræt for bræt, nummereret og genopført i Den Gamle By. Jeg synes godt, man kan sige, at det hvide hus er bevaringsværdigt. Det er fra dengang banken hed Bikuben, og før BG Bank gik over til at have jungledyret Hugo som sparebøsse.
Det blå hus står tomt. Det grønne hus har friværdi. Det hvide hus er belånt.
