Femten stykker fakta

  • Min gadgetlast er Candy Crush. Det er min lille pause med afslapning. Jeg er nået til niveau 694.
  • Jeg spiser aldrig bananer, rosenkål, bladselleri og gule ærter. Aldrig.
  • Jeg var et overnysgerrigt barn og kunne læse, inden jeg begyndte i skole.
  • Jeg er bedre til at se tilværelsen i fragmenter end i helheder.
  • Den bedste mad i verden er nybagt brød med smør og ost.
  • Når jeg er ved at blive syg, klør det et bestemt sted mellem skulderbladene, et halvt døgn før nogen andre symptomer viser sig.
  • Når jeg ser op mod solen, nyser jeg.
  • Jeg har to storebrødre, og det var ikke meningen, mine forældre skulle have flere børn.
  • Jeg er flyttet fjorten gange.
  • Min mormor var 33 år, da hun fødte min mor. Min mor var 33 år, da jeg blev født. Min datter blev født på min 33 års fødselsdag.
  • Alle mine ejendele har en historie, og jeg er dårlig til at smide ud.
  • Jeg rykker først lang tid efter alle andre. Firstmover? Nej. Sixtysecondmover? Snarere.
  • Mit døbeefternavn er Sørensen. Derfor bliver jeg kaldt BS i nogle af mine sammenhænge.
  • Jeg har altid drømt om at flyve i ballon. Det er ikke for sent.
  • Hvis jeg kunne stå op to timer senere og gå to timer senere i seng, end verden kræver af mig, ville det være perfekt. Det, der i stedet sker, er, at jeg går to timer senere i seng og er nødt til at stå op, når verden kræver det.

Ordtennis

Dem der laver informationstavlerne i Randers Regnskov har en fest. De formidler fakta om dyrene og jonglerer overskrifterne op til trætophøjder.

Regnskoven

Lyles flyvende hunde er nogle værre banditter. Man ser det i overskriften på lang afstand. Slemme dem. Man må hen og læse.

HUN VIL HA’ EN HÅNDVÆRKER. Rubrikken lokker til at læse om væverfuglene, hvor der stilles store krav til hannens evner til at bygge en holdbar rede.

HÆNG UD MED NATHOLDET. Her kan man kigge ind i den hule, hvor nataberne sover.

Det er sjovt. Jeg gad godt have været med på tekstholdet