Joggingbukser og uldsweater. Inden døre hele dagen. Mads & Monopolet. En længere tekst, der skulle skrives af (hvor har jeg altså mange gange været glad for, at jeg havde maskinskrivning som valgfag i 2. real). Otte timers frit Candy Crush-liv. En enkelt tøjvask. Bagning af verdens bedste brød, som det gik op for mig, at jeg ikke har bagt i de toethalvt år, vi har boet i Vestergade (opskriften er her, hvis det skulle friste). Jægersmanden på kronvildtjagt. Yngsten på værelset. En hel kande te. Tæt snefald uden for vinduerne.
Jeg har haft en helt igennem fredelig dag i laveste gear. Det trængte jeg til, og hvor har jeg nydt det. Helt ind i det bageste hjertekammer. Det har været så godt med en langsom hjemmedag blandt arbejdsdage og flytte-for-mor-dage.
I morgen kører jeg til Fyn igen, denne gang for at lave bunker i min mors gamle hjem. En bunke med det, arvingerne gerne vil arve (det skal yderligere deles i en underbunke pr. arving – som deles i det, de/vi skal have nu, og det der skal deponeres, til de/vi får plads), en bunke til genbrug/velgørenhed og en bunke til lodret arkivering. Det skal nok gå godt – vi har ret godt overblik over, hvad der skal i hvilken bunke. Det kommer sikkert alligevel til at tage noget tid at få tømt hytten og gjort den klar til salg, og på vejen hjem drager jeg ud på fordelingstogt til nogle af de store børn, så er dét nemlig gjort.
Så lige nu sidder jeg i min sofa og ruster mig til en formodentlig lang dag i morgen.
I aften kl. 19.50 var det nøjagtigt 45 år siden, kronprinsesse Margrethe blev dronning af Danmark. Da døde hendes far, kong Frederik den Niende, nemlig, og hun har sikkert grædt lidt og pludselig indset, at “Gud, nu er det mig, der har den…”. Jeg håber, hun også har haft en langsom lørdag i pit i dag og måske tænkt lidt tilbage på, hvordan hun har varetaget hvervet i de 45 år. Hvis hun spørger mig, vil jeg sige, hun har gjort det godt.
Måske har hun også haft sin Römertopf fremme og bagt Verdens Bedste Bröd.
Sådan indledtes de fleste beskeder fra min mor til skolen i den kontaktbog, som alle havde dengang, til meddelelser mellem skole og hjem. Der var egentlig ikke specielt mange beskeder, og årsagerne til mit fravær var mest de sjældne sygedage, aldrig at jeg skulle på skiferie eller efterårsferie. Vi havde en gård. Vi holdt aldrig ferie. Højst en sommerudflugt til Sydfyn med en pande med æggekage i bagagerummet til frokost undervejs.
Dette var blot en indledning for at komme ind på, at jeg muligvis har været en smule blogfraværende de seneste dage. Jeg har ikke været syg, jeg har bare været anderswo engagiert. Skal jeg kort redegøre for (i det omfang, jeg kan gøre noget kort. Jeg er jo mig…), hvad mit fravær har skyldtes, kommer det her.
Onsdag var jeg til mødregruppe – fem mødre, der i 1994 gik til efterfødselsgymnastik sammen og siden har mødtes 4-6 gange om året til snak og snacks; børnene har ikke været med til vores træf i mange år, de fyldte 22 i februar og marts og bor i Aarhus, København og Sønderjylland – og det var som altid hyggeligt.
Torsdag havde jeg frivilligtjans til Alex Vargas på Paletten. Jeg stod heldigvis i bar og kunne derfor høre musikken – i modsætning til, hvis jeg havde været i indgang eller garderobe – og det var SÅ godt. Alex Vargas kan lave fuld og hel lyd med sin stemme og noget elektronik, og han synger ganske enkelt skidegodt.
Fredag aften var jeg egentlig bare stegt efter at have sovet en time eller to for lidt i et par nætter i træk, så jeg gik tidligt i seng og sov som en monstertruck i ni timer. Ingen blogging den dag heller.
I går var det lørdag, og Morten og jeg startede dagen med at skulle købe gave til … nogen … i en friluftsbutik … hvor det, vi gik efter, var over vores budget, hvorefter vi kørte til en anden forretning med samme nedslående resultat, inden vi til sidst havnede i en almindelig skoforretning. Hvor vi købte en gave OG nyt fodtøj til os begge to. Det var ikke helt meningen. Men vi trængte. Bagefter gav Morten kaffe og kage på Søster Lagkage, hvor jeg aldrig havde været, men tit nok pebet over, at han havde været der uden mig. Igen. For eksempel var det tredje gang i denne uge, han var der. Kundemøder, siger han. Men nu har jeg været der og klager ikke mere, for jeg fik en forrygende brownie og en dejlig tosom stund med min kæreste. Bagefter tog jeg godt med mange lag uld og vindtæt tøj på og tog i haven. Og nu har jeg høstet og lagt den sidste spinat i fryseren. Jeg er tilfreds.
I dag er det søndag. Jeg har rodet en hel del ved computeren og fik efterhånden så meget uro i kroppen, at jeg tog løbetøjet på og løb en tur. Ja, det gjorde jeg, jeg løb, og jeg købte ind på hjemvejen. Blandt andet en stor kylling, som ikke vidste, at den skulle direkte hjem i Römertopfen. Kyllingen hedder Holger, og på den norske øldåse, jeg fandt i spisekammeret, og som vi åbenbart har haft med hjem fra Norge i sommer, stod der, at den går specielt godt til grøntsager, fisk, fjerkræ, svin og skinke (?), hvilket stort set er al slags mad, så den røg ned til Holger. Jeg er ikke sikker på, at det er på den måde, de har ment, den passede til det meste, men nu var det sådan, det blev.
Sådan her var det: Store stykker gulerod, både af rødløg og zittauerløg, hele hvidløgsfed og skiveskårne champignons i bunden af stegesoen, kyllingen ovenpå og en norsk øl ned i det gode selskab. Ind i en kold ovn, som jeg tændte på 165°, i to en halv time. Og så et kvarter, hvor jeg tog låget af og skruede op på 175°. Det blev godt. Men jeg tog ingen billeder. Og nu er det spist.
Nu er der Toppen af Poppen i fjernsynet og stenalderbrød i ovnen. Lasse har tre favoritter, som han synes, jeg bager ALT, ALT for sjældent, som i nærmest ALDRIG. Verdens bedste brød, knækbrød og stenalderbrød. Jeg tænker, at han måske bliver så utålmodig, at han på et tidspunkt føjer bagerskills til sine lave-mad-skills.
Men i dag kan jeg godt tage en for holdet. Det er nemt at lave. Og så kan jeg selv få stenaldermadpakke med i morgen.
Jeg har savnet den her lyd. Sommetider har jeg været irriteret over den, men i dag er jeg glad for den, fordi den har været borte i halvanden måned. Det er lyden af en varmluftovn, der virker.
Mellem jul og nytår døde varmelegemet til varmluftfunktionen. Almindelig over- og undervarme virkede, så ovnen kunne sagtens bruges. Bare ikke til for eksempel at bage tre plader boller eller pizzaer på én gang. Jeg sagde det til Landlord, som lovede at skaffe reparatør. Det huskede han, da julegavebyttetravlheden havde lagt sig nogle uger efter. Landlord driver en herretøjsforretning i ejendommens stueetage. Jeg er en rimelig lejer og væbnede mig med tålmodighed. Og bagte boller og pizzaer på én plade ad gangen. I forgårs ringede Landlord og oplyste at ovnmanden kom næste dag. Nu var det nemlig ham, der havde glemt os, og det undskyldte han mange gange i går, da han havde skiftet varmluftvarmelegemet. Jeg kunne forstå på det, at han var blevet så flov, da Landlord ringede og sagde “Hvad så, Knud, har du glemt det?”.
I stegesoen i ovnen gemmer der sig, regnet nedefra: 4 rødløg i både, 3 løg i både, 4 gulerødder i halve, 5 fed hvidløg i halve, 1 dåseøl (det var en Tuborg Classic), en hel kylling på 1400 gram gnedet med groft salt. Det blev sat ind i en kold ovn, som jeg tændte på 150° varmluft, og der står det i tre timer. Måske tager jeg låget af og skruer op til 175° det sidste kvarter.
Men altså. Det er så nemt. Og så godt. Opskriften kommer sikkert fra et dameblad og går ud på at booste forbrændingen. Det er jeg ligeglad med. Jeg synes bare, det er sejt, at jeg næsten havde det hele i huset. Skulle bare købe kyllingen, citronen og lakridspulveret.
I al sin enkelhed gør man sådan. Bland en marinade af alt det her. Bortset fra oyster saucen, som jeg troede skulle i. Det skal det ikke. Men det skal vanillepulver, som jeg havde glemt i opstillingen. Put marinaden ind under huden på en kylling. Skær to rødløg og to gulerødder i kvarter og læg det i bunden af en römertopf. Dæk det næsten med vand og læg kyllingen ovenpå. Klap låget på og sæt det i en kold ovn. 250° varmluft i 90 minutter. Det bliver så mørt, så mørt, så mørt, så sødt og godt og syrligt.
Ris eller noget til. Strø saltede peanuts på.
Lasse og jeg sad og sukkede af madglæde, mens vi spiste. I dag spiser vi rester.
Her er opskriften med mængder og tider. Muligvis kan det læses.
Med efterårsdagene kommer Römertopfen frem igen. Det er simreretter med gode rodfrugter og smørmørt kød, men det er også verdens bedste brød. Yngsten har spurgt længe, hvornår jeg bager det igen, og han blev så glad i dag, da han opdagede, at det var i gang. Og at det ville blive færdigt allerede i aften.
Man gør sådan her med disse ingredienser (credits til Jim Lahey):
5 dl vand
en gærklump på størrelse med en ært
2 tsk groft salt
650 g hvedemel
Opløs gæren i vandet i en skål. Bland salt og mel i. Ikke ælte, bare vende rundt, til melet er vådt.
Dæk med husholdningsfilm og lad skålen stå på køkkenbordet i 12-18 timer. Jeg lavede dejen sent torsdag aften, inden jeg gik i seng, og lod den stå til jeg kom hjem fra arbejde fredag.
Hæld dejen ud på et meldækket bord. Fold den sammen et par gange. Ikke ælte. Gør skålen ren og smør den med olie, så dejen slipper let igen. Læg dejen tilbage i skålen og lad den stå i yderligere to timer.
Sæt römertopfen i blød i en times tid eller lidt mere, så den er gennemvædet. Sæt den derefter i ovnen og tænd på 250°. Efter 30-45 minutter er både ovn og topf gennemvarm. Tag den brandvarme stegeso ud og hæld med det samme dejen i den. Tsszzzt, siger det. Sæt den i ovnen med låg på og bag i 30 minutter. Tag låget af, skru ned til 230° og bag i yderligere 10-15 minutter. Tag stegesoen ud og vip brødet ud på en rist og lad det afkøle i mindst to timer. Når man er begyndt at skære af det, kan det stå på skærefladen i flere dage og bliver ikke tørt.
