3. september 2014 | At have have |
Hvis nogen derude sidder og er brændt inde med et “Hvad sagde jeg?”, “Det skulle de nok have tænkt på noget før”, “Det kunne man have sagt sig selv” eller andet bedrevid, så er chancen der nu til at komme af med det.
Bare kom. Sig det. Vær bedrevidende og bagklog.
For ja, græsset og plæneklipperen er vokset fra hinanden. Når ingen holder opsyn og skrider ind, vokser naturen vildt. De uger – den sommer –, hvor vi havde travlt på stenbroen med flyttekasser og indretning, så græsset sit snit til at stræbe mod himlen, mens vi vendte ryggen til. Det er det, der sker med levende væsener. De finder deres egen vej. Vi vidste det jo godt. Og så regnede det. Så var vi for trætte. Så prioriterede vi noget andet.
Jeg har taget kampen op. Jeg svedte og bandede min frustration ud. Knoklede og kaldte efter en motorplæneklipper. Og tænkte alligevel, at det skulle være f…… løgn. Og vandt.
1-0 til stædighed.
2. september 2014 | den store bunke |
En mælkekasse i bagagerummet på min nye bil? Det er jo ikke særlig classy, men det var det mest praktiske at transportere høsten hjem fra kolonihaven i. Den stod i havehuset, og jeg havde brug for noget stabilt, så hindbærrene ikke behøvede at smaskes i en plasticpose, men kunne stå i den stanniolform, der også var i huset.
Mælkekassen har en fin størrelse. En almindelig klapkasse er faktisk for stor til sådan en mikrobils mikrobagagerum.
Så jeg tror da, den grønne mælkekasse kommer fast bag i bilen. Og HVIS den lille hvide så tror, den er en knallert på havnen, kan den i det mindste føle sig stor i forhold til de andre knallerter.
1. september 2014 | den store bunke |
Mandag har ramt mig i selskab med en tiltagende snue, der prikker helt ud bag ørerne. Det kan tilsyneladende kun blive værre. Jeg er kommet hjem fra arbejde og har meddelt mine roomies, at jeg har brugt dagens ressourcer, er ude af stand til at tage nogen beslutninger, ikke har nogen meninger om eller forslag til aftensmad, ikke vil stille mig på tværs af noget som helst, medmindre dette noget forhindrer mig i at indtage godt og vel halvdelen af sofaen iført et tomt, tåget blik. På deres eventuelle spørgsmål om alt muligt vil jeg bare sige, hvad jeg tror de gerne vil høre. Det er mig ligemeget. Det eneste, jeg har foretaget mig, er at google Kirsten Holst, så jeg nu ved, hvilken af Kirstenerne fra gymnasiet, Knud Holst giftede sig med. Det blev interessant efter dagens lytning til Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store.
Det var det hele. Muligvis vil jeg finde et stykke papir og en pen, så jeg kan skrive det ned, hvis der mod forventning skulle falde mig noget ind, jeg skal gøre. En anden dag, altså.
I kan finde køkkenrullen i sofaen. Sammen med mig.
31. august 2014 | den store bunke |
I går var:
Dobbelt 50 års fødselsdag på Dollerup Mølle, nyistandsat og brugsfærdig til netop denne dag. Det var fest på høje hæle i undersmukke omgivelser, det var forrygende mad, vin, 140 gæster, stemning, musik, taler, indslag, dans.
Der var ikke sparet på noget, og det var godt og festligt med overraskelser undervejs. Som da Frank Hvam blev introduceret og standuppede for fødselarparret og gæsterne. Herligt. Normalt er jeg ikke til Hvam og Klovnkomikken, men i aftes gjorde han det godt og ramte lige der, hvor jeg var godt underholdt.
Da vi ud på natten var trætte af at feste og danse til veloplagt seksmandsband, var det dejligt at kunne ringe efter ældste søn. De er godt givet ud, de gange jeg har kørt rundt med ham til fester hos gymnasiekammerater i oplandet.
I dag er:
Sove længe, sen morgenmad, joggingtøj og bare fødder, grus i øjnene, avis, vasketøj, papirarbejde for den af os, der skal lave momsregnskab. Langsom, langsom dag, hvor jeg klokken halv seks stadig har det, som om den kun er tolv. Jeg bliver muligvis overrasket, når dagen pludselig slipper op for mig, men endnu er det fedt bare at lade mig føre med strømmen af det, der falder mig ind at give mig til. Det vil sige så godt som ingenting indtil videre.
Spændet mellem to yderligheder gav en god balance til weekenden. Og nu skinner solen.
28. august 2014 | At have have, den store bunke |
Hvis jeg nu var sådan en, der lod mig stresse af alle de ting, jeg under normale omstændigheder ville have fået gjort, ville denne sommer og især august have været slem ved mig.
Okay, jeg ER sådan en, der under normale omstændigheder stresser over selvpålagte pligter, jeg ikke får udført.
Men så er det, jeg arbejder hårdt på at lære udenad, at lige præcis dét skal jeg ikke.
Og denne tid er ikke normale omstændigheder. Det er små fire uger siden, vi flyttede ind i ny lejlighed, og vi har stadig ikke tømt alle flyttekasser. Samtidig er der kommet færre timer i døgnet.
Jo, der er!
Jeg vil gerne tømme de sidste flyttekasser og blive færdig, inden halvfærdige og midlertidige løsninger bliver permanente, fordi vi vænner os til altings “indtil videre”-placering. Jeg vil gerne bage lige så mange madpakkeboller til fryseren, som jeg plejer. Jeg vil gerne blogge, læse blogs, læse avis, følge med i verdens gang, spille Candy Crush lige så meget, som jeg plejer. Jeg vil gerne være en nærværende kæreste og mor. Jeg vil gerne bo rent og være i bund med vasketøjet. Jeg vil gerne holde kolonihaven fri for ukrudt, plænen fin og hækken trimmet.
Men det er jo under normale omstændigheder. Og det er det ikke nu, sagde vi. Vi sagde også, at jeg er brandgod til at være præcis dér, hvor jeg er.
Og lige nu er det ved computeren ved langbordet i køkkenet med terrassedøren åben og udsigt til en solbeskinnet gård, hvor svaler og gråspurve kvidrer. Dagens indkøb er endnu ikke stillet i køleskabet, men vaskemaskinen er sat i gang, og om lidt fodrer jeg Ballerupen med gær, vand, mel og hvad jeg ellers finder af dejegnede ingredienser i de store køkkenskuffer, hvor midlertidig allerede er blevet permanent.
På vejen hjem var jeg i kolonihaven. Det er nok haveforeningens mest forsømte. Men vi fik jo en flidspræmie sidste år og ved, at så går der alligevel tre år, før vi kan kandidere igen. Så det er, som det er, og skidt med, at græsset er langt og fyldt med svampe, at det hele er groet til, så man ikke kan se grøntsagsrækkerne mere, at spinaten breder sig som ukrudt, at salaten går i stok, og snerlerne snor sig om alt. Vi kan – og det er det vigtigste – hente løg, gulerødder, rødbeder, pastinakker, salat, kartofler, hindbær, tomater – og faktisk også jordbær, fordi jeg har plantet en tosset sort.
Jeg messer, at jeg er god til at prioritere min tid. Og skrive lister. Så mens Ballerupen ælter dej, skriver jeg en prioriteret to do-liste. Det første punkt er Nyde nuet og udsigten.
