Særlig talt

Det klør på min ryg og har gjort det siden i går. Måske er det bare tør hud eller noget tøj, der irriterer. Eller. Eller. Eller. Det kan være mit helt særlige tegn på, at der er en forkølelse på vej.

Så længe jeg kan huske, har jeg haft det sådan, at når det klør et specielt sted mellem mine skulderblade med en kløe, der ikke kan kløs væk, er det signal om, at det trækker op til sygdom.

For halvandet år siden fejrede Morten og jeg nytår i Paris. Romantisk var det. Vi boede i en hyggelig etværelses i Maraiskvarteret og havde bestilt bord til nytårsmiddag på en noget over middel restaurant. Dagen før nytårsaften mærkede jeg kløpletten på ryggen, og jeg oplyste Morten om, at jeg var under angreb, og at jeg ville blive helbredsudfordret næste dag. Aaaarhh!?, mente han. Kunne det nu passe, at jeg sådan kunne forudsige dét – uden andre indikationer end noget, der kløede på ryggen? Jeg fastholdt, jeg vidste det jo. Og ganske rigtigt: Næste dag på Montmartre trak det mere og mere sammen i mit hoved og i min krop, og jeg var træt og ømmusklet. Vi tog tilbage til lejligheden, og nytårsaften blev sådan, at i stedet for den fine restaurantmiddag gik Morten ud og købte brød, ost og vin, som vi indtog på sengekanten, og eftersom han skjult i sin kuffert havde medbragt både serpentiner, knallerter og skralder hjemmefra, blev det alligevel en hyggelig, om end anderledes end forventet nytårsaften i Paris. Jeg trodsede sygdommen sent på aftenen, og vi nåede op fra metroen til et illumineret Eiffeltårn et par minutter i midnat.

Men altså, det er, hvad den kløplet varsler. Jeg taler ikke så meget om det, for folk – selv min mor – kigger underligt på mig, når jeg nævner fænomenet, og jeg har aldrig mødt nogen andre, som har det på samme måde, eller bare har hørt om det. Jeg føler mig sådan lidt hekseagtig. Eller som en keltisk druide.

Jeg er nu lidt i tvivl denne gang. Kløen er ikke helt præcist, hvor den skal være, så det er nok bare noget tøj, der har irriteret huden. Skal vi ikke satse på det?

Min særlighed har jeg jo stadig. Helt selv.

Jeg har forresten én til. Jeg kan ikke lide bananer. Det kender jeg heller ikke andre end mig selv, der ikke kan.

Med på noderne

Det der fine lys om morgenen, når solen bryder igennem disen, står op over skoven og spejler sig i en blikstille Tange Sø. Kaffe i thermokoppen. Lydbog. På vej til dagens dont.

Jeg hører Donna Tartts Den lille ven. Ann-Britt Mathisen har indlæst, og hun er den lydbogsoplæser, som har været tættest på at få mig til at opgive en bog. Umotiverede pauser i sætninger, tryk forkerte steder, deciderede fejludtaler så sætningerne kun vanskeligt opfattes i deres helhed, vejrtrækning, alt for ens stemmer og intonationer til romanens personer, så jeg ikke kan opfatte, om det er den tiårige pige eller den aldrende bedstemor, der siger noget – de lyder alle som midaldrende overklassedamer med pagehår og brillerne nede på næsen. Det er ærgerligt. Jeg holder ved lidt endnu, for jeg vil faktisk gerne læse bogen.

bilradio

I morges lod jeg hende overtrumfe af U2. Det album, som alle i hele verden med en iTunes-konto i forbindelse med lanceringen af iPhone 6 kan hente gratis. Det har jeg også gjort, for jeg er med på noderne. Jeg forstår så knapt, hvad U2 skal tjene deres penge ved, når de bare forærer deres ting væk, men det har de sikkert tænkt over.

Der blev mærkbart mere fest i kabinen, da jeg slog over på musikken og skruede op. Kroppen rockede, kaffen smagte lidt bedre, solen skinnede lidt klarere, jeg blev faktisk også lidt yngre. Det var en god og glad morgen. Det er godt at have valgmuligheden.

5006-kilometervask

Det er uhørt. Fremmed. Sært. Nyt. Usædvanligt.

Hvad, hvad? Ja, at: 1) Jeg har haft den lille ny i ni en halv uge og har allerede kørt fem tusind kilometer og 2) Jeg har allerede vasket den for tredje gang.

Den samme distance rakte til trekvart år i min gamle bil, og det ville tage omkring fire år at få den vasket lige så mange gange.

The Times They Are sandelig a-Changin’…

bilvask

Her er den, den lille, efter en omgang med både fælgrens, insektfjerner og standardvask. Noget dyrere i vask end Hvide T var. En af dagene må jeg have den kørt ind under balkonen og kaste en forlængerledning og en støvsuger ud over balustraden, så den også kan få en omgang indvendigt. Der er jeg nemlig bagud. Der er græs og alt muligt på måtterne.

Men se da lige, hvor den skinner. Så man kan spejle sig.

Jeg skal lige lære det

Her er min nye thermokop. Til at have morgenkaffe med på turen til arbejde, hvis jeg ikke lige når den, inden jeg kører, og det gør jeg tit ikke. I dag debuterede koppen, og allerede i dag lærte jeg noget: Jeg kan snildt vente, til jeg passerer Rødkærsbro, med at tage den første slurk.

Det var learning by doing. Forreste del af min tunge er så godt som brændt væk, og mit fødeindtag de næste mange dage vil helt sikkert minde mig om min nye indsigt.

Det er jo ikke koppens skyld. Det er brandgodt, at den kan det, den skal. Jeg skal bare lære at administrere det.

thermokop

Forråd

spinatavl

Her er en trillebør fuld af halvdelen af havens spinat. Jeg har fået sået sådan en slags spinat, som ikke går i stok, men bare gror og gror, indtil frosten kommer, og som vist også kan overvintre ude. Men det skal den ikke. Ikke som udgangspunkt, i hvert fald. Det kan godt være, jeg skifter mening, når jeg alligevel ikke får gjort noget ved resten. I dag hev jeg halvdelen op og satte mig med en lydbog i ørerne og en saks i hånden og klippede bladene af. Der gik op mod to timer med det, og jeg var svært glad for, at jeg ikke havde høstet det hele, nu jeg var i gang.

Nu ligger der en pose med over to kilo frisk spinat i køleskabet. Jeg har læst mig til, at det kan blancheres og fryses ned, så det er det, jeg gør i morgen.

Kartoffelhøsten er ovre. Egentlig havde jeg ikke en fornemmelse af, at vi var bagud med det. Jeg har været så lidt i haven, at jeg ikke engang har fulgt med i, hvor langt naboerne er, men jeg kiggede tilbage her på bloggen og opdagede, at vi var en uge tidligere med kartoffeloptagningen i fjor. Der kan jeg også se, at høsten ikke er specielt meget mindre i år, hvad jeg egentlig troede. Kartoflerne er kulet ned i flamingobøtten, og her kan man se en film om, hvordan det er at være en kartoffel dér.

Jeg kunne nemt piske mig selv med, hvad jeg ikke har nået i haven endnu. For eksempel at plante jordbærstiklingerne ud. Lige dét er det vist ved at være noget sent med, men jeg er altså nødt til at have ryddet et stykke jord for alt det ukrudt, som er blevet knæhøjt, mens jeg vendte ryggen til. Men jeg vil godt bede om fritagelse for det der piskning, – jeg gider det ikke. Jeg synes, jeg har været dygtig i dag.

Vi er også ret dygtige til at dyrke rødbeder. De er så store, at jeg måske er nødt til at regne avlen i rummeter. Jeg tog et par stykker med hjem (til sammenligning er skoen på billedet størrelse 39), og planen er at vi skal lave rødbedesuppe i morgen. Jeg håber, vi kan lide det, for  vi er nok nødt til at lave det igen og få brugt flere rødbeder.

roedbeder