At jeg har insisteret på, at børnene skulle have en ugentlig maddag, er det klogeste træk jeg har foretaget i hele opfostringen af dem. Ja, jeg håber da, at de også selv sætter pris på at vide, hvad der er op og ned på en grydeske, men i første omgang fryder jeg mig udelukkende af selviske årsager.
Det er forholdsvis nyt, at yngsten er avanceret fra kokkeføl til juniorkok med udvidet ansvar (inklusiv indkøb på egen hånd), og der er ting, han lige skal guides med, men det kommer. Og i dag lukkede han døren til køkkenet, tændte radioen og fløjtede, mens han skramlede med gryderne og håndterede bacon og hakket kød. Jeg lagde tøj sammen, spillede Candy Crush og kroede mig og holdt mig væk. To gange blev jeg spurgt til råds om småting, inden han slog døren op og stolt forkyndte: Skal vi se på det, så?
