7. juli 2013 | den store bunke |
Jeg går og går og går og henter og finder frem og skriver lister og husker på og kommer i tanker om og går i stå og bliver distraheret og kommer til at gøre noget andet.
Jeg pakker til kanotur. Eller rettere: jeg slæber frem. Ud fra pulterkammeret kommer de effekter og det grej, som kun kommer frem den ene gang om året. Hvis det overhovedet er et af de år.
Liggeunderlagene og soveposerne. Det store telt. Trangiaen. De vandtætte kanosække. Dolkene. Vanddunken. Sigterne til at poppe popcorn over bål. Myggenet. Termoflaske. Frysetørret mad. Og i år også den lyseblå Smokey Joe – til den første aften, og så kan den vente i bilen, mens vi sejler.
Zipoffbukserne. Ja. Jeg bruger dem stadig. Når I andre trækker i moderigtigt feriekluns, trækker jeg i shorts og tager de lange ben med i sækken. Som man gjorde for femten år siden. De er altså knaldsmarte på kanotur. Ikke smart som i fancy, men smart som i praktisk.
Det bliver to overnatninger og to dage med sejlads. Fem mennesker, to kanoer, én å, mange åretag. Det bliver så skønt. Vi har husket solcremen, for vi får godt vejr. Det havde vi også sidste år. Jeg blev temmelig ensidigt solbrændt og lignede Peter Lundin i ansigtet, da vi kom hjem. I år har jeg fundet en kasket frem. Der står oven i købet mit navn på, så vi også kan se, at det er mig.
Snart ser min udsigt sådan ud:
4. juli 2013 | den store bunke |
Jeg kan ikke huske, hvordan talen faldt på det forleden. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg er nødt til at indrømme, at det er sket.
Vi var på buscamping i Kroatien på øen Rab. I vores lille gruppe, som var en del af en større gruppe af folk, vi ikke kendte, var vi tre kvinder og syv børn. Jeg havde været skilt i tre år og så det som en kæmpefordel at være af sted sammen med de to andre, der også var alene af sted med deres børn. Det var dejligt at have andre voksne at drikke rødvin med om aftenen, og om dagen delte vi opgaverne imellem os, badede, gik ud og spiste, tog på udflugter og holdt øje med hinandens børn.
En dag tog vi til byen Rab, og til aften fandt vi en restaurant og gik ind og satte os. Kort efter besluttede vi os på grund af prisniveauet for at finde et andet sted, så vi rejste os og forlod stedet. En hel gade længere henne talte jeg lige hovederne – og manglede én. Først da gik det op for mig, at min dreng jo var gået på toilettet, da vi kom ind i restauranten. Og havde sagt det til mig. Jeg havde bare glemt at få ham med….
Jeg styrtede tilbage og fandt ham uden for restauranten rådvildt kiggende til begge sider. Heldigvis var han ikke begyndt at gå, og heldigvis blev vi genforenet. Heldigvis endte det godt og varede ikke så længe.
Men den er ikke ret god, vel?
Engang imellem nævner han det. “Dengang du glemte mig…!“. Ind i mellem at han nævner det, glemmer jeg, at jeg har glemt ham. Det er bedst.
Forleden spurgte jeg lillebroren, om jeg nogensinde har glemt ham. Næh. Jooh, engang var jeg blevet væk for ham i BR Legetøj. Jeg mente ikke, det kunne have været så stort et traume at blive væk lige dér. Men han var lille, og hylderne høje og moren ude af syne, og når han kan huske det ti år efter, har det nok været lige så slem en oplevelse for ham som for storebroren at blive efterladt af hele sin flok i en kroatisk restaurant.
Men altså, alle de andre gange har jeg husket dem!
11 år og ikke glemt. Endnu. 2005.
2. juli 2013 | At have have |
Kvarter over fyraften skrev jeg sms til yngsten: “Jeg er i haven, som jeg sagde. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg bliver ved. Vi ses senere. Du må også gerne komme herop.”
Han har siden dimissionen i onsdags tilbragt størsteparten af sin tid på langs, enten i sin seng eller på en madras foran fjernsynet. Der har været noget fodboldturnering og nu – oh, joy – Tour de France. Han svarede: “Okay, du må hygge dig :-)”.
Det gjorde jeg. Der trængte til at blive luget. Altså lidt. Selv om vi startede hele haveprojektet med at fjerne det øverste lag jord, der hvor ukrudtet var, er der noget der har overlevet. Er jeg ikke efter det, tager det pludselig fart og får overtaget. Og det vil jeg ikke. Det skal ikke være en pillet og strømlinet have, men lige i køkkenhaven har jeg altså bestemt mig for, at jeg vil være den, der har kontrollen. Så jeg monterede Haruki Murakamis 1Q84 – jeg er i gang med bog 3 – i ørerne og gik i gang med ukrudtet. Det fede ved havearbejde er, at jeg kan gå i gang med en plan om en bestemt opgave, og to timer senere har jeg gjort noget helt andet. Det er ren meditation.
I dag holdt jeg dog nogenlunde retningen og arbejdede lige dér, hvor jeg havde tænkt.
Uh, jeg er glad for den plet!
Store forventninger til tomathøsten
Løvefod og fredløs. Siger de voksne.
Fuglene vandt ribskrigen
Verdens bedste lille sted i al sin frodighed. Og med friskslået græs. Og nyluget.
Kom forbi haveforeningens fælleshus. Det her kunne man da godt overveje. Måske. Jeg kan da altid spørge, om de har brug for en grafiker.
1. juli 2013 | Betragtninger |
Da jeg var lille og blev spurgt, hvornår det var min fødselsdag, svarede jeg: “Nittende ju-li-e”. Med tydeligt e til sidst. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kendte ikke nogen, der hed Julie.
1. juli 2013 | At have have |
Mine forældre satte en ære i at have de første nye kartofler til grundlovsdag. Men når vinteren er så hidsig og lang, at kartoflerne først kommer i jorden tre uger før grundlovsdag, er der jo ikke en chance for at leve op til traditionerne. Og er der ikke noget med, at de skal blomstre, før der er håb om, at der gemmer sig guldklumper dernede?
I lørdags havde vi gæster. Min mor syntes, at min storebror gerne ville se kolonihaven. Det ville han også gerne, men vi var alle sammen godt klar over, at hun selv allermest gerne ville gense. Da hun var hos os pinselørdag, var der nysået, og græsset var ikke rullet ud endnu.
Det var den perfekte anledning til det første prøvestik med greben. Og de var der! Ikke ret store, men umiskendeligt til stede. Der skulle næsten en hel række til for at få kartofler nok til at bespise selskabet. Men sådan er det jo altid første gang. Og de smagte godt!
Se bare.
The kartoffelwoman & the kartoffelgirl graver og graver
Det trak nysgerrige til
Kartofler fra ni blokke. Ja, ni!
Her kommer en faktaboks:
Ordet kartoffel kom til dansk via tysk, som havde overtaget det fra italiensk tartufolo, der betyder trøffel. På dialektalt og spøgende dansk bruges også ordet “potet”, der stammer fra spansk patata, hvor det på sin side er overtaget fra tainosprogets batata. Dette ord henviste dog egentlig til Sød kartoffel (Ipomoea batatas). (Wikipedia)
Og det med den engelske/amerikanske udtalelse er noget fis. I den her udtalesamling er der 24 lydfiler, hvor de siger [pəˈteɪtəʊ]. Ikke en eneste siger potardo.
