Hvad vi talte om over aftensmaden

Hvor mange undervisningsmoduler 3.g’eren har tilbage i gymnasiet. Nogensinde.

Fennikel.

Hvor i Spanien gymnasiets spanskhold plejer at tage hen på sprogrejse.

Hvordan det går med at øve lancier til galla om halvanden uge.

Maden. Vi husker altid at rose maden.

Hvem man er på naturlig krammer med, og hvem det er grænseoverskridende at kramme.

Som direkte følge heraf: Håndtryk. De gode faste og de vattede. Om at “træde ind i et håndtryk”.

Et hagl i rådyrbiksemaden.

Dronningens besøg i Viborg i dag og hendes hat i særdeleshed. Den lignede skålen fra et agern. Med stilk. I blå.

Noget jeg sagde (“Nu lyder du som mormor!”).

Uregelmæssige bøjninger i dansk, formuleret af en chilensk flygtning.

At man ikke må sige “i sommers”. Aldrig.

At ingen af os tog hverken ketchup eller HP-sauce til biksemaden.

Hellere skabsbøsser end bøsseskabe

De sidste tre gange, jeg har ydet flyttehjælp, har det været for jægere. Jægere har våbenskabe. De er tunge. Det er noget med 130-150 kg, og flyttekammeraterne – som også tit er jægere – stønner og puster og prøver at undgå at være i nærheden, når der skal tages fat. Våbenskabe står nemlig tit inderst i kældre eller på førstesale, og det har noget med sikkerhed at gøre. Hvis der er unge ’knejter’ med, der bare tror, at våbenskabe er en smal sag, bliver de sat til at tage fat, og så er de nok ikke så kålhøgne næste gang.

flytte1

Jeg havde selvfølgelig ikke fat i våbenskabene – der var to! – denne gang heller, det er jo en opgave for rigtige mænd med muskler, men det kan da godt være, vi næste gang godt vil flytte for nogen, der har lidt lettere ting.

Til gengæld har jægere tit ting, der ikke sådan lige kan puttes i flyttekasser. Kuduer, for eksempel.

flytte2

Bededag i billeder

Bededag1

Yngsten fylder 19 år i dag og blev forkælet med brunch og gaver, inden han sov nogle flere timer efter nattens bytur og senere tog ud og blev fejret hos farfamilien.

Bededag2

Vi valgte et 3-i-1-æbletræ til kolonihaven. Malus domestica. Det betyder bare almindeligt æble. Familietræ. Det betyder, at Guldborg, Discovery og Rød ananas bor sammen. Det skal nok blive godt. Først skal det plantes, og så må vi hellere få købt sådan en æblekurv til at have æblerne i.

Bededag3

Pludselig lå der en kæmpestor Yankiebar på terrassen. Med sol i ansigtet og bog i ørerne.

Bededag4

Vestergade har hængt sommerpynten op igen.

Bededag5

Jeg slog græsset for første gang i år og slog en pind i jorden der, hvor familietræet skal plantes. Så drak jeg kaffe og slog bolsjer ihjel i Candy Crush. Tiden slog jeg også ihjel. Ellers slår jeg ikke.

Det var en rar fredag.

Når ord smutter væk

Når man bliver gammel, og tankerne kører på pensionistbillet inde i hovedet uden præcise mål og retninger, sker det, at ord får lagt sig ned i skuffer, som er svære at åbne igen.

I en telefonsamtale er min mor og jeg kommet ind på noget med sygdom og medicin, og hendes ordforråd snigløber hende.

Hvad er dét udtryk… når man skal rende på wc ustandseligt?

Øh… inkontinens?

Nej, når man får piller…

Øhh… blærebetændelse?

Nej…

Øhhh… så ved jeg det ikke..?

Pludselig kommer det til hende:

Vanddrivende!!

Figurløb… som om det var noget nyt

I Natholdet i aftes med Niels Hausgaard som medvært så jeg et klip om en figurløber, altså en løber der lavede sine ruter, så satellitoptegningen kom til at forestille noget. En giraf, en gris og så videre.

Det er da ikke nyt. Det har jeg da tit gjort. Se selv.

Frankrig

FigurFrankrigKarlsvognen

FigurKarlsvognen

Ostehøvl

FigurOstehoevl

Båndsalat

FigurBaandsalat

Kyllingelår

FigurKyllingelaar