Hvis den ene har en mor, der sidder i kørestol og ikke siger ret meget, og den anden har en mor, der futter rundt og snakker hele tiden, er dette replikskifte sandsynligt:
Den ene: “Det er egentlig uretfærdigt, at din mor både kan gå og tale…”
Den anden: “Til gengæld er der større sandsynlighed for, at din mor kan huske, hvad hun har sagt…”
Jeg sætter en ære i at bære farvekoordineret neglelak til 24 timersløbet. Så kan jeg da dét.
Vi er mange i Viborg, som er baldrede i dag. Vi har løbet rundt og rundt og rundt om Søndersø i 24 timer, og hvor har det været hyggeligt. Og hårdt. Og fedt. Og festligt. Igen. Der er slået rekorder, der er løbet langt, der er svedt, og nu har vi stive ben, og vores løbetøj er smidt til vask. Vi skal tidligt i seng, for nogle af os har ikke sovet så meget i nat.
Vi har fået lækker mad, masser af kaffe og sodavand, muffinsene er spist, både dem med blåbær og dem med squash. Det var om de sidste, Sigrid på 12 forundret sagde: “Altså, er det… grøntsagskager?”
Frem for alt har vi nydt hinandens selskab, heppet på hinanden og alle de andre, snakket med en masse venner og bekendte, som også var der, løbende eller tilskuende.
Vi glæder os allerede til næste år. Hvor nogle af os vil være i endnu bedre form.
De sidste meter. Foto: Morten Dueholm, Viborg Stifts Folkeblad.
Hov, blev det nu en madblog? Næ, jeg bager bare til eftermiddagskaffen for mit hold til 24 timers løbet i Viborg. Det er årets hyggeligste folkeløbefestweekend, hvor vi løber stafet om Søndersø fra kl. 12 lørdag til kl. 12 søndag. Den falder altid samtidig med Skanderborgfestival, og jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg helst vil være.
Der er tilmeldt 206 hold og 66 singleløbere, og jeg løber sammen med mine godeste venner på Guldsmed Norup-holdet.
Se Mortens dejlige film fra løbet sidste år HER.
Jeg har lovet at bage, og det bliver igen i år muffins. Eller som min mor siger: “Hvad er det nu de hedder, de der kager i papir…?”. Og så udtaler vi det med dansk u, som i mus.
Lidt senere så køkkenbordet sådan her ud. Den ene slags er med squash og valnødder og opskriften er HERFRA. Den anden slags er med blåbær og chokolade, og de kommer HERFRA, jeg har bare tilføjet hakket mørk chokolade.
Fik jeg sagt, at jeg glæder mig til weekenden?
Måske var jeg lige lovlig hurtig til at rose mekanikeren i går. Det var Robin. I dag kom Batman til.
Toyotaen blev løftet til vejrs, og han gik rundt og lyste og bankede og kunne ikke se, at der manglede noget som helst. Heller ikke noget kappeværk på katalysatoren. “Blablabla?“, råbte Batman til Robin. “Blablabla”, svarede Robin. “Blablabla!”, konstaterede Batman, og det betød – vistnok – at der aldrig har siddet sådan en kappe, fordi blablabla.
Så kørte vi lettede ud i regnen igen.
Jeg kørte omkring min mekaniker for at få et professionelt blik på, hvad det havde efterladt eller ikke efterladt, det plonk, vi hørte fra bilens bund i går, da vi kørte på motorvejen.
Jeg ved intet om biler, ud over at jeg har en. Der, hvor andre hjerner har bilviden, har min lagret fødselsdatoer på samtlige mennesker, der er passeret igennem mit liv og har nået at fortælle mig, hvornår de er født. Alle telefonnumre, jeg nogensinde har kunnet, ligger lige ved siden af.
Mekanikeren bukkede sig ned og kiggede ind under bilen og sagde: “Vi kan ikke få den op på nogen af liftene i dag, men jeg kan da se, der mangler en metalkappe over katalysatoren. Kom ind i morgen tidlig, så kigger vi på, om der er andet.”.
Bare ved at kaste et enkelt blik derind. Jeg bukkede mig også ned og kiggede. Uden at vide, i hvilken retning jeg skulle se. Og sagde han ’kappe’? Eller var det ’dæksel’? ’Plade’? Se, jeg har allerede glemt det.
Men tænk at kunne læse en undervogn bare sådan lige!
Ligesom dem der kan kaste et blik på et skærmbillede fuldt af koder og – ja, afkode, hvad der står, som om det var en helt almindelig tekst.
Og måske også lidt ligesom når arkitekterne, vi deler kontor med, kommer hen til mig og siger, at de har bøvlet og bøvlet med et eller andet i Indesign, som de bare ikke kan få til at virke, og jeg så siger en enkelt tastaturgenvej, som løser det.
Jeg kører i hvert fald hen til mekanikeren i morgen og føler mig helt tryg. Og tænker, at man vel sagtens kan køre rundt uden sådan en kappe. Dæksel. Plade. Cover. Whatever.