Fra Yllebjerg til Vemb

I mange år var en årlig kanotur en del af mit liv. Mine børns far er et ivrigt friluftsmenneske, og sammen arrangerede vi hvert år en tredages kanotur for et varierende antal venner. Vi har sejlet på de fleste sejlbare danske åer og et par stykker i Sydsverige, og vi har været fra ni til 19 kanoer af sted. De første år uden børn, men efterhånden voksede børneantallet, og det sidste år, vi var af sted i det “gamle regi”, var vi 26 voksne og 27 børn.

Alle mine tre har været af sted første gang, da de var under et år gamle, drengene endda kun henholdsvis 3 og 4 måneder gamle, og en enkelt gang havde vi to blebørn med. Det år måtte fars fiskegrej og nogle af dåseøllerne blive hjemme for at få plads til alle de bleer, vi skulle havde med.

Det var skønne ture, og folk så frem til, at invitationen kom. Mange af os sås kun den ene gang om året og nød så meget mere at sidde ved bålet om aftenen og blive opdateret.

Kanoturtraditionen døde, da turmutter og turfatter blev skilt. Ingen af os orkede at tage slæbet med at arrangere alene, og på en eller anden måde hørte vi vel også sammen i dét set up, og det ville ikke have virket rigtigt, hvis en af os manglede. Tror jeg. Så jeg glædede mig over 10-11 gode ture og tænkte, at mit liv måske også var for kort til at ligge mere i telt.

Men kanosejlads er en herlig måde at være i naturen på; børn og voksne er på samme niveau, og det er hyggeligt og kun lidt hårdt. Så nogle år senere tog jeg og børnene af sted igen, denne gang i en noget mindre flok. To veninder, deres mænd og børn og os. Jeg havde det lidt som Fugl Føniks, der rejser sig af asken. Den flok har været af sted to gange. På Gudenåen og et par år senere på Susåen.

Sidste år sejlede jeg med min kæreste og tre af vores børn. Det er en ferieform, hvor et par halvvoksne drenge og en pige på ni kan mødes på samme niveau. Og et par voksne, selvfølgelig. Morten og Astrid havde ikke prøvet kanotur før og spurgte, om man skulle have nogle spil med… eller hvad laver man om aftenen? Snitter i en pind, svarede jeg, og det er præcis dét, man gør. Så Astrid fik en dolk, og der blev snittet og lavet bål af fnuller, tørt græs, en paptallerken, et snørebånd og én tændstik. Og brænde, som er til rådighed på de fleste kanolejrpladser.

I starten af denne uge var vi af sted igen. Denne gang sejlede vi på Storåen, der løber fra Herning igennem Holstebro og ud i Nissum Fjord. Mandag aften slog vi lejr på den plads, hvor vi havde bestilt to kanoer leveret tirsdag morgen. Vi havde telt med, men da vi var de eneste på pladsen, blev vi enige om at sove i det shelter, der var. Man ligger godt, og det var dejligt at være i næsten fri luft. Og man bliver ikke brændt ud af teltet, når solen står op. Nogle af os havde frygtet myggeplage, men der var ikke en eneste myg. Til gengæld var der to af os, som snorkede fælt, siger de, og begge drenge lå vågne til tidligt om morgenen, siger de.

Vi havde aftalt, at vi godt ville have lidt længere dagsejladser end i fjor, hvor vi syntes, vi kom lige hurtigt nok til næste lejrplads. Jeg havde fået strikket det så godt sammen, syntes jeg, med passende afstand mellem pladserne og passende distancer. Men de 29 km, det endte med at blive på første dagsmarch, var alligevel lige i overkanten.

Vandkraftsøen før Holstebro var lang og sej og med modvind, og så skulle kanoerne flyttes under Ringvejen. Det tog også tid.

Heldigvis var det som om kilometrene blev mindre og timerne kortere efter Holstebro, så der var stadig masser af aften tilbage, da vi slog lejr, denne gang i telt.

Anden og sidste dag var distancen kun 15 km, og det tog små tre timer. Men se lige, hvor smukt det er. Så gider man altså godt.