12. september 2014 | den store bunke |
Så havde jeg jo lavet de her etiketter til krydderiglassene.
Og tænk engang: den emsige sprogrevser har lavet en fejl!! Det blev påpeget af medlæsende datter, som er hjemme på weekend. “Jeg så billedet, og estragon var stavet forkert, syntes jeg… men du plejer jo at have styr på det, så jeg undersøgte det ikke”, sagde hun. Morten havde tænkt det samme. Jeg kiggede på glassets egen etiket. E-S-T-R-A-G-O-N. Hm. Buuuuh!
Men jeg var alligevel nødt til at tjekke det på min all time yndlingshjemmeside ordnet.dk/ddo. Der står “ estragon substantiv, fælleskøn. Og så står der lige bagefter: nu uofficiel, men almindelig stavemåde: esdragon
Jeg bekender mig tilsyneladende til den uofficielle stavemåde. Men jeg vil naturligvis lære mig den officielle herefter. For er der regler, skal man følge dem. Derom enedes jeg i går med min unge kollega, som er en lige så stor sprognørd som jeg. Al den valgfrihed, som er indført i retskrivningen, gider vi ikke. Når man for eksempel tillader valgfrihed mellem ’inden for’ og ’indenfor’, er det bare et udtryk for, at man har opgivet dem, der ikke kunne finde ud af reglerne, og sagt, at “nåm’n, så må I bare gøre, som I selv vil”. Og som kollegaen siger, så er det jo ikke længere flot, når man godt kan finde ud af det.
Estragon, estragon, estragon, estragon.
9. september 2014 | Køkkenskriverier |
Vores krydderier står i en udtræksskuffe ved siden af komfuret. I en måned har vi, hver gang vi skulle krydre, løftet glas efter glas op for at se etiketten, indtil vi fandt det krydderi, vi ledte efter. For nogen af de andre kokke har altid flyttet rundt på dem, siden vi sidst havde fat i dem, og byttet paprika ud med gurkemeje og esdragon med cayennepeber. Santa Maria, hvorfra hovedparten af vores krydderpark kommer, har ikke gjort sig ulejlighed med at lade dem adskille sig set fra luften. Chefdesigneren har tænkt, at det så brandgodt ud, hvis de alle sammen havde ens blå låg.
Nu har jeg gjort noget ved det. Et ark selvklæbende papir i printeren, en skalpel og tungen i mundvigen, og se, nu er det klart for alle matriklens kokke og kokkeføl, hvad der befinder sig hvor. Jeg har tydeligvis prioriteret hastighed over præcision, da jeg skar ud, men skidt med det. Det fungerer præcis så godt, som jeg havde forestillet mig.
8. september 2014 | den store bunke |
Jeg kunne godt være væltet nu. Eller have trukket panden helt ned over næseryggen af olmhed. Jeg kunne også have sat mig ned og vrælet lidt.
Et eller andet sted helt inde gør jeg det hele, og det her er i virkeligheden mest en ihærdig indsats for at puste overlevelseskarma i min egen retning.
Men hvad er der da sket??
Jo, jeg kom hjem til flytteafregning fra min gamle lejlighed. Jeg havde nok regnet med, at det gik sådan nogenlunde lige op med det, jeg betalte i indskud for seks år siden. Håbet, i hvert fald. Måske med en lillebitte smule efterbetaling. Under alle omstændigheder havde jeg ikke forudset et tilgodehavende til landlord på, hvad der svarer til en uges charterrejse sydpå for hele familien med halvpension og leje af bil, toldfrie indkøb og tre af rejseselskabets udflugter.
Så er den lejlighed da også gjort i stand. Af kontinentets dyreste maler, forekommer det mig. Det har sikkert været prisen, men det var ikke lige det, jeg havde ventet, da jeg kom hjem med sol i sindet og tømte postkassen.
Men jeg står endnu. Jeg vil ikke vælte, selv om jeg ikke kan se, hvornår jeg kan have genereret så meget overskud, at kassekreditten står i plus igen. Vi har trukket det gammelkendte kort frem, Morten og jeg. “Det skal nok gå”, har vi sagt besværgende til hinanden. Det har vi gjort før, og kortet er lidt slidt og knækket i hjørnerne, men det virker endnu. Det skal det jo.
På et eller andet tidspunkt viser der sig en besparelse på at være flyttet sammen, og jeg kan være sparsommelig, ja, ligefrem nærig og påholdende, hvis det skal være. Rejse skulle vi alligevel ikke. Nu.
Så jeg er ikke væltet. Jeg sidder i sofaen og suuuger god karma til mig, hvor jeg kan. For eksempel plukker jeg til mig, at yngste kokkeføl går i køkkenet og laver mad. Det er hendes maddag, og om lidt kalder hun til skafning.
Bare hun nu laver noget billigt.
7. september 2014 | den store bunke |
De sidste fire dage har være fyldt med arrangementer, og når tiden flyver med gode ting, er der ikke så meget tid ved computeren. Men jeg er her skam endnu.
Torsdag forlagde min læseklub aftenens møde til Brændpunktet, hvor der var sådan en fin koncert med Laura Mo. Hun er fra Vendsyssel, spiller guitar og banjo og har en stærk, god og lidt særpræget stemme. Hende vil vi gerne høre mere til.
Fredag var der middag i jagthytten. Jagthytten er ret primitiv. Fire rå vægge med tag på ude i en skov. Der er hverken vand eller strøm, men med en grill, alt muligt medbragt og i godt selskab bliver det både rustikt og festligt. Maden var lækker, stemningen god, og den rødvin, jeg ikke drak, hældte jeg ud over mig selv og ødelagde således min bluse.
Opdagede jeg næste dag, hvor en slem svimmelhed samtidig plagede mig langt op ad dagen. Det var meningen, at haven skulle have en ordentlig omgang. Det var så som så, hvad vi fik gjort, men hækken blev klippet og løgene høstet. Godt tilfreds med begge dele. Og lørdag aften var en stjernestund med tre af fire børn hjemme og yatzy ved langbordet i køkkenet.
Endelig har vi i eftermiddag været på Fredericia Teater og se musicalen Disneys Den lille havfrue. Uha, det var godt. Helt fantastisk scenografi. Se den, se den, køb billet! Jeg blev endda lidt fugtig i øjenkrogen, da Ariel og Erik blev gift til sidst, selv om jeg jo vidste i forvejen, at det ville gå sådan.
3. september 2014 | At have have |
Hvis nogen derude sidder og er brændt inde med et “Hvad sagde jeg?”, “Det skulle de nok have tænkt på noget før”, “Det kunne man have sagt sig selv” eller andet bedrevid, så er chancen der nu til at komme af med det.
Bare kom. Sig det. Vær bedrevidende og bagklog.
For ja, græsset og plæneklipperen er vokset fra hinanden. Når ingen holder opsyn og skrider ind, vokser naturen vildt. De uger – den sommer –, hvor vi havde travlt på stenbroen med flyttekasser og indretning, så græsset sit snit til at stræbe mod himlen, mens vi vendte ryggen til. Det er det, der sker med levende væsener. De finder deres egen vej. Vi vidste det jo godt. Og så regnede det. Så var vi for trætte. Så prioriterede vi noget andet.
Jeg har taget kampen op. Jeg svedte og bandede min frustration ud. Knoklede og kaldte efter en motorplæneklipper. Og tænkte alligevel, at det skulle være f…… løgn. Og vandt.
1-0 til stædighed.
