6. juli 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Christiansfeld er blevet optaget på UNESCOs prestigefyldte verdensarvsliste over steder, som har enestående betydning for menneskeheden og bør bevares. Det er godt gjort, og jeg var selv begejstret og imponeret over byen og dens historie, da jeg var der for et par år siden. Jeg fortalte om det her.
Jeg har lige set en reportage i fjernsynet om byens fejring af optagelsen på UNESCOs liste, med borgmesteren med guldbutterfly og verdens største honningkage og stor glæde og stolthed. Helt obligatorisk spurgte journalisten også et barn i en flok, om han vidste, hvorfor byen festede. Det gjorde han, og efter et stykke tid kom han også i tanker om det: “Det er, fordi vi er kommet på ANEKSOs seddel!”
3. august 2013 | den store bunke |
På vejen til Flensburg spurgte Morten mig, om jeg nogensinde havde været i Christiansfeld. Det har jeg ikke, og da jeg ikke er specielt vild med honningkager, har jeg ikke haft noget egentligt ærinde der. Han syntes imidlertid, byen var et besøg værd, og især ville han gerne vise mig kirkegården. Det aftalte vi at gøre på vejen hjem.
Det er jeg glad for. Den gjorde indtryk på mig, den Christiansfeld. Jeg troede – formodentlig som de fleste – at det bare var honningkagernes by. Det er det også, men ikke bare.
Byen er grundlagt i 1773 som en brødremenighedsby (læs mere om det her og her) efter en stram byplan, som også var blevet anvendt i udenlandske byer. Hele bymidten er opført i løbet af 25 år, og udformningen er planlagt helt fra starten.
Brødrene og søstrene i menigheden lever asketisk som en luthersk-evangelisk frimenighed i forkyndelsen af det kristne budskab. Omkring 350 indbyggere i dagens Christiansfeld er aktive medlemmer af menigheden. Blandt andet driver de byens hotel og honningkagebageriet.
Der var to ting, der gjorde indtryk på mig. Den ene har noget med honningkagerne at gøre. Den anden var kirkegården. Den kaldes Gudsageren. For Brødremenigheden er alle mennesker lige, og alle er lige for Gud, så på stenene står ingen titler, kun navn samt data om fødsel og død og eventuelt et skriftsted eller et vers fra salmebogen. Der er ikke private familiegravsteder, ingen kan selv vælge sin gravplads. Menighedens medlemmer begraves i kvindesiden eller mandesiden, i rækkefølge efter sidst afdøde broder eller søster. De døde er lige så gyldige medlemmer af menigheden som de levende, og gudsageren er en slags kirkesal for den himmelske del af menigheden. Gravene sløjfes aldrig. Der er begravet omkring 2000 på pladsen, og med tiden udviskes inskriptionerne af vind og vejr.
Det virker både trøstesløst og på en sær måde også meget trøstefuldt. At de ligger der for evigt og aldrig bliver glemt i hjerterne.
Efter besøget på kirkegården satte vi os i honningkagebageriets café og fik kaffe og – nej ikke honningkage, men en usædvanligt lækker brownie. Og her kom den anden ting, der gjorde indtryk på mig: Man sætter ikke længere glansbilleder på honningkagerne! Ikke engang til jul. Det kan nemlig ikke godkendes af fødevarestyrelsen. Så de bliver pyntet med andre ting nu om stunder. Og til jul lægger man så et megatyndt sukkertryk på med noget julemotiv.
Det var et fint lille sted, nænsomt indrettet i hvidt og med oplysninger om byens og stedets historie i avisudklip og fotostater og gamle håndskrevne opskrifter under bordenes glasplader.
Jeg synes, I skal slå ind omkring Christiansfeld på jeres vej. Jeg ventede intet og tog klogere og mættere derfra.
