Jeg vil gerne sådan generelt være millionær. I penge. Men det kunne også godt gøre det at være med i Hans Pilgaards show. Ikke i en god sags tjeneste. I min sags tjeneste, selvfølgelig, i sådan et tema. Mig og min mor, mig og min kollega, mig og min teenager, mig og mit hjemmefraflyttede barn, mig og min kæreste, mig og min bedste ven, mig og mit kæledyr, mig og min fætter, mig og min bror, mig og min nabo, mig og Peter Lund Madsen, mig og min niece, mig og min eks, mig og mig selv….
Når ældstebarnet flytter fra kollegieværelse til klubværelse inden længe, stiller jeg op som flyttemor. Jeg kommer med trailer og boremaskine.
Jeg ved, at jeg kan håndtere begge dele. Jeg har gjort det mange gange før, tolv år med mig selv som den nærmeste og altid-til-rådighed håndværker har udviklet den slags færdigheder, med både nødvendighed og stædighed som drivkraft.
Men selvsikkerheden sidder alligevel ikke dybere, end at når nogen løfter et øjenbryn og signalerer tvivl, bliver jeg også selv lidt i tvivl, selv om de løftede øjenbryn udelukkende er udtryk for dels beundring, dels hjælpsomhed.
“Og du tør godt vove dig ud i Aarhustrafikken med sådan en trailer?”. Underforstået, at det er spørgeren ikke selv meget for. Men ja, det tør jeg godt. Kunsten at køre med trailer er dybest set kunsten at køre, så man ikke behøver at bakke. Det kan jeg nemlig ikke. Men det behøver jeg jo heller ikke, hvis jeg altid holder muligheden for at køre fremad åben. Og man kan altid hægte traileren af, skubbe den hen, hvor den skal stå, og nøjes med at bakke bilen.
“Du kan også gemme et par opgaver til mig, når jeg skal til Aarhus, hvis du hellere vil det”. Underforstået at jeg ikke behøver at svinge bore-/skruemaskine og vaterpas (note til mig selv: husk vaterpasset), hvis jeg alligevel helst vil være fri. Men jeg borer og skruer, hvis vi når det og hvis det er vigtigt at nå det lige på flyttedagen.
De to var af hver sit køn. Er det indlysende, hvem der sagde hvad?
Jeg ved, at jeg magter både anhængeren og håndværktøjet, for det har jeg bevist mange gange før. Jeg har både tilsluttet lamper og sat hylder op i vater. Men tvivlen ligger lige under overfladen, for jeg kan da nemt huske både de gange, hvor jeg har svedt over en trailer, der pludselig holdt vinkelret på bilen, og alle de ekstra huller, jeg har boret i vægge, fordi jeg ramte en fuge eller en jernbjælke. Jeg kan også sagtens ligge om natten og bore huller i mørket med øjnene, fordi jeg pludselig ikke kan se mig ud af ikke at vide, om man overhovedet kan undgå at skulle bakke med traileren ved det nye sted.
Men det gælder om at turde.
Og bagefter have selvironi nok til at indrømme og lave sjov med det, der alligevel blev helt mærkeligt. For eksempel alle de fuger, det lykkedes mig at ramme, da jeg sidst satte hylder op på pigeværelset.
Min morgencykelrute til arbejde går forbi det sted i byen, hvor kørelærerne øver motorlære og trailerhåndtering med deres elever. Der står tit en bus eller et vogntog eller almindelige personbiler, hvor unge elever står og kigger ned i motoren sammen med en kørelærer.
I morges var en helt ung pige, klædt i hvidt og lyserødt, ved at montere en stor trailer på en bil. Hun drejede ihærdigt håndsvinget for at løfte trailerstøttehjulet og sammenkoble korrekt, mens en to meter høj, pivtynd kørelærer stod og iagttog.
Jeg gad vide, om det er noget, der indgår i undervisningen her i Jylland, eller hun specifikt var ved at tage trailerkørekort. Der er jo så mange lovkrav nu.
Det var nemmere i 1977, da jeg fik kørekort.
Jeg gik hos Kristian Dæk. Tilnavnet kom af, at han udover at være egnens kørelærer kørte lillebil, datidens taxa på landet. Han havde et folkevognsrugbrød og skolevognen, en brun Audi 80. Teorilokalet var en havestue hjemme hos ham selv, indrettet med skoleborde og færdselstavleplakater, og så var vi en halv snes næsten 18-årige, som i et par timer en aften om ugen gennemgik færdselsreglerne i Teoribogen, som var meget tynd set med nutidens øjne. Vi gennemgik det samme hver gang, og så vidt jeg husker, var der ikke noget krav til antallet af teoritimer. Vi gik op til teoriprøve, når Kristian syntes, vi var klar.
Teoriprøven var mundtlig. Man kom ind i et lokale og sad overfor den motorsagkyndige og snakkede om, hvad han nu lige syntes, han ville overhøre dagens elev i. Man kunne snakke sig ud af rigtig meget. Jeg var oppe i noget med p-zoner og vigepligter. Jeg bestod, selv om jeg ikke var helt klar over skiltningen ved p-zoner og fik opfundet et nyt navn til højre- eller almindelig vigepligt. Jeg kunne bare ikke huske den rigtige benævnelse og kaldte den konsekvent ’betinget vigepligt’ ud fra logikken fra ’ubetinget vigepligt’.
Nogle af drengene havde kørt traktor hele deres liv og slap af sted med halvanden køretime. Jeg havde også kørt traktor, fra jeg var så lille, at jeg ikke kunne nå fra sædet ned til pedalerne og måtte stå med begge ben og hele min vægt på bremsen for at være tung nok til at træde den ned, men jeg havde alligevel ni køretimer.
Vi hørte til Bogense Politikreds, og både teori- og køreprøve fandt sted i Bogense ligesom de fleste køretimer. Men den allerførste køretime havde vi i Otterup, for der var et lyskryds. Det kom vi igennem fra alle sider mange gange og svingede både til højre og venstre og kørte ligeud. Så formodedes vi at kunne navigere i lyskryds, hvorfor de efterfølgende køretimer foregik i Bogense, hvor vi øvede parallelparkering, vending og at holde bilen stille op ad bakke ved at file på koblingspunktet.
Der var fire motorsagkyndige, man kunne komme op hos, og Kristian hintede os om, hvilke darlings de forskellige havde. Én gik meget op i trepunktsvendingen, én i parallelparkeringen, en anden lod altid køreprøverne gå ud omkring Harridslev Fælled (som i virkelig ude på landet), hvor han holdt øje med, om vi løftede foden fra speederen, når vi passerede klyngen af fem ejendomme, fordi vi skulle være opmærksomme på, om der pludselig løb børn over vejen.
Jeg fik Kom-igen-Kaj til både teoriprøven og køreprøven. Han var den berygtede af dem og ham, der dumpede flest, deraf tilnavnet. Jeg bestod heldigvis begge prøver første gang. Køreprøven sluttede med, at man skulle bakke fra gaden ind til tilsynskontoret, hvorfra man var startet. “Rrrrrrrwww”, sagde det, da jeg satte Audien i bakgear. “Hvorfor sagde det sådan?”, spurgte Kaj. Jeg kastede mig ud i en forklaring om bakgearet, der ikke var synkroniseret med de andre gear, og tandhjul, der ikke gik i hak… “Det var fordi du ikke trådte koblingen i bund!”, afbrød han, og så lærte jeg dét. Og holdt vejret, indtil han tog blokken frem og udskrev mit midlertidige førerbevis.
18 år og 10 dage gammel havde jeg for 1.185 kroner kørekort, alt inklusiv.
Denne hotte nyslåede chauffør prydede mit første kørekort. Det har jeg ikke mere, for i 1993 skulle min årgang skifte til EF-modellen.
Klokken 14.30 tog jeg det nybagte verdens bedste brød med ind og viftede den sovende 16-årige om næsen med det. Han reagerede med det samme: “Årh ja! Jeg skal nok komme, mor.”
Ja, det var det, klokken var. Han har vinterferie. Han ser fjernsyn om natten. Han er teenager og sådan et barn, som nogle forældre drømmer om, når deres småbørn vågner klokken 05.30 og insisterer på, at dagen er begyndt.
Han stod op, og derefter havde vi følgende intelligente samtale i køkkenet, mens han spiste nybagt brød (som han roste), og jeg satte boller på plader til hævning (varmluftovnen virker igen, og der skal bages, skal der).
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Hold da op, den største hastighed, der nogensinde er målt i styrtløb, er 161,9 km/t!”
Mor – med forklæde på: “Hold da op … så hurtigt kan Toyotaen vist ikke engang køre.”
Mor – med forklæde på: “Jeg tror, jeg ville trække et skidespor ned ad bakken… jeg ville være vildt bange.”
Teenager – med avisens vinter-OL-sider: “Jeg tror bare, min hjerne ville slå fra.”
Mellem os sagt ville jeg være stiv af skræk bare med en tiendedel af rekordhastigheden, og vi kan alle være glade for, at det, jeg skal de næste timer, er ind på sofaen og læse Blindebuk, tredje bog i Arne Dahls serie om Europols Opcop-gruppe, efterfølgeren til serien om A-gruppen. Jep, Paul Hjelm og de andre er tilbage.
Ind i mellem skal jeg bage boller og hænge vasketøj op. Der er altid noget at gøre for dem, der har forklæde på.
Jeg har savnet den her lyd. Sommetider har jeg været irriteret over den, men i dag er jeg glad for den, fordi den har været borte i halvanden måned. Det er lyden af en varmluftovn, der virker.
Mellem jul og nytår døde varmelegemet til varmluftfunktionen. Almindelig over- og undervarme virkede, så ovnen kunne sagtens bruges. Bare ikke til for eksempel at bage tre plader boller eller pizzaer på én gang. Jeg sagde det til Landlord, som lovede at skaffe reparatør. Det huskede han, da julegavebyttetravlheden havde lagt sig nogle uger efter. Landlord driver en herretøjsforretning i ejendommens stueetage. Jeg er en rimelig lejer og væbnede mig med tålmodighed. Og bagte boller og pizzaer på én plade ad gangen. I forgårs ringede Landlord og oplyste at ovnmanden kom næste dag. Nu var det nemlig ham, der havde glemt os, og det undskyldte han mange gange i går, da han havde skiftet varmluftvarmelegemet. Jeg kunne forstå på det, at han var blevet så flov, da Landlord ringede og sagde “Hvad så, Knud, har du glemt det?”.
I stegesoen i ovnen gemmer der sig, regnet nedefra: 4 rødløg i både, 3 løg i både, 4 gulerødder i halve, 5 fed hvidløg i halve, 1 dåseøl (det var en Tuborg Classic), en hel kylling på 1400 gram gnedet med groft salt. Det blev sat ind i en kold ovn, som jeg tændte på 150° varmluft, og der står det i tre timer. Måske tager jeg låget af og skruer op til 175° det sidste kvarter.
