2. maj 2016 | den store bunke |
– Goddag, det er [nyt dækcenternavn), tidligere [gammelt dækcenternavn], samme ejer, samme gode, kendte service. Vi tager telefonen om et øjeblik… blip … (nyt dækcenternavn], det er Bjarke.
– Goddag, det er Birgitte Bjærge, jeg har vinterdæk på min bil…
– Ja?
– … og sommerdæk i bagagerummet. Jeg kunne godt tænke mig, at det var omvendt. Er det noget I kan hjælpe med?
Bjarke og jeg lavede en aftale, og til aftalt tid trillede jeg Lille Hviden ind på pladsen foran [nyt dækcenternavn]. I løbet af ingen tid var sommerdækkene pillet ud af bagagerummet, og den lille bil svævede over gulvet i arbejdshøjde. 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen eller hvad sådan en nu hedder, syv-otte slag på bagsiden af dækkene med en gummihammer, og så havde skaldet værkstedsdude på ingen tid sat alle fire fastrustede vinterhjul ned på gulvet.
Og her var det, jeg fik mit nye dækskiftekodeord. Kobberfedt.
Kobberfedt er løsningen, hævdede skaldet værkstedsdude. Når man skifter hjul, renser man lige navpladen eller hvad den nu hedder, den hvor møtrikhullerne sidder, af med noget luftpolérværktøj, og så pensler man den lige med nogle strøg kobberfedt. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg så ham gøre det.
På med de fire andre dæk, 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen (den findes rigtigt, i modsætning til luftguitaren), en anden værkstedsdude tjekkede dæktryk og satte kapsler på, skaldet værstedsdude sænkede køretøjet og lagde vinterdæk i bagagerummet. Færdig. Betale ved kassen hos Bjarke og af sted med mig med tak til [nyt dækcenternavn].
Det er godt nok stadig den periode, hvor jeg kører med både sommer- og vinterdæk, nu bare omvendt, men det gør jeg noget ved i morgen. De fylder ret meget i bilen.
Og husk det nu. Kobberfedt.
1. maj 2016 | At have have |
“Hurray hurray, first of May
Outdoor fucking begins today”
er et statement, jeg fiskede på Facebook i dag. Det viste sig jo at holde stik, det med udendørslivet. Sikke en fin dag, det har været. Jeg har selvfølgelig været i haven, for det var præcis sådan en dag, hvor det bedste sted at være var … i haven.
Ja, først forsøgte vi at skifte dæk på Lille Hviden, for når det er første maj, kører man ikke længere rundt på vinterdæk. Synes jeg. Min bil synes åbenbart noget andet, for den ville ikke slippe dem. Som i overhovedet ikke. Det lykkedes langt om længe at få møtrikkerne vristet løs på det ene forhjul, men så sad hjulet så fast, at det var fuldstændig umuligt for en granvoksen mand med det rette værktøj at få det af. Bilen ville BARE ikke af med vinterfodtøjet, så vi endte med at proppe alle sommerdækkene ind bagi og kalde det den mellemperiode, hvor jeg kører med både vinter- og sommerdæk.
Og så tog jeg i haven. Hvor jeg fejede vinter væk og rensede fliser på terrassen, drak kaffe, snakkede i telefon med min mor, kultiverede og lugede hele køkkenhaven, spiste frokost, flyttede rabarber, lugede lidt mere, tjekkede frøposer og besluttede, at det var på tide at så salat. Så kom Lasse. Først og fremmest for at sidde og læse i en anden sol end hjemme på terrassen, men han ville også gerne være med til at så. Nu venter vi på fire slags salat. Rød og grøn romaine, rucola og iceberg.
Bagefter satte han sig midt på græsplænene i solen og læste, og da han senere gik hjem, var det med afskedsreplikken “Jeg er overrasket over, hvor nemt havearbejde er”… Jaer! Som om! Alt det med luge, kultivere, feje og grave sprang han jo over og gik direkte til så- og kaffedelen. Men han sagde det sikkert for sjov. Han har jo humor. Det fremgik også af den seddel, han havde efterladt hjemme.
Jeg vovede også at så spinat, og jeg vurderer heldigvis, at den resterende plads i køkkenhaven nogenlunde kommer til at passe med det, jeg yderligere gerne vil have i jorden i år, men som det stadig er for tidligt at sætte i gang. Der skal være rødbeder, bønner og grønkål – og selvfølgelig de squash- og hokkaidoplanter, som stadig står hjemme i vindueskarmen og ligner en spirende succes.
Jeg er lidt stram i masken nu, måske er det faktisk lykkedes mig at få noget sol til at hænge fast i ansigtet, eller også er det bare al den friske luft.
I morgen må jeg ringe til værkstedet og høre, om det ikke lige er en opgave for dem at overtale bilen til at skifte sko. Det er tit nemmere, når nogle andre end forældrene siger det. Jeg skal i hvert fald ikke køre rundt for længe med kabinen fuld af dæk. De lugter lidt af sure tæer.
Og citatet dér i starten … hvis nogen tænker, at jeg har misforstået det, så er det da bare dem, der tænker med … ja, hvad ved jeg om, hvad folk tænker med.
24. november 2015 | den store bunke |
Der var mange, som blev mindet om ikke at gå ud i for tynde sko, da sneen faldt tæt over dele af landet i weekenden. Nogle af os havde heller ikke fået vores biler klædt ordentligt på.
Derfor var der sådan set ikke nogen tvivl om, at vi skulle have et hurtigt stævnemøde med en donkraft og noget topnøgleværk og sige hej til en stabel vinterdæk.
Hermed bekendtgør jeg for alverden – og min mor – at Lille Hviden har smidt sandalerne og er trukket i sine mere klodsede vinterstøvler. Det sikre vejgreb er genvundet, og nu venter jeg bare på, at bilen selv opdager det og forvirret tænder den lampe, der indikerer, at “der er noget, der føles anderledes med mine hjul, – er det noget med trykket eller…??”
Sidste år gik der fjorten dage, og vi blev alle sammen helt forvirrede, da det skete.
8. december 2014 | den store bunke |
En lampe i instrumentbrættet begyndte pludselig at lyse. Den mindede lidt om en takket hestesko med et udråbstegn i. Tilsammen kom tre kvinder og to Allan’er frem til, at det er en indikator for lavt dæktryk, at der var præcis det rigtige tryk i dækkene, at det skyldtes skiftet til vinterdæk for to uger siden og at det ikke lod sig gøre at finde stedet, hvor man nulstiller systemet.
Jeg kørte videre med god samvittighed og korrekt dæktryk. Og lysende lampe. Og forundring over at eje en bil, der kan så meget.
Ringede til Ivan på værkstedet i dag og bad om en nulstilling. Du gør sådan og sådan, sagde han. Så gjorde jeg det. Selv. Og nu har min bil lært, hvilke dæk den har på.
Det var aldrig sket i min gamle bil. Den var alt for gammel til at lære den slags.
Serviceinformation: Resetknappen sidder i handskerummet, hvis I skulle få brug for lige at nulstille en Aygo Xpress.
6. november 2014 | Heldige mig |
# at jeg er en fattigrøv uden råd til investeringer, så jeg ikke nu har tabt en hulens masse penge på aktier i et firma, som en medarbejder angiveligt har besvindlet for 750 millioner penge.
# at vinterdækkene til Lille Hviden er kommet og nu bare skal skrues på.
# at jeg gav kollegerne en kageoplevelse lige lidt ud over, hvad de havde regnet med, da det var min tur til at sørge for torsdagskage. Shortbread. Bund, karamel, chokolade, godt.
# at jeg og den legendariske Ballerup Master Mixer efter endnu et formidabelt samarbejde snart kan fylde et par poser madpakkeboller i fryseren.
# at jeg skal til Fanø i morgen, på weekend sammen med bedsteveninderne og vores mænd, bo i den fineste italiensk inspirerede villa fra forrige århundreskift med udsigt over havet, gå ture, udforske øen, hygge og snakke.
# at det kun gav en skåret tallerken og tre små hakker i gulvet, da hele den underste og næsten fyldte kurv i opvaskemaskinen kørte hele vejen ud ad lågen og tippede på højkant på gulvet.
# at den ene af os er lige så begejstret for at slippe for at vaske gryder (og gulve), som den anden er for at slippe for alt vasketøjet. Hurra for samlivets supplerende kompetencer og præferencer.
# at jeg kan sove længere i morgen, fordi det ikke er nødvendigt at stå op klokken 6.
