Undtagelsestilstand

Selv om huset skal i undtagelsestilstand, kan man godt gøre undtagelser.

Og fordi hele stuen, også hyggen, lige om lidt bliver pakket ned og væk (fordi rør), har jeg stillet sådan en lille, hyggelig undtagelse i en solstråle i køkkenvindueskarmen.

Jeg tog mig endnu en gravedag i kolonihaven i dag, for det skal jo også gøres, og jeg følte mig ikke rigtigt klar til starte på nedpakningen i dag. Men i morgen…

Solen skinnede, jeg har fået farve i kinderne, og jeg er næsten færdig med at grave. Og så tog jeg tulipaner med hjem. Jeg ved ikke, om de springer ud, eller de alligevel er plukket lidt for tidligt. Men så er der flere, hvor de kommer fra. Og vasen kom også i undtagelsestilstand: Hele stuen kommer i kasser, undtagen vasen.

Tulipanerne bliver røde, og bladene knirker, som friske tulipaner skal.

I mit vindue.

Reception i Fjand, bogen om Illeborg

Vi har været til bogreception i Fjand i dag, og sikke en dag. Det var det allerdejligste solskinsvejr at præsentere resultatet af flere års arbejde i. Bogen hedder “Bønder og badegæster” og handler om gården Illeborg i Fjand ved Nissum Fjord i Vestjylland. Forfatteren er Mikael Bramsen, og i dag samlede han 30-40 mennesker, som har bidraget til den på den ene eller den anden måde, til en virkelig, virkelig fin eftermiddag på Illeborg. Morten og jeg har blandt andet bidraget med den grafiske opsætning, derfor var vi med. Jeg har skrevet lidt om vores del af det, her og her, men ventet med at råbe min begejstring over det færdige resultat ud mod alle verdenshjørner, til barnet var helt officielt.

Og det er det nu. Der var tale og tak i klaverstuen, alle var begejstrede og bevægede, og der var åbent hus, traktement og summende snak rundt i gårdens stuer.

Hvordan fortæller man – kort, hvad der gemmer sig i en bog på 264 sider med mere end 450 billeder? Det havde vi brug for at gøre i en anden sammenhæng, og det gjorde jeg sådan:

Badehotellets” fiktive univers findes i virkeligheden

Danmarks badehoteller havde deres storhedstid i starten af 1900-tallet, hvor det var forbeholdt de økonomisk mest velstillede borgere at holde ferie ved havet. I disse år søger mange tilbage til denne ferieform, og derfor er TV-serien “Badehotellet” blevet så stor en succes.

Seriens ferienostalgi afspejler en tidsånd, som de fleste kun kender fra TV2’s populære fiktion. Men ved den jyske vestkyst findes et sted, hvor virkeligheden overgår fantasien. Det er dette sted, Mikael Bramsens bog “Bønder og Badegæster” handler om.

Illeborg er en strandingsgård i Fjand, på kanten af Vesterhavet. Fiskeri, strandingsgods og landbrug udgjorde en hård og beskeden levevej for Illeborgs beboere, familien Græm.

I 1919 kom Mikael Bramsens bedsteforældre, et direktørpar fra hovedstaden, til egnen på badeferie og blev indkvarteret i strandingsstuerne på Illeborg, fordi der var optaget på badehotellet i Bjerghuse. Det blev starten på et livslangt venskab mellem to meget forskellige familier og kulturer, de københavnske bedsteborgere og de fattige vestjyske bønder. Familien Bramsen fortsatte, i alle ferier i skiftende årstider, med at komme tilbage til gården i Fjand.

Mikael Bramsen, der ejer og bor på Illeborg i dag, fortæller gårdens og egnens historie, om de barske levevilkår i en fattig egn i Vestjylland. Samtidig er bogen en slægtsfortælling om hundrede års tilknytning og kærlighed til vestkysten og gården Illeborg i Fjand.

Så altså, bogen er både en fortælling om selve gården og om de mennesker, den har rummet gennem tiden. Et udvidet familiealbum, kan man sige.

Jeg er simpelt hen så pavestolt af den bog. Det er først og fremmest Mikaels værk, men jeg synes virkelig, at alle der var med i dag, skal være stolte.

Louise Bramsen, Mikaels farmor, der kom til Illeborg første gang for hundrede år siden.

Cava på Plaça Reial

Det her mindebillede gav Facebook mig i dag. Det er fire år siden, jeg lagde det op med et “Aaahhh” og en række hashtags, #cavapåplacareial #godedageibarcelona #kærestetid. Jeg kan tydeligt genkalde mig solen og varmen, som vi sad der på cafeen i hjørnet af pladsen og bare nød livet, hinanden og perlende kold cava, mens vi holdt øje med duerne, der sad på udhænget over os, og som vi nødigt ville skides på af, mens en lille sortklædt mand gav et nummer med kastagnetter for os og de andre turister.

Århh, der ville jeg gerne teleportere mig hen. Bare en times tid. Det VAR gode dage i Barcelona.

I stedet nyder jeg mit sofahjørne hjemme i forstæderne. Det er en af de sidste normale aftener, inden vi på søndag-mandag-agtigt begynder at pakke stuen i kasser og sætte møbler i container. Fordi rør.

Jeg har stadig ingen ide om, hvor lang tid det tager, hvornår verden bliver normal igen, og hvornår jeg igen kan indtage sofahjørnet, til den tid på nyt stuegulv. Men det varer jo ikke for evigt. Og på et tidspunkt kommer der solskin, og man behøver ikke tage til Plaça Reial for at drikke cava, det kan man også i Viborg.

Tror lige jeg rejser mig fra hjørnet og tjekker, hvad vi har. Inden alting skal pakkes ned.

Så er den gal igen

Ja, det er ikke kroppen, den er gal med. Jeg har ikke gravet mig i stykker. Jo, jeg har gravet i dag, men min krop har tilsyneladende vænnet sig til, at det er sådan noget, jeg byder den i øjeblikket – og accepteret det.

Nej, det er hovedet, vi skal koncentrere os om i dag. Mere præcist indersiden af hovedet. Mens jeg gik og gravede i haven, blev jeg færdig med min aktuelle lydbog. Det var Michael Katz Krefelds Mørket kalder, fortalt af Thomas Gulstad. Efter en række spring i andre retninger nappede jeg en krimi igen, og det var et godt valg på det rette tidspunkt. Men nu er den slut, og jeg er usikker på, hvad jeg skal hente som den næste.

Inspirer mig. Jeg er ikke fikseret på en bestemt genre, men det skal være en lydbog, og den skal være tilgængelig på Mofibo eller eReolen.

Hvad skal jeg loade og lytte?

I øvrigt ligger der altid på bloggens forside et billede den bog, jeg er i gang med. På computerskærmen ligger den ude til højre, på mobiltelefonen helt nede i bunden. På den måde har jeg selv et kartotek over læste bøger liggende ude bagved.

Min spejlingsteori

Jeg har jo døjet noget med de kropslige konsekvenser af min havegravning sidste weekend. Der har været dage, hvor jeg har haft konstant ondt i højre balde, og nætter, hvor jeg er vågnet hver eneste gang, jeg ville vende mig. Alt sammen på grund af uvant, ensidigt arbejde, helt bogstaveligt.

Det er naturligt for mig at sætte venstre hånd på håndtaget, træde spaden ned med højre fod og løfte den fortrinsvis med højre arms kræfter. Men da jeg som barn og ung hakkede roer hjemme på markerne, kunne jeg ubesværet skifte mellem højre- og venstregreb på hakkejernet. Mest for at blive jævnt solbrændt, ganske vist, men pointen er, at jeg var i stand til at spejlvende.

I går lagde jeg et foto med dette motiv på de sociale medier ledsaget af teksten: “I dag spejlvender jeg sidste søndag. Jeg gør det samme som jeg gjorde for en uge siden, bare med venstre hånd forrest og venstre fod på spaden. Målet er at smadre venstre side af kroppen til samme niveau som højre, der har smertet hele ugen. Så udligner det ene det andet, og alting vil være i balance. Er min teori. Spørg mig på tirsdag – den grusomme andendag, om teori trumfer praksis.”

Det er tirsdag i morgen. Indtil videre tyder alt på, at teorien holder. Jeg sover om natten, og jeg har ikke ondt, og det ser ikke ud til at blive værre. Minus gange minus giver plus. Det er bevist ved deduktion.

Jeg er endda så overbevist, overstadig og muligvis overmodig, at jeg godt kunne finde på at tage en pose havetøj med i morgen og afslutte arbejdsdagen med at udfordre selveste andendagen med spaden ved hånd og fod.

Venstre, vel at mærke.