Udpluk #32

  • Kommer håndtrykket tilbage? Jeg ved det ikke. Ikke i samme omfang som før, i hvert fald, og dermed bliver det endnu sværere at få lært et ordentligt, fast håndtryk. Omtalt i det syvende punkt i dette gamle indlæg fra for godt fire år siden, da yngsten stadig boede hjemme.
  • Hele selvsamme gamle liste over, hvad vi talte om over aftensmaden, understreger i øvrigt, hvorfor det var sådan en sand påstand, jeg indtil for nylig havde stående på min bogstavtavle.
  • I relation til et andet punkt på listen kan jeg afsløre, at jeg ikke savner at måtte kramme. Jeg er ikke et kramme-til-højre-og-venstre-menneske, og nu kan jeg slippe, uden at det bliver akavet.
  • Jeg er træt af udtrykkene ’… under coronaen’ og ’… på grund af corona’ i almindelighed og i særdeleshed af konsekvenserne af bemeldte virus. Alt det vi ikke kan, og nærmest har vænnet os til, at vi ikke kan.
  • Men jeg vil godt ud at rejse. Og ikke kun til tilladte Grækenland og Italien med mundbind. Jo, det vil jeg også gerne – bare uden mundbind, men jeg har to brændende ønsker til destinationer, som jeg sådan ønsker snart kunne gå i opfyldelse. Jeg vil besøge min kusine i Belgien og min veninde i Australien, og begge steder er totalt no-go uden udsigt til ændringer.
  • Jeg har været til MUS i dag. Og man skal huske, at man ikke må sige MUS-samtale, fordi s’et står for samtale. Så ville det jo være medarbejderudviklingssamtale-samtale. Det gik øvrigt fint. Jeg udvikler mig, som jeg skal, var vi enige om.
  • Sofaen kalder.
Udgivet i Udpluk - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Hvad vi talte om over aftensmaden

Hvor mange undervisningsmoduler 3.g’eren har tilbage i gymnasiet. Nogensinde.

Fennikel.

Hvor i Spanien gymnasiets spanskhold plejer at tage hen på sprogrejse.

Hvordan det går med at øve lancier til galla om halvanden uge.

Maden. Vi husker altid at rose maden.

Hvem man er på naturlig krammer med, og hvem det er grænseoverskridende at kramme.

Som direkte følge heraf: Håndtryk. De gode faste og de vattede. Om at “træde ind i et håndtryk”.

Et hagl i rådyrbiksemaden.

Dronningens besøg i Viborg i dag og hendes hat i særdeleshed. Den lignede skålen fra et agern. Med stilk. I blå.

Noget jeg sagde (“Nu lyder du som mormor!”).

Uregelmæssige bøjninger i dansk, formuleret af en chilensk flygtning.

At man ikke må sige “i sommers”. Aldrig.

At ingen af os tog hverken ketchup eller HP-sauce til biksemaden.