19. juli 2013 | den store bunke |
På søndag træder jeg over en tærskel. Og ind på bagagerumsmarkedspladsen i Horsens.
Det er konsekvensen af noget, jeg egentlig ikke synes, jeg selv har været herre over, og det er langt, langt uden for min tryghedssfære. Jeg er slet ikke til kræmmermarkeder, hader at tinge om priser og føler mig utilpas i al den kommen ved. Forhistorien er, at Laura flytter hjemmefra, hun har cirka nul kroner, men til gengæld meget tøj, hun gerne vil sælge. “Så kan vi ikke tage på bagagerumsmarked?” “Nix! – men jeg kører dig gerne et sted hen, så kan du selv stå der.” “Jamen, der skal jo være et bagagerum…!?”
Derfra tog det ene det andet. Vi besluttede os for Silkeborg på søndag. Men der var udsolgt af stadepladser, og derefter virkede det naturligt at vende blikket mod Horsens. Jeg bookede plads og har siden haft en telefonsamtale med en kvinde, der ganske enkelt præsenterede sig med “Det er Bagagerumsmarked”. Så det hedder hun nok.
Jeg stillede en masse novicespørgsmål. Læsser man sine varer af og stiller bilen et andet sted? (Det bestemmer man selv, men de fleste har bilen ved sig, så kan man sætte sig ind, hvis der kommer en byge, ik’å. Eller hvis man ikke gi’er stå op hele dagen, ik’å). Hvor tidligt kommer man? (Det kommer an på, hvor lang tid det tager at stille dét op, man vil sælge, men senest halv ni). Kan man leje et bord? (Ja, det gør I bare, når I kommer). Er alle pladser lige gode? (Ja, det synes vi jo).
Der er også Volvo-træf på pladsen på søndag. Der er 1., 2. og 3. præmie til de fineste Volvoer, og så bliver “spanden” også kåret. Jeg beder til, at de godt kan se, min er en Toyota. Arrangøren har hyret en slagter til at stå og stege pattegris, og man kan købe helstegt gris og to slags salat til frokost for 55 kroner (Altså hvis man ikke gi’er smøre madpakke, ik’å). Chauffører af Volvoer med nummerplade får gratis mad. Lige der slår Toyotaen så ikke helt til.
Det skal nok blive sjovt, trods alt. I hvert fald anderledes. Udover eget tøj og popblade har flere venner udstyret os med varer. Vi har fået et par poser tøj fra én, en håndfuld Jumbobøger fra en anden, tre poser selvudviklingsbøger fra en, der formodentlig så er færdigudviklet, vi har smykker og tasker og et par rulleskøjter, og måske kommer der mere. Vi har byttepenge, en rulle af hver slags mønter (“For hvis vi sælger noget til tre kroner, skal vi jo kunne give tilbage på en tier, mor!”) og masser af fordomme.
Jeg har ingen fornemmelse af, hvad hun kan få ud af det. Nada. Intet. Vi møder op med åbent sind og bagagerum og ser, hvad der sker.
Så hvis I kommer forbi p-pladsen bag rådhuset i Horsens på søndag, så kom hen og hils på. Og køb! Det er os, der falder liiige lidt ved siden af i miljøet, fordi vi ikke har luret alle klunsertricksene. I kan kende os på den hvide Toyota (ikke Volvo).
Et udsnit af varelageret
16. juli 2013 | den store bunke |
Engang havde vi en bog med en historie om Mumitroldene, hvor Mumimor er ved at lave et kompostbed og derfor graver i et hjørne af haven. Fru Filifjonk kommer forbi og spørger til det. Mumimor får ikke svaret helt konkret, og Fru Filifjonk udleder sin egen konklusion og får spredt en gisning, der udvikler sig til et rygte. At dette noget, Mumimor graver ned, måske er nogen, der er slået ihjel.
Den næstsidste aften i sommerens bukkejagt tog Jægersjægersmand ud og skød en buk. Han (Husk, vi omtaler altid disse nedlæggelser med personligt stedord i tredje person: han. Eller hun, hvis det er en rå. Men det er det jo ikke om sommeren) blev hængt op i kolonihavehuset, og for ikke at tiltrække spyfluer og nysgerrige blikke – gardinerne kan ikke trækkes for på grund af frodige tomatplanter – var der draperet et blodrødt lagen omkring Buk. Det gjorde det faktisk værre. At man kun kunne gisne om, hvad det egentlig var, man ville skjule. En langstrakt form, der kunne være hvad som helst. Der var brugt dugevægte til at holde lagenet sammen. Det var et meget sært tableau.
Buk er nu fordelt i flere frysere, de glade hvaler er tilbage i køkkenskabet, og please, lad lagenet være smidt i skarnbøtten. Jeg sover ikke derpå!
15. juli 2013 | den store bunke |
Jeg tabte min telefon på parkeringspladsen i går. I et pludseligt anfald af ungdommelig kådhed stak den af fra mig. Den har heldigvis ikke en stor skærm, som kunne gå i stykker. Jeg er ikke kommet til smartphone endnu. Min Nokia E66 var knaldsmart, da jeg fik den for fem år siden. Kamera, internet, GPS, mail og alt muligt kan den. Jeg lytter også lydbøger på den. Men touchskærm har den ikke. Mennesker omkring mig griner ad den og forstår ikke, at jeg ikke for længst har skiftet den ud. Men hvorfor skulle jeg? Den kan det, jeg har brug for, og den virker. Og jeg har både computer og iPad, hvis jeg skal noget mere.
Men.
Faldet på betonen i går var ikke godt. Jeg er bange for, at der er tale om indre kvæstelser. Med jævne mellemrum beder den mig så mindeligt om at indsætte simkort. Jeg er tålmodig og siger venligt: “Men det har du jo, min ven”. Så piller jeg for et syns skyld kortet ud og sætter det i igen og genstarter. Ingen forbindelse. Jeg gør det igen. Og igen. Ved fjerde genstart spørger telefonen mig, om jeg stadig vil holde telefonen i offline tilstand. Nej, sgu da! Undskyld, nej tak, hvis du vil være så venlig at etablere forbindelse til omverdenen. Nokia, connecting people, du ved.
Så går det lidt igen. En time eller to. Eller længere. Men så siger det biip og simkort, tak. Og vi gentager ovenstående samtale. Det går, når det er dag. Men telefonen er også mit vækkeur. I morges vækkede den mig så fint, og jeg gav mig selv lige fem minutter mere. I det tidsrum gik simkortsnakken i gang. Uden at jeg var med i samtalen.
Så jeg sov for længe og kom for sent på arbejde den første dag efter ferie.
Måske skal jeg bede om at låne min datters aflagte Sony Ericsson, som lige har haft en renæssance som Roskildefestivalmobiltelefon i stedet for hendes iPhone, mens jeg overvejer, om det er tiden at blive smart, også for mig.
14. juli 2013 | den store bunke |
Efter kanoturen trængte vi til lidt mere komfort og tog et par dage på feriecenteret i Søhøjlandet. Der var plads til at gøre lige, hvad vi havde lyst til. Som for eksempel badeland, spil, vandretur, bøger, minigolf og fjernsyn. En aften blev en ballon sendt op. Det var spændende at følge, hvordan sådan noget foregår. Prøv at se kvinden på næstsidste billede i serien. Hende i den grå lige over hjertet i logoet. Dét øre-til-øre-smil havde hun på i hele den time, det tog at gøre klar til afgang, fra bilen med ballonen kom til skipper lod fortøjningerne gå. Det kunne have været mig. Så glad ville jeg også have set ud. Jeg ønsker mig.
13. juli 2013 | den store bunke |
I mange år var en årlig kanotur en del af mit liv. Mine børns far er et ivrigt friluftsmenneske, og sammen arrangerede vi hvert år en tredages kanotur for et varierende antal venner. Vi har sejlet på de fleste sejlbare danske åer og et par stykker i Sydsverige, og vi har været fra ni til 19 kanoer af sted. De første år uden børn, men efterhånden voksede børneantallet, og det sidste år, vi var af sted i det “gamle regi”, var vi 26 voksne og 27 børn.
Alle mine tre har været af sted første gang, da de var under et år gamle, drengene endda kun henholdsvis 3 og 4 måneder gamle, og en enkelt gang havde vi to blebørn med. Det år måtte fars fiskegrej og nogle af dåseøllerne blive hjemme for at få plads til alle de bleer, vi skulle havde med.
Det var skønne ture, og folk så frem til, at invitationen kom. Mange af os sås kun den ene gang om året og nød så meget mere at sidde ved bålet om aftenen og blive opdateret.
Kanoturtraditionen døde, da turmutter og turfatter blev skilt. Ingen af os orkede at tage slæbet med at arrangere alene, og på en eller anden måde hørte vi vel også sammen i dét set up, og det ville ikke have virket rigtigt, hvis en af os manglede. Tror jeg. Så jeg glædede mig over 10-11 gode ture og tænkte, at mit liv måske også var for kort til at ligge mere i telt.
Men kanosejlads er en herlig måde at være i naturen på; børn og voksne er på samme niveau, og det er hyggeligt og kun lidt hårdt. Så nogle år senere tog jeg og børnene af sted igen, denne gang i en noget mindre flok. To veninder, deres mænd og børn og os. Jeg havde det lidt som Fugl Føniks, der rejser sig af asken. Den flok har været af sted to gange. På Gudenåen og et par år senere på Susåen.
Sidste år sejlede jeg med min kæreste og tre af vores børn. Det er en ferieform, hvor et par halvvoksne drenge og en pige på ni kan mødes på samme niveau. Og et par voksne, selvfølgelig. Morten og Astrid havde ikke prøvet kanotur før og spurgte, om man skulle have nogle spil med… eller hvad laver man om aftenen? Snitter i en pind, svarede jeg, og det er præcis dét, man gør. Så Astrid fik en dolk, og der blev snittet og lavet bål af fnuller, tørt græs, en paptallerken, et snørebånd og én tændstik. Og brænde, som er til rådighed på de fleste kanolejrpladser.
I starten af denne uge var vi af sted igen. Denne gang sejlede vi på Storåen, der løber fra Herning igennem Holstebro og ud i Nissum Fjord. Mandag aften slog vi lejr på den plads, hvor vi havde bestilt to kanoer leveret tirsdag morgen. Vi havde telt med, men da vi var de eneste på pladsen, blev vi enige om at sove i det shelter, der var. Man ligger godt, og det var dejligt at være i næsten fri luft. Og man bliver ikke brændt ud af teltet, når solen står op. Nogle af os havde frygtet myggeplage, men der var ikke en eneste myg. Til gengæld var der to af os, som snorkede fælt, siger de, og begge drenge lå vågne til tidligt om morgenen, siger de.
Redt op til fem.
Man snitter i en pind.
Man kigger ind i ilden og lægger mere brænde på bålet. Det er de opgaver, man har.
Af sted med os.
Redningsvest og slutty skulder. Til gengæld var jeg den eneste af os, som ikke blev cykelrytterbrun på armene.
Køer
og får
Mine fine drenge.
Vi havde aftalt, at vi godt ville have lidt længere dagsejladser end i fjor, hvor vi syntes, vi kom lige hurtigt nok til næste lejrplads. Jeg havde fået strikket det så godt sammen, syntes jeg, med passende afstand mellem pladserne og passende distancer. Men de 29 km, det endte med at blive på første dagsmarch, var alligevel lige i overkanten.
Vandkraftsøen før Holstebro var lang og sej og med modvind, og så skulle kanoerne flyttes under Ringvejen. Det tog også tid.
En overbæring, som er en underbæring
og 120 meter ned ad en sti, til der kommer å igen.
Heldigvis var det som om kilometrene blev mindre og timerne kortere efter Holstebro, så der var stadig masser af aften tilbage, da vi slog lejr, denne gang i telt.
Den blå toværelses. Hvor alle sov godt og længe.
Mere bål. Og popcorn lige om lidt.
Morgenmad.
Se hvor fint han styrer.
Anden og sidste dag var distancen kun 15 km, og det tog små tre timer. Men se lige, hvor smukt det er. Så gider man altså godt.
