13. maj 2014 | den store bunke |
I lørdags brugte jeg en hyggelig eftermiddag hos Laura, hvor jeg blandt andet satte svævehylder op for hende. Jeg kan godt det. Jeg har sat mange svævehylder op, og jeg var rejst ud på missionen med min boremaskine, korrekt størrelse bor til de skruer og rawplugs, som var udvalgt hjemmefra, skruemaskine, bits i alle varianter, vaterpas og godt humør. Støvsugeren havde jeg glemt.
Vi var et godt team til udmålinger og afmærkninger, datter og jeg. Først satte vi en knagerække op, og så gik vi over til hylderne. Murstensvæg, god at bore i. Jeg skulle trykke hårdt, men hullerne blev dybe nok til de lange plugs og skruer. Jeg kunne bare ikke skrue skruerne i bund, så jeg endte med at hive arrangementet ud af væggen igen, genbore lidt og bruge kortere skruer. Jeg vurderede, at det var bedst ikke at sætte vildt tunge ting på hylderne, men at det nok skulle holde.
Og der var lejlighed til at lave sjov med min license to drill. Kry var jeg.
Søndag aften spurgte jeg Laura, om hylderne holdt. Det var mest et retorisk spørgsmål, for selvfølgelig gjorde de det.
Hun svarede, at faktisk var den øverste hylde så skæv, at hun ikke turde have noget på den, og sendte mig dette billede.
Arghh!!
Det var ikke rart. Jeg var knækket på min handyære, og jeg ville gerne være kørt til Aarhus selv og have rettet op på mit eget håndværkerkiks. Det manglede bare. Men det var ikke logistisk praktisk, og jeg er et stort nok menneske til først og fremmest at tænke på barnets tarv, så jeg sagde med værkførerautoritet: Jeg sender en mand.
Morten skulle alligevel til Aarhus i dag, så han har været (sendt) forbi og udbedret skaderne.
Hmmmmpf.
Handymor er beskæmmet. Hende skal vi ikke regne med at høre mere til.
11. februar 2014 | den store bunke |
Når ældstebarnet flytter fra kollegieværelse til klubværelse inden længe, stiller jeg op som flyttemor. Jeg kommer med trailer og boremaskine.
Jeg ved, at jeg kan håndtere begge dele. Jeg har gjort det mange gange før, tolv år med mig selv som den nærmeste og altid-til-rådighed håndværker har udviklet den slags færdigheder, med både nødvendighed og stædighed som drivkraft.
Men selvsikkerheden sidder alligevel ikke dybere, end at når nogen løfter et øjenbryn og signalerer tvivl, bliver jeg også selv lidt i tvivl, selv om de løftede øjenbryn udelukkende er udtryk for dels beundring, dels hjælpsomhed.
“Og du tør godt vove dig ud i Aarhustrafikken med sådan en trailer?”. Underforstået, at det er spørgeren ikke selv meget for. Men ja, det tør jeg godt. Kunsten at køre med trailer er dybest set kunsten at køre, så man ikke behøver at bakke. Det kan jeg nemlig ikke. Men det behøver jeg jo heller ikke, hvis jeg altid holder muligheden for at køre fremad åben. Og man kan altid hægte traileren af, skubbe den hen, hvor den skal stå, og nøjes med at bakke bilen.
“Du kan også gemme et par opgaver til mig, når jeg skal til Aarhus, hvis du hellere vil det”. Underforstået at jeg ikke behøver at svinge bore-/skruemaskine og vaterpas (note til mig selv: husk vaterpasset), hvis jeg alligevel helst vil være fri. Men jeg borer og skruer, hvis vi når det og hvis det er vigtigt at nå det lige på flyttedagen.
De to var af hver sit køn. Er det indlysende, hvem der sagde hvad?
Jeg ved, at jeg magter både anhængeren og håndværktøjet, for det har jeg bevist mange gange før. Jeg har både tilsluttet lamper og sat hylder op i vater. Men tvivlen ligger lige under overfladen, for jeg kan da nemt huske både de gange, hvor jeg har svedt over en trailer, der pludselig holdt vinkelret på bilen, og alle de ekstra huller, jeg har boret i vægge, fordi jeg ramte en fuge eller en jernbjælke. Jeg kan også sagtens ligge om natten og bore huller i mørket med øjnene, fordi jeg pludselig ikke kan se mig ud af ikke at vide, om man overhovedet kan undgå at skulle bakke med traileren ved det nye sted.
Men det gælder om at turde.
Og bagefter have selvironi nok til at indrømme og lave sjov med det, der alligevel blev helt mærkeligt. For eksempel alle de fuger, det lykkedes mig at ramme, da jeg sidst satte hylder op på pigeværelset.
