Min morgencykelrute til arbejde går forbi det sted i byen, hvor kørelærerne øver motorlære og trailerhåndtering med deres elever. Der står tit en bus eller et vogntog eller almindelige personbiler, hvor unge elever står og kigger ned i motoren sammen med en kørelærer.

I morges var en helt ung pige, klædt i hvidt og lyserødt, ved at montere en stor trailer på en bil. Hun drejede ihærdigt håndsvinget for at løfte trailerstøttehjulet og sammenkoble korrekt, mens en to meter høj, pivtynd kørelærer stod og iagttog.

Jeg gad vide, om det er noget, der indgår i undervisningen her i Jylland, eller hun specifikt var ved at tage trailerkørekort. Der er jo så mange lovkrav nu.

Det var nemmere i 1977, da jeg fik kørekort.

Jeg gik hos Kristian Dæk. Tilnavnet kom af, at han udover at være egnens kørelærer kørte lillebil, datidens taxa på landet. Han havde et folkevognsrugbrød og skolevognen, en brun Audi 80. Teorilokalet var en havestue hjemme hos ham selv, indrettet med skoleborde og færdselstavleplakater, og så var vi en halv snes næsten 18-årige, som i et par timer en aften om ugen gennemgik færdselsreglerne i Teoribogen, som var meget tynd set med nutidens øjne. Vi gennemgik det samme hver gang, og så vidt jeg husker, var der ikke noget krav til antallet af teoritimer. Vi gik op til teoriprøve, når Kristian syntes, vi var klar.

Teoriprøven var mundtlig. Man kom ind i et lokale og sad overfor den motorsagkyndige og snakkede om, hvad han nu lige syntes, han ville overhøre dagens elev i. Man kunne snakke sig ud af rigtig meget. Jeg var oppe i noget med p-zoner og vigepligter. Jeg bestod, selv om jeg ikke var helt klar over skiltningen ved p-zoner og fik opfundet et nyt navn til højre- eller almindelig vigepligt. Jeg kunne bare ikke huske den rigtige benævnelse og kaldte den konsekvent ’betinget vigepligt’ ud fra logikken fra ’ubetinget vigepligt’.

Nogle af drengene havde kørt traktor hele deres liv og slap af sted med halvanden køretime. Jeg havde også kørt traktor, fra jeg var så lille, at jeg ikke kunne nå fra sædet ned til pedalerne og måtte stå med begge ben og hele min vægt på bremsen for at være tung nok til at træde den ned, men jeg havde alligevel ni køretimer.

Vi hørte til Bogense Politikreds, og både teori- og køreprøve fandt sted i Bogense ligesom de fleste køretimer. Men den allerførste køretime havde vi i Otterup, for der var et lyskryds. Det kom vi igennem fra alle sider mange gange og svingede både til højre og venstre og kørte ligeud. Så formodedes vi at kunne navigere i lyskryds, hvorfor de efterfølgende køretimer foregik i Bogense, hvor vi øvede parallelparkering, vending og at holde bilen stille op ad bakke ved at file på koblingspunktet.

Der var fire motorsagkyndige, man kunne komme op hos, og Kristian hintede os om, hvilke darlings de forskellige havde. Én gik meget op i trepunktsvendingen, én i parallelparkeringen, en anden lod altid køreprøverne gå ud omkring Harridslev Fælled (som i virkelig ude på landet), hvor han holdt øje med, om vi løftede foden fra speederen, når vi passerede klyngen af fem ejendomme, fordi vi skulle være opmærksomme på, om der pludselig løb børn over vejen.

Jeg fik Kom-igen-Kaj til både teoriprøven og køreprøven. Han var den berygtede af dem og ham, der dumpede flest, deraf tilnavnet. Jeg bestod heldigvis begge prøver første gang. Køreprøven sluttede med, at man skulle bakke fra gaden ind til tilsynskontoret, hvorfra man var startet. “Rrrrrrrwww”, sagde det, da jeg satte Audien i bakgear. “Hvorfor sagde det sådan?”, spurgte Kaj. Jeg kastede mig ud i en forklaring om bakgearet, der ikke var synkroniseret med de andre gear, og tandhjul, der ikke gik i hak… “Det var fordi du ikke trådte koblingen i bund!”, afbrød han, og så lærte jeg dét. Og holdt vejret, indtil han tog blokken frem og udskrev mit midlertidige førerbevis.

18 år og 10 dage gammel havde jeg for 1.185 kroner kørekort, alt inklusiv.

Denne hotte nyslåede chauffør prydede mit første kørekort. Det har jeg ikke mere, for i 1993 skulle min årgang skifte til EF-modellen.