Hvis nogen derude sidder og er brændt inde med et “Hvad sagde jeg?”, “Det skulle de nok have tænkt på noget før”, “Det kunne man have sagt sig selv” eller andet bedrevid, så er chancen der nu til at komme af med det.

Bare kom. Sig det. Vær bedrevidende og bagklog.

For ja, græsset og plæneklipperen er vokset fra hinanden. Når ingen holder opsyn og skrider ind, vokser naturen vildt. De uger – den sommer –, hvor vi havde travlt på stenbroen med flyttekasser og indretning, så græsset sit snit til at stræbe mod himlen, mens vi vendte ryggen til. Det er det, der sker med levende væsener. De finder deres egen vej. Vi vidste det jo godt. Og så regnede det. Så var vi for trætte. Så prioriterede vi noget andet.

Jeg har taget kampen op. Jeg svedte og bandede min frustration ud. Knoklede og kaldte efter en motorplæneklipper. Og tænkte alligevel, at det skulle være f…… løgn. Og vandt.

1-0 til stædighed.