Arne Dahl-onsdag

Det er helt perfekt.

Vi var til kæmpestor – og herlig – sølvbryllupsfest i aftes. Vi kom sent i seng, og uden nogen grund vågnede jeg midt på natten og roterede halvvågen i et stykke tid. I dag var arbejdsdag. Jeg er træt og en lille smule mærket.

Lasse havde maddag, og han havde til gengæld været i gang med forberedelserne en stor del af eftermiddagen. Noget med at langtidsmarinere en græskinspireret kylling sammen med grove kartofter, koge fond og lave tzatziki. Jeg er brandstolt af, at flere års ugentlige maddage med vide rammer og plads til både nemme og sværere udfordringer har givet ham mod til at kaste sig ud i eksperimenter og gennemføre dem uden min indblanding. Maden smagte supergodt, og stolthedsbarometeret røg en tak opad. Hos os begge to.

Resten af dagen skal jeg bare sørge for at holde benene oppe i sofaen og øjnene åbne, så jeg kan se anden del af den Arne Dahl-tv-krimi, som startede sidste uge. Og drikke te. Det er en af de aftener, hvor jeg ikke sætter spor i verdenshistorien.

Det er helt perfekt.

Lyden af noget godt

Jeg har savnet den her lyd. Sommetider har jeg været irriteret over den, men i dag er jeg glad for den, fordi den har været borte i halvanden måned. Det er lyden af en varmluftovn, der virker.

 

 

Mellem jul og nytår døde varmelegemet til varmluftfunktionen. Almindelig over- og undervarme virkede, så ovnen kunne sagtens bruges. Bare ikke til for eksempel at bage tre plader boller eller pizzaer på én gang. Jeg sagde det til Landlord, som lovede at skaffe reparatør. Det huskede han, da julegavebyttetravlheden havde lagt sig nogle uger efter. Landlord driver en herretøjsforretning i ejendommens stueetage. Jeg er en rimelig lejer og væbnede mig med tålmodighed. Og bagte boller og pizzaer på én plade ad gangen. I forgårs ringede Landlord og oplyste at ovnmanden kom næste dag. Nu var det nemlig ham, der havde glemt os, og det undskyldte han mange gange i går, da han havde skiftet varmluftvarmelegemet. Jeg kunne forstå på det, at han var blevet så flov, da Landlord ringede og sagde “Hvad så, Knud, har du glemt det?”.

I stegesoen i ovnen gemmer der sig, regnet nedefra: 4 rødløg i både, 3 løg i både, 4 gulerødder i halve, 5 fed hvidløg i halve, 1 dåseøl (det var en Tuborg Classic), en hel kylling på 1400 gram gnedet med groft salt. Det blev sat ind i en kold ovn, som jeg tændte på 150° varmluft, og der står det i tre timer. Måske tager jeg låget af og skruer op til 175° det sidste kvarter.

Det bliver godt. Og bagefter bliver der stille.

Hot, hot, hot

I betragtning af at jeg for få dage siden insisterede på at være en ignorant i et køkken, virker det fuldkommen utroværdigt nu at flashe en veltillavet kylling.

Men altså. Det er så nemt. Og så godt. Opskriften kommer sikkert fra et dameblad og går ud på at booste forbrændingen. Det er jeg ligeglad med. Jeg synes bare, det er sejt, at jeg næsten havde det hele i huset. Skulle bare købe kyllingen, citronen og lakridspulveret.

IMG_5048

I al sin enkelhed gør man sådan. Bland en marinade af alt det her. Bortset fra oyster saucen, som jeg troede skulle i. Det skal det ikke. Men det skal vanillepulver, som jeg havde glemt i opstillingen. Put marinaden ind under huden på en kylling. Skær to rødløg og to gulerødder i kvarter og læg det i bunden af en römertopf. Dæk det næsten med vand og læg kyllingen ovenpå. Klap låget på og sæt det i en kold ovn. 250° varmluft i 90 minutter. Det bliver så mørt, så mørt, så mørt, så sødt og godt og syrligt.

IMG_5049

Ris eller noget til. Strø saltede peanuts på.

Lasse og jeg sad og sukkede af madglæde, mens vi spiste. I dag spiser vi rester.

Her er opskriften med mængder og tider. Muligvis kan det læses.

Scan 8