Det grimme ord

koedgarn

Dette her er den tavle, hvor vi skriver, hvad vi skal huske at købe. Når vi mangler noget, eller når vi tager det sidste af noget, skal vi skrive det på tavlen. Når der så skal købes ind, skriver vi tingene fra tavlen ned på en seddel, som vi tager med. Okay, det virker en smule dobbeltarbejdeagtigt… men man kan jo også bare tage et billede af tavlen med sin smartphone, som man altid har med. Det er der også nogen, der praktiserer. Når tingene er købt, visker vi dem ud på tavlen.

Lige for tiden står der kødgarn, og det er, fordi der har været udsolgt i Føtex de sidste gange, vi har forsøgt. Men vi er ganske enkelt nødt til snart at finde noget i en eller anden butik, for det er verdens grimmeste ord at have stående. Kødgarn. Der er INTET pænt ved den ordsammensætning.

Jeg troede bare, vi kunne bruge gode gamle Mayflower nummer 12 til at bevikle udbenede dyrekøller med. Hvidt bomuldsgarn, som jeg har snøret mangen en rullepølse med. Men det duer ikke, har jeg fået at vide. Det ligger ikke rigtigt i kokkens hænder. Så vi skal have købt rigtigt kødgarn, inden vi skal tilberede den næste kølle.

Jeg synes, vi skal have det på menuen snart, så vi kan få garnet købt, så vi kan få det grimme ord visket ud.

De skrøbelige gamle

Jeg tabte min telefon på parkeringspladsen i går. I et pludseligt anfald af ungdommelig kådhed stak den af fra mig. Den har heldigvis ikke en stor skærm, som kunne gå i stykker. Jeg er ikke kommet til smartphone endnu. Min Nokia E66 var knaldsmart, da jeg fik den for fem år siden. Kamera, internet, GPS, mail og alt muligt kan den. Jeg lytter også lydbøger på den. Men touchskærm har den ikke. Mennesker omkring mig griner ad den og forstår ikke, at jeg ikke for længst har skiftet den ud. Men hvorfor skulle jeg? Den kan det, jeg har brug for, og den virker. Og jeg har både computer og iPad, hvis jeg skal noget mere.

Men.

Faldet på betonen i går var ikke godt. Jeg er bange for, at der er tale om indre kvæstelser. Med jævne mellemrum beder den mig så mindeligt om at indsætte simkort. Jeg er tålmodig og siger venligt: “Men det har du jo, min ven”. Så piller jeg for et syns skyld kortet ud og sætter det i igen og genstarter. Ingen forbindelse. Jeg gør det igen. Og igen. Ved fjerde genstart spørger telefonen mig, om jeg stadig vil holde telefonen i offline tilstand. Nej, sgu da! Undskyld, nej tak, hvis du vil være så venlig at etablere forbindelse til omverdenen. Nokia, connecting people, du ved.

Så går det lidt igen. En time eller to. Eller længere. Men så siger det biip og simkort, tak. Og vi gentager ovenstående samtale. Det går, når det er dag. Men telefonen er også mit vækkeur. I morges vækkede den mig så fint, og jeg gav mig selv lige fem minutter mere. I det tidsrum gik simkortsnakken i gang. Uden at jeg var med i samtalen.

Så jeg sov for længe og kom for sent på arbejde den første dag efter ferie.

Måske skal jeg bede om at låne min datters aflagte Sony Ericsson, som lige har haft en renæssance som Roskildefestivalmobiltelefon i stedet for hendes iPhone, mens jeg overvejer, om det er tiden at blive smart, også for mig.