31. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Jeg elsker at sidde på en café i en fremmed by og se på folk. Det gjorde vi meget i Flensburg, da vi var på kombineret kæreste- og købedrikkelsetilfesttur i weekenden.
Vi boede i Linn og Bastians lejlighed midt i byen i en baggård ti meter fra gågaden. Vi kender dem ikke, men de lejer deres lejlighed ud gennem airbnb.com, når de rejser i deres autocamper, og vi fik en hel lejlighed tæt på det hele for det halve af hotelpris. Med parkeringsplads og wifi. Og så er det lidt sjovt at prøve at fornemme hvem de er, de mennesker, hvis hjem man bor i. Der var hyggeligt og fint – og lidt piget. Et arbejdsbord med en printer, en guitar og nogle store sko i entreen virkede som de aftryk, han havde fået sat. Men de er pæææne. I ejendommen var der også en fotograf, og på hans prisskilt i vinduet fandt vi vores værter, som vi kunne kende fra billederne oppe i lejligheden. Smart at supplere indtægterne med lidt boligudlejning og modelleri.
På vejen dertil havde vi købt nogle flasker vin, vi ville teste under opholdet, så vi vidste, hvad vi skulle fylde bilen med på hjemvejen.
Det var den ene store opgave. Den anden var at slentre og ose. Det er vi gode til. Gågaden, sidegader, havnen, cafeer. Vi sætter os helst, så vi kan overskue mest muligt. Nu skal man jo passe på, hvad man siger i en by så tæt på vores eget land og sprog, men man kan godt kommunikere lydløst og signalere “Prøv at se dér, hvad tror du…” og så videre. Jeg elsker det. Når der kommer 47 blomstrede skjortebluser i pastelfarver forbi, en ældreklub på bustur. Pigen på fem, som går med sine forældre, bliver sur, smider sit løbehjul og demonstrativ lægger armene over kors, opdager at ingen lægger mærke til hende, flytter løbehjulet halvanden meter om på den anden side af forældrene og foretager nøjagtigt samme manøvre med korslagte arme og mulemund. Det unge forelskede par, hvor hun er dværg og han er i kørestol, hun skubber med en hånd på hans skulder, og begge lyser af den samme lykke som alle andre kærestepar. Alle de mennesker, hvor nogen burde sige til dem, at det ville klæde dem at klæde sig bare lidt anderledes. På den anden side er det rart at vide på en dårlig dag, hvor man synes man ligner noget der er løgn, at det kan være meget værre.
Indbyrdes har vi en langvarigt kørende diskussion om berettigelsen af skuldertasker med rem, som bæres diagonalt over brystet, på grund af den måde, hvorpå remmen deler brysterne og skubber det ene ud i armhulen. Som føde til den snak er en fortovscafe et fremragende sted at researche.
Så kan man jo altid drikke en øl imens.
30. juli 2013 | den store bunke |
I går flyttede hun hjemmefra, min datter, ældstebarnet. Jeg har prøvet det før, at fylde bilen med kasser og tasker, cykel og sager, og installere hende på et værelse et sted. Men denne gang er det ikke for efterskole. Det er ikke for højskole. Det er for alvor.
Det var en lidt mærkelig dag. Hendes ting var flyttet over flere dage, når nogen havde mulighed for at tage noget med til Aarhus, men i går var den dag, hvor hun ikke selv skulle med tilbage. Hun syntes også selv, det var en sær følelse. Ny og stadig fremmed. Vi kørte i Bilka og købte ind til at kickstarte en husholdning. Der behøves egentlig ikke så meget. Og indkøbene er betinget af, hvilke køkkengadgets man har. For eksempel købte vi ikke den slags dåsetomater, som skal åbnes med dåseåbner (notat til ønskesedlen).
Min opgave i går var at flytte det sidste læs, hjælpe med indkøb og at sætte stangen til bruseforhænget op. Udpakningen og indretningen står hun selv for. Da jeg havde gjort, hvad jeg skulle, sagde jeg til hende, at hun skulle drikke et par af de øl, jeg havde købt med fra Tyskland. Bagefter kørte jeg hjem. Og tænkte, at det nok skal gå. Og at det trods det triste i at løsne et bånd også glæder mig, at jeg har fostret en unge, der kan flyve selv.
Vingerne bærer: i dag fik hun besked om, at hun er optaget på medievidenskab.
Inden vi bar ned i bilen. Reden forladt og rengjort. Aldrig har vi set så meget bart gulv på det værelse.
25. juli 2013 | den store bunke |
Kan I huske, dengang TDC eller Teledanmark eller Jydsk Telefon, eller hvad de nu hed dengang, introducerede Duet? Eller det hed det måske ikke engang på det tidspunkt. Viderestilling fra én fastnettelefon til en anden. Det var helt vildt smart, at man kunne viderestille telefonen til et andet nummer, så man altid var til at nå. Men det var også rasende farligt, og man skulle virkelig passe på, hvad man sagde, når man besvarede opkaldet, for luskede typer kunne finde på at ringe for at tjekke, om man var hjemme, eller huset stod tomt.
Der kørte nogle tv-reklamer, hvor Thomas Mørk har viderestilling til sommerhuset og stolt tager telefonen og siger ”Det er Vesterhavshytten”, og vi ved bare, at nu bliver hans bolig skrællet af de lumske bøllebanditter, der udelukkende har ringet for at konstatere, at der er fri bane derhjemme.
Hvad blev der af dét? Altså det med ikke at friste svage sjæle. I disse smartphonetider checker alle ind alle steder og uploader feriebilleder, der trækker tydelige spor af, hvor de er. Bare i aften på Facebook har nogle af dem, jeg kender, været in New York, NY, at Store Scene, Langelandsfestival, near Mahmutlar, Antalya, near Santa Margalida, at Business Lounge, Billund Airport. near Fuengirola, Andalucia.
Og alt det vil jeg faktisk rigtig gerne følge med i. Men jeg er jo heller ikke en luskebuks.
25. juli 2013 | den store bunke |
Jeg går simpelt hen så mange nye veje for tiden. Bagagerumsmarked i søndags efterlod os med en forholdsvis lille slat penge og en masse usolgte ting. Hvad kan man så?
Nu har jeg udvalgt nogle få effekter og sat dem til salg på en af de mange “Ting til salg i …”-Facebooksider. Bare for at prøve og for at se, hvordan det er at gebærde sig dér. Jeg er allerede skræmt. Jeg kan se, de hugger til, og jeg er helt stresset ved tanken om, at de måske hugger i mig, og svarer jeg så rigtigt, eller bliver jeg smidt ud af gruppen lige om lidt, når jeg ikke kan finde ud af at navigere i de 32 paragraffer i regelsættet?
Det er lige så stressende som netdating. Men det lærte jeg dog, og det gik jo godt til sidst. Og på begge portaler gælder det vel, at hvis varen er rigtig på det rigtige tidspunkt, gider man godt købe. Og ellers kan man bare lade være.
Og jeg gider altså ikke hele tiden skæve til skærmen efter reaktioner. Nej, jeg gør ej, blev der sagt.
Det er ikke engang mig, der har stillet op og fotograferet. Det er heller ikke mine sko. Tilkaldte skoenes ejermand for kompetent assistance.
Hov, nogen byder… nogen tinger om prisen… Hjælp! Nogen?
24. juli 2013 | den store bunke |
For længe siden blev jeg bedt om at reservere den kommende weekend til en tur ud i det blå. Destination og indhold har ikke ligget i mine hænder; min kæreste har arbejdet med mange forskellige ideer og sat flere skibe i søen, mens jeg har hvilet roligt i (u)bevidstheden om, at et af dem nok skulle nå havn.
Og det bliver havnen i Flensburg. Vi skal bo i en lejlighed midt i byen, hvis beboere – et ungt lærerpar – er ude at rejse. At dømme efter billederne på nettet er det så fint og hyggeligt. Vi skal slentre, udforske, snuse ind og være lige der, hvor vi er.
Jeg er blank på Flensburg og rejser uforberedt og uden ‘Turen går til…’ noget som helst, tager bare ind. Har kamera, kreditkort, åbne øjne og en hånd, der er klar til at holde i.
Jeg glæder mig.
Typischer Flensburger Hinterhof, står der i beskrivelsen af Linn og kærestens lejlighed
