De skrøbelige gamle
Jeg tabte min telefon på parkeringspladsen i går. I et pludseligt anfald af ungdommelig kådhed stak den af fra mig. Den har heldigvis ikke en stor skærm, som kunne gå i stykker. Jeg er ikke kommet til smartphone endnu. Min Nokia E66 var knaldsmart, da jeg fik den for fem år siden. Kamera, internet, GPS, mail og alt muligt kan den. Jeg lytter også lydbøger på den. Men touchskærm har den ikke. Mennesker omkring mig griner ad den og forstår ikke, at jeg ikke for længst har skiftet den ud. Men hvorfor skulle jeg? Den kan det, jeg har brug for, og den virker. Og jeg har både computer og iPad, hvis jeg skal noget mere.
Men.
Faldet på betonen i går var ikke godt. Jeg er bange for, at der er tale om indre kvæstelser. Med jævne mellemrum beder den mig så mindeligt om at indsætte simkort. Jeg er tålmodig og siger venligt: “Men det har du jo, min ven”. Så piller jeg for et syns skyld kortet ud og sætter det i igen og genstarter. Ingen forbindelse. Jeg gør det igen. Og igen. Ved fjerde genstart spørger telefonen mig, om jeg stadig vil holde telefonen i offline tilstand. Nej, sgu da! Undskyld, nej tak, hvis du vil være så venlig at etablere forbindelse til omverdenen. Nokia, connecting people, du ved.
Så går det lidt igen. En time eller to. Eller længere. Men så siger det biip og simkort, tak. Og vi gentager ovenstående samtale. Det går, når det er dag. Men telefonen er også mit vækkeur. I morges vækkede den mig så fint, og jeg gav mig selv lige fem minutter mere. I det tidsrum gik simkortsnakken i gang. Uden at jeg var med i samtalen.
Så jeg sov for længe og kom for sent på arbejde den første dag efter ferie.
Måske skal jeg bede om at låne min datters aflagte Sony Ericsson, som lige har haft en renæssance som Roskildefestivalmobiltelefon i stedet for hendes iPhone, mens jeg overvejer, om det er tiden at blive smart, også for mig.
