7. februar 2014 | At have have, Køkkenskriverier |
Der er stadig nogle rødder tilbage fra sommerens høst. Der er rødbeder og pastinakker, og de bliver mindre og mindre. Altså på den måde, at jeg tager de største, hver gang jeg henter forsyninger i depotet. Nu er det efterhånden noget skravl, der er tilbage, og der er ikke meget mad i dem, når de er skrællet.
Til sommer har jeg tænkt mig, at pastinakkerne skal blive større. Alle sammen. Jeg forestiller mig, at en af vejene til større rødder er at så med lidt større afstand end i fjor.
Slyngveninderne her har udnyttet pladsen rigtig fint. Det ser hyggeligt ud. Men de var lidt svære at skrælle.
6. februar 2014 | Betragtninger |
“Du ser 120 %”, sagde optikeren, da hun havde kontrolleret min søns kontaktlinser.
Det kan man ikke. Man kan se hundrede, og allerede det er meget fint.
Hvad skulle det ekstra være? Hvis vi nu bare legede det. Andres tanker? Fremtiden? Igennem folk? Lyset?
5. februar 2014 | den store bunke |
Tidligere har jeg beskrevet, at da jeg holdt op med at farve håret, groede min mormor ud af min hovedbund. Jeg har budt mormor velkommen, men hendes ankomst har samtidig betydet, at det ikke har været så vigtigt for mig at finde flere hundrede kroner til frisørbesøg i tide og utide. Mit incitament havde været opfriskning af de mørke striber. At håret groede var bare et vilkår. Jeg er ikke blevet klippet siden maj.
Men håret var slidt, Madam Mim havde gjort mormor selskab, og i forgårs gik jeg ind til min frisør for at få en tid. Da jeg kom ind i salonen, kiggede hun op og udbrød: “Hold da op!!!”
Det bestyrkede mig i, at det var på tide at gøre noget. Hun kunne have sagt så meget lige bagefter, men heldigvis var det “Du er godt nok blevet langhåret!”, hun fortsatte med.
Nu er det ordnet. Rettet til og beundret. Frisøren siger, det har en flot farve. Og jeg kan bedre lide prisen for klip end prisen for klip og farve.
“Pænt!”, sagde Lasse, da jeg kom hjem (og gjorde ham opmærksom på, at jeg havde været hos frisøren). Det bestyrker mig også i, at det var en god beslutning. Eller at jeg har opfostret en meget høflig søn.
4. februar 2014 | den store bunke |
Det var mere end sædvanligt udfordrende at stå i Føtex og udtænke aftensmad i dag.
Der var kollegafødselsdag i dag. Han gav kiksekage. Den gode gammeldags kiksekage af chokolade, palmin og firkantede kiks, som jeg kun fik som barn, når vi var til fødselsdag hos Lisbeth fra klassen. Den type, som for alvor fik folks øjne op for vigtigheden af pasteuriserede æg. Der var noget med, at den tog livet af et fødselsdagsselskab for nogle år siden på grund af salmonellainficerede æg. Nå, kollega stillede an med ikke mindre end tre kiksekager, og personellets størrelse taget i betragtning kan vi godt sige, at der var ad libitum.
Det smager jo godt. Jeg kom til at spise to stykker, og nummer to var helt klart en fejl. Jeg er færdig med at puste, men bunden ligger stadig så højt, at jeg aldrig behøver at spise noget mere. Men jeg har folk på kost, og efter en kort – og samtidig for lang – tur i supermarked satser jeg på, at meget enkel kost gør lykke i dag.
Kiksekage går bedst hånd i hånd med beskedenhed. Husk dét!
Lusket lækkerhed
2. februar 2014 | den store bunke |
Jeg har overnattet ude. Ved morgenklargøringen var mit kontaktlinseetui tomt. Det var en sober aften, og der var ikke tale om hukommelseshuller. Jeg havde fuldkommen styr på linseafmonteringen, men etuiet var tomt. Gennem lidt efterforskning viste det sig, at husets datters veninde, som også havde overnattet, var kommet til at tage mine linser på i stedet for sine egne, og hun havde ikke tænkt over noget; hun så fint. Det blev løst i mindelighed. “Undskyld, vil du være sød at tage mine øjne af, jeg skal selv bruge dem?”
Nu er det, jeg arbejder mentalt med et par overvejelser.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det er meget eller lidt grænseoverskridende at bytte kontaktlinser med et andet menneske. Jeg har aldrig været i situationen før og ved ikke rigtigt, om jeg opfatter linser som en meget personlig ting eller ej. Jeg synes mest bare, det er lidt mærkeligt.
Og så finder jeg det i særdeleshed mærkeligt, at en 13-årig pige synes, at hun ser med mine linser som med sine egne. Den ene linse er bifokal, altså med glidende overgang, altså med læsefelt, altså til gammelkonesyn. Så gør den facilitet egentlig nogen forskel?
