26. juli 2014 | den store bunke |
Nu er det snart. At jeg flytter. Jeg har lige taget hul på to ugers ferie, og når de er gået, har jeg boet et andet sted i en uge. Der er formodentlig lige så meget kaos i mine rum på det tidspunkt, som der lige nu er på vej til at blive i de nuværende gemakker, men i det mindste er der håb om, at det er et kaos på retur.
Jeg gik i gang i morges med at lave plads til de fyldte kasser. Den næste uge går jeg og pakker og bryder ned og smider ud. Undervejs vil der være en masse overvejelser, når jeg støder på ting, som måske, måske ikke skal med. Ting som vi ikke får brug for, ting som jeg er flyttet rundt med, som har betydet noget for mig og som jeg har ment, at jeg ikke kan leve uden. Måske kan jeg nu. Måske rydder jeg ud med hård hånd. Og måske er der noget, jeg alligevel vil fortryde og fiske tilbage og putte i en kasse.
Der vil være minder, som jeg kommer til at dvæle ved, og som jeg ikke kan dele med nogen, fordi det kun er mig, de betyder noget for. Der skal være tid til også at gå rundt om mig selv i små cirkler og blive lidt trist over nedbrydningen.
Jeg er flyttet så mange gange i mit liv – dette er vist min fjortende flytning, at jeg ved, det rammer mig undervejs. Til gengæld ved jeg også, at så snart alt gods og løsøre er båret ind i den nye bopæl, ændrer grundstemningen sig. Så bliver tristessen afløst af forventning og glæde, når opbygningen går i gang.
Det går langsomt i dag. Det er varmt. Men jeg er i gang. På listen over, hvad de nummererede kasser indeholder – et velafprøvet system, som tidligere flyttehjælpere har anprist – er der noteret to enheder. Og det er jo mere end ingen. Stigereolerne er ved at blive tømt og skilt ad, og jeg ved bare – og lover, at det er sidste gang i mit liv, at ABC-reolerne kommer til at stå i privaten. De er velkomne i loft- og kælderrum til opbevaring af den dødvægt, som kommer med, men ikke i den højloftede beboelse.
En plads midt på stuegulvet er reserveret til det, der skal køres på genbrugspladsen i morgen, når Morten kommer hjem. I dag er han taget væk, så jeg kan danne mit overblik, uden at han også går i små cirkler rundt om mig – og uden at jeg er nødt til at gå i større cirkler, fordi han står i vejen. Det er knagende godt tænkt.
Og nu til kasse nummer tre. Den kommer til at indeholde stort set det samme som de to første og de næste mange: et lag bøger og noget let øverst, eventuelt dyner og dunjakker, indtil dyner og dunjakker slipper op.
Følg med i den rasende spændende flytteføljeton…
21. juli 2014 | den store bunke |
Mine klipklapper er stået af. Muligvis har de ligget og hvisket om det på skohylden og lavet en pagt og svoret en troskabsed.
På vej gennem gården kom jeg til at sparke den ene hæl mod en kantsten. Så knækkede sålen. Nåmmen, så kan jeg da også lige kigge efter et par nye klipklapper, når jeg går gennem byen, tænkte jeg.
Og så, netop da jeg trådte over dørtrinet ind til en skobutik, knækkede remmen på den anden sko, og jeg måtte gå videre på barfodet hippiemaner.
Så kan man da ikke få en tydeligere manifestation fra sådan et par sko. De vil ikke mere.
20. juli 2014 | den store bunke |
Når man har fødselsdag lige midt på sommeren, kan man komme til at fejre dagen de mest eksotiske steder, der ligger langt fra hverdagen.
Som for eksempel, da jeg blev 26 på sprogskole i Volgograd. Eller da jeg fyldte 46 i en bus på vej hjem fra Kroatien. Min 40 års fødselsdag fejrede vi i en hytte i Telemark i Norge (jeg fik et billede af min nye gule cykel). Min 33 års fødselsdag endte på Thisted Sygehus, hvor jeg fødte mit første barn samme aften. Jeg fyldte 39 i Broagerland, da familien lå i campingvogn. Sidste år var det sådan her.
I år – i går – var det mest en arbejdsdag. Der var rundstykker til morgenmad, og Morten inviterede os ud at spise om aftenen. Drengene og mig. Troede jeg. Men tænk, så stod svigerdatter der pludselig også, hvilken glæde! Og ældstebarnet var også inviteret, men skulle ud og fejre sin egen fødselsdag. Helt hemmelige havde de været med det, alle sammen… Det var en dejlig aften.
Imellem morgenmaden og aftensmaden flyttede vi Mortens jordiske gods fra hans nu tidligere lejlighed til et midlertidigt depot, hvorfra det om to uger skal flyttes til vores nye lejlighed. Det. Var. Varmt. Vi var fem stærke og seje jyder – og så mig (ja, jeg er da også stærk og sej, men jeg er jo ikke jyde), og vi svedte om kap. Men alt gik planmæssigt, og det hele kunne nærmest mirakuløst stables ind i et kælderrum, hvor vi ikke regner i kvadratmeter, men i kubikmeter. Der er stablet fra gulv til loft fra hjørne til hjørne, og der kan ikke være så meget som et kosteskaft mere.
I dag har vi gjort den gamle lejlighed ren. Hele dagen. Min udsigt har været noget ensformig. Jeg havde køkkentjansen med fryser, ovn, fedtede overskabe og den slags. Det er bare at starte i den ene ende og arbejde sig igennem det. Ovre i hjørnet på elkedlen sidder Martin Greis og læser Verdens Vinter højt for mig.
Sidst på eftermiddagen var jeg i kolonihaven for at hente kartofler og salat til aftensmaden. Og hvor er det dejligt at se, at haven kan klare sig selv og gro mad, selv om vi ikke har tid til at være der så meget for tiden.
16. juli 2014 | den store bunke |
Ældstebarnet og hendes veninde fra højskolen var på road trip i sidste uge. De var på domkirketur. Jeg ved ikke, hvor ideen er kommet fra, men jeg synes, den er fed, og jeg er stolt af at være mor til en, der finder på det.
I løbet af seks dage besøgte de de fem jyske domkirkebyer, udforskede kirkerne og udsigterne fra deres tårne og tog domkirkeselfies. De havde lånt venindens fars bil og indlogerede sig hos bekendte eller på vandrerhjem undervejs.
I nogle af byerne fandt de også andre attraktioner. Frokost i en kolonihave i Viborg. Vægtertur og en tur til Mandø, da de var i Ribe. VM-finale og vandtårnet i Haderslev, har jeg set på Instagram, sammen med fem selfies fra fem kirker. Rigtig hyggeligt har de haft det.
Hvis man nu gerne ville vide, hvilken jysk domkirke, der er den største, smukkeste, fineste, sjoveste eller særeste, ved jeg hvem man kan spørge. De har en frisk mening om det.
Næste år tager de landets anden halvdel; de fem domkirker på øerne.
I dag kom der postkort fra Ribe.
Nogen tænker måske, at domkirkefascinationen er religionsbaseret. Eller studiebetinget. Men næh. Den ene læser geografi, den anden medievidenskab.
15. juli 2014 | den store bunke |
Jeg skal snart flytte. Om tre uger er jeg flyttet. Men først skal jeg lige have pakket.
Morten og jeg samler vores husstande. Vi presser 100 og 160 kvadratmeter sammen på 150. Det siger sig selv, at vi ikke kan have alt, hvad vi tilsammen ejer, i den nye lejlighed.
Da vi i januar skrev under på leje af en fed lejlighed til overtagelse 1. august, syntes vi, det var godt med så god tid til at få ryddet ud i vores ting og skille os af med det overflødige. Nu, et halvt år senere, er det imidlertid lykkedes os begge to at have gjort absolut ingenting. Vi har heller ikke rigtigt fået bestemt i detaljer, hvilke møbler og andet dobbeltindbo vi skal bo med, og hvad der skal ud, enten for good eller i depot. Jo, vi ved, hvilken dobbeltseng og hvilken sofa, der skal overleve, men det er sådan set også så langt, som vi er kommet.
Vi tænker nok egentlig begge to, at vi finder ud af det, når vi står med det. Så jeg ser for mig, at den ene står i det nye køkken med fem røde og orange Margretheskåle, og den anden står med tre lilla og grønne ditto, og så bestemmer vi, hvor mange vi har brug for at stable i skabet. Eller også har vi bare brug for alle otte. Bagefter gør vi den samme øvelse med vores fem ostehøvle. Og to elkogere. To køkkenmaskiner (Ballerup forever, siger jeg bare), elleve gryder og syv stegepander, ni skærebrætter, to wok’er, to foodprocessorer og to håndmixere. To støvsugere, et hav af vinglas og tre spiseborde. Nu jeg tænker over det, virker det egentlig som noget, der godt kan tage ret lang tid… For bagefter skal der jo ske noget med alt det, som bliver overflødigt. Pakkes ned, gives videre eller smides ud.
Nå, men mon ikke det løser sig.
Da jeg flyttede ind, hvor jeg bor nu, havde jeg firs flyttekasser, møblerne og det løse. Og det skal så ud igen. Mine venner, som hjalp med at flytte sidst, mener ikke, at jeg har brug for så meget. De har formodentlig ret, men jeg kan jo ikke bare lade det tilbage. Flyttes skal det jo under alle omstændigheder. Heldigvis har jeg gode og stærke venner, og den nye lejlighed har mange, mange skabe.
Min kæreste er også rummelig. Og det er heldigt, for jeg er den, vi kender – som alle kender, faktisk –, som er allerdårligst til at smide ud. Dødvægt, kalder nogen det måske. Jeg kalder det ting med historie.
Morten har været bedre til at trimme sin beholdning undervejs. Han er ved at pakke ned i denne uge og kan nok have sin tilværelse i tredive-fyrre kasser plus møblerne og det løse.
Nå, men om nogle uger har det hele løst sig, og vi er kommet på plads. Tre uger. Fire. Eller fem. September. Inden jul, i hvert fald.
En af de utallige ejendele, der skal være både husrum og hjerterum til, er det kuglespil, som min oldefar lavede til sine børnebørn, og som jeg legede med som barn, og som mine børn har leget med, når de var på besøg hos mormor og morfar. Håndlavet, med blykugler og hundredvis af små søm, perfekte halvkugleformede fordybninger og sirligt blyantskrevne pointtal. Det er jo et klenodie…!
