11. november 2015 | den store bunke |
For tiden lytter jeg til Lisa Genovas Stadig Alice. Den er opslugende, tankevækkende og fantastisk velskrevet. Den handler om Alice, der er professor i psykologi og sprog ved Harvard University. Hun er begavet, skarp og højt respekteret, og hendes eksistens og selvbillede er i høj grad forbundet med hjernens arbejde. Som 50-årig bliver hun diagnosticeret med præsenil Alzheimers efter i nogen tid at have slået begyndende glemsomhedstegn hen med grunde som for meget arbejde, for lidt søvn og overgangsalder.
I den følgende tid bliver der flere og flere huller i hendes hukommelse, hun må holde op med at arbejde, og hendes hjerne skrider mere og mere. I takt med hendes mentale opløsning kæmper både hun selv og hendes familie med at erkende og acceptere sygdommen. Ord forsvinder fra hendes sprog, og hun får sværere ved at klare sig selv. Sommetider kan hun ikke genkende sine nærmeste, hun farer vild og kan ikke huske, hvad der er sket for et øjeblik siden. Med tiden bliver de tomme pletter i hjernen større end de virksomme områder.
Jeg er opslugt og berørt, når jeg sidder i min bil på vej til og fra arbejde med lydbogen i højttaleren. Jeg kører med en knude i maven og glemmer næsten at trække vejret. Det er så levende og illustrativt beskrevet, og det er så nemt at sætte sig ind i det mentale forfald, som Alice gennemlever, og selv gennemleve hendes usikkerhed og kvalme, når det i glimt går op for hende, at noget er helt galt, mens hun stadig er i stand til at sætte ord og tanker på og stadig i stand til erkende, at hun ikke længere er den, hun var. Og at det er en fremadskridende nedbrydning, som intet kan standse.
Kunne det være mig? Kan det blive mig? Er jeg disponeret? Det er nærliggende at analysere egne små glemsomheder og vurdere, om det bare er normale distraktioner eller de første tegn på en sygdom, der invaliderer mentalt. Låste jeg bilen? Hvad hedder det nu? Hvor lagde jeg? Har jeg allerede sagt det? Hvad gik jeg herind efter? Og hvordan ville jeg reagere, hvis det ramte mig? Hvordan ville jeg håndtere det, hvis det ramte nær mig?
Mange kender nogen, der er ramt af Alzheimers, og denne roman er god at få forstand af. På hvordan sygdommen påvirker både patient og pårørende, og på hvad det egentlig er, der gør et menneske og dets personlighed. Læs den.
Bogen er filmatiseret med Julianne Moore, der fik en Oscar for sin præstation som Alice. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg skal ikke se den endnu. Min oplevelse af bogen skal falde på plads først.
7. november 2015 | den store bunke, Over aftensmaden |
“Du er den eneste af jer søskende, som har et navn, der stadig er moderne”, sagde Lasse til Morten, da vi spiste aftensmad.
De tre andre har navne, som børn født i 50’erne og 60’erne fik. Der er ikke mange små nye verdensborgere, som får de navne i disse år, men Mortener møder man i alle aldre, så Lasses tanke er rigtig nok.
Men selv om man har et klassisk og tidløst navn, kan man godt være utilfreds.
“Det var nu ikke altid så sjovt at hedde Morten, når folk kaldte mig Morten Mindstemand. Og Morten Hare…”
“Nå, men der fandtes i det mindste ikke et rim med dit navn, så du behøvede ikke at stå ved tavlen og lide, mens dine klassekammerater (på lærerindens opfordring) gjaldede hele “Birgitte Birgitte Begøje…”, inden du fik lov til at gøre det, du var blevet kaldt til tavlen for at gøre!”
“Tss”, sagde den 18-årige, “der er jo en hel ordbog, der rimer på Lasse!”
“Årh, hvad”, sagde den 12-årige, “der er ingen af jer, der har et navn, hvor man fjerner ét bogstav, og så står der Strid…!”
Det er åbenbart noget, alle skal igennem, det der med at være halvutilfreds med sit navn. Og man kan åbenbart gøre ethvert navn til et drillenavn.
Men sådan i det store er vi vist meget godt tilfredse, alle fire. Ellers findes der jo numerologer.
6. november 2015 | den store bunke |
“Folk der arbejder, skal sørge for ikke at arbejde om lørdagen”, sagde min mor i telefonen.
Det var ikke hovedemnet i vores samtale, men vi nåede dertil ad en tangent, fordi det under snakken gik op for hende, at det er fredag, og at der venter en weekend forude og dermed fridage for mig. For hende – og for andre, der ikke er i skolesystemet eller på arbejdsmarkedet – er der ikke den store forskel på hverdage og weekenddage.
Og så var det, hun kom til at tænke på konklusionen på en undersøgelse, hun havde læst om i avisen eller set i fjernsynet. Travle folk skal huske at holde fri, når de har fri. Altså lade være med at arbejde hjemme og på den måde mindske risikoen for at blive stressede.
Det vidste vi godt. Intet nyt under solen der.
Men det ledte os ind i en snak om, hvad det er for noget arbejde, man skal holde sig fra. Er havearbejde arbejde, og må man grave sin have om lørdagen? Er rengøring arbejde? Hvis nu – altså HVIS nu – man syntes, rengøring var den fedeste måde at slappe af på, måtte man så godt gøre hovedrent i hele hytten – altså HVIS? Der er jo nogen, som har de ting som deres travle, lønnede beskæftigelse.
Selvfølgelig ved vi godt, hvad det handler om, og hvem det er, der skal geare lidt ned med hvad, og huske at koble fra, så deres motor ikke brænder sammen. Og vi blev enige om, at det må være op til hver enkelt, hvad han eller hun slapper bedst af med, og folk må lave havearbejde eller hovedrengøring, som det passer dem. Sådan er vi så kloge, mor og jeg. De kunne bare have spurgt os, inden de bekostede den undersøgelse.
Og for en sikkerheds skyld gør jeg, som mor siger. Jeg har haft travlt i denne uge, og i morgen er det lørdag. Det er bedst, hvis jeg holder mig fra både havearbejde og rengøring.
5. november 2015 | den store bunke |
- Min gadgetlast er Candy Crush. Det er min lille pause med afslapning. Jeg er nået til niveau 694.
- Jeg spiser aldrig bananer, rosenkål, bladselleri og gule ærter. Aldrig.
- Jeg var et overnysgerrigt barn og kunne læse, inden jeg begyndte i skole.
- Jeg er bedre til at se tilværelsen i fragmenter end i helheder.
- Den bedste mad i verden er nybagt brød med smør og ost.
- Når jeg er ved at blive syg, klør det et bestemt sted mellem skulderbladene, et halvt døgn før nogen andre symptomer viser sig.
- Når jeg ser op mod solen, nyser jeg.
- Jeg har to storebrødre, og det var ikke meningen, mine forældre skulle have flere børn.
- Jeg er flyttet fjorten gange.
- Min mormor var 33 år, da hun fødte min mor. Min mor var 33 år, da jeg blev født. Min datter blev født på min 33 års fødselsdag.
- Alle mine ejendele har en historie, og jeg er dårlig til at smide ud.
- Jeg rykker først lang tid efter alle andre. Firstmover? Nej. Sixtysecondmover? Snarere.
- Mit døbeefternavn er Sørensen. Derfor bliver jeg kaldt BS i nogle af mine sammenhænge.
- Jeg har altid drømt om at flyve i ballon. Det er ikke for sent.
- Hvis jeg kunne stå op to timer senere og gå to timer senere i seng, end verden kræver af mig, ville det være perfekt. Det, der i stedet sker, er, at jeg går to timer senere i seng og er nødt til at stå op, når verden kræver det.
4. november 2015 | den store bunke |
Da vi flyttede ind i lejligheden med højt til loftet og udsyn til himlen, havde vi flere arbejdspladsplaceringer i spil. Hvilket hjørne, hvilket rum? Vi endte med at sætte arbejdsbordet i soveværelset, som er stort og rummeligt, så der har vi to fine arbejdspladser ved siden af hinanden. Der er masser af stikdåser til alle vores gadgets, gode arbejdslamper, gode kontorstole, fred og ro.
De pladser bruger vi til at stable papirbunker, lægge ting, som er i transit, og slænge tøj, som ikke er helt modent til vasketøjskurven. Der er faktisk sjældent plads til laptops. Der er også tit for koldt i rummet.
Der er meget hyggeligere i køkkenet, jo. Det store lyse rum, som er omdrejningspunktet i de fleste aktiviteter. Hvor vi samles, laver mad, spiser, snakker, opholder os, går igennem næsten uanset hvor vi er på vej hen i lejligheden. Vores computere ender næsten altid i den ene ende af det lange spisebord – så der stadig er plads til at spise i den anden ende. Stolene er uegnede som kontorstole, og der er ingen fred og for få stikkontakter. Men der er varmt og hyggeligt. Sommetider er der også blomster.
