I drive-in bio

Vi var i drive-in bio i aftes. Det var en fed oplevelse. En mark og et kæmpelærred og en masse biler med bilradioen indstillet på den frekvens, hvor filmens lydside blev sendt. Det var Viborg Animationsfestival, der arrangerede – gratis, og vi havde tilmeldt begge vores biler en uges tid før. Far og datter i Grå T, og mor og søn i Lille Hviden, begge behørigt udstyret med drikkevarer og slikposer.

Jeg havde været ret spændt på oplevelsen. For mig er drive-in bio noget fjernt og eksotisk fra amerikanske film, – det er altid godt vejr, og lyssøjlerne fra bilernes forlygter står skarpt i mørket. Ifølge Lasse ser de altid katastrofefilm, og lige bagefter sker der noget med tilskuerne. Jeg ved ikke, hvad det er for en slags film, han har det fra.

Der var ikke noget af det, der passede på i aftes. Det var ikke en katastrofefilm, de viste (det var Zootropolis), der skete os ikke noget bagefter, og det var sjaskregnvejr. Det sidste betød, at vi ikke kunne nøjes med at have radioen tændt, men måtte have motoren i gang for at holde vinduesvisker og ventilation kørende. Det betød også at lygterne var tændt, men på et tidspunkt kom der et regntøjsklædt væsen ud af skyggerne og spurgte, om han måtte tape sort plastik på forlygterne, så det ikke generede dem der holdt foran.

Det var simpelt hen så hyggeligt at sidde der i mørket og se film og småsnakke om handling, referencer og hvem der lagde stemmer til og spise slik. Så gjorde det mindre, at jeg præcis, da filmen startede, kom i tanker om, at jeg allerede tidligere på året havde set den i biografen sammen med Morten og Astrid. Det var hyggeligt at se den sammen med den 19-årige.

Han skulle i byen bagefter. Da vi kørte hjem, spurgte jeg, om han ville fortælle kammeraterne, at han kom så sent, fordi han havde været i drive-in bio og se børnefilm sammen med sin mor. Det mente han ikke, han ville.

Han havde vist sagt det alligevel. Og var ikke blevet til grin. Under alle omstændigheder nød moren samværet og samsynet.

Billedet her er fra før filmen startede. Da der kom andet at se på lærredet end frekvensen på FM-båndet, satte vi vinduesviskeren i gang, og alt blev klart i Zootropolis.

drivein

 

Hallo, chef, jeg kan ikke komme på arbejde i dag, – der er nogen, der har piftet min bil

piftning

Dette syn mødte mig, da jeg kom ned i parkeringskælderen. Først så jeg, at venstre baghjul var fladt. Øv. Men hov, venstre forhjul var OGSÅ fladt. Øvere. Jeg gik om på den anden side af bilen og konstaterede, at den var sunket jævnt ned hele vejen rundt. Øvest!

Der holdt måske femten biler dernede, og det var så lige på min, nogle lømler havde valgt at skrue på ventilerne. Alle fire. Men kun dét. Der var ikke knækket eller bulet eller baldret noget. Tak, lømler.

Jeg forstår bare på ingen måde, hvad sjovt der har været i det. Hvis de nu havde luret et sted for at se min reaktion, når jeg opdagede hærværket, så kunne jeg måske ane et formål med en mulig indbygget tilfredsstillelse. Men jeg så ingen lurere. De få andre mennesker i p-kælderen virkede bare sådan lidt gysende af lettelse over, at det ikke var deres biler, der var på hælene. Det kan selvfølgelig også have været, fordi det var den koldeste morgen i hundrede år.

Jeg kom på arbejde alligevel – i husstandens anden bil, og så har jeg en sød kæreste, som påtog sig at tilkalde hjemmehjælp. Bildoktoren kom med fire friske pust, og så var Lille Hviden rullende igen.

Det gode var, at jeg kom til at køre i en bil med varme i sædet.

Udpluk #2

• Der var ABBA-tema på DRK. Ahhh! Jeg skal høre noget mere ABBA.

• Når jeg læser en velskrevet roman af høj sproglig kvalitet, får jeg lyst til selv at skrive.

• Hvorfor har jeg aldrig før læst noget af Erik Valeur? Det er smør for mine ører.

• Jeg har købt presenninger i dag. Engang holder jeg måske op med at tænke Prins Henning, lige efter at jeg har tænkt presenning.

• Der hvor jeg købte presenninger, var der en der hilste på mig, og jeg skulle lige komme i tanker om hvem han var. Optur. Det plejer at være omvendt: Mig der hilser på folk, som ikke kan huske mig.

• Stod i en butik og greb mig selv i at kigge på hjulkapsler. Men så gik jeg også ud igen. Jeg sender en mand. Vil ikke risikere et uudtalt “…. lille du”.

• Lille Hviden har rundet 45.000 kilometer og har fået lilletjekket på værkstedet. Der sendte jeg også en mand.

• Den første arbejdsuge efter juleferien gik godt nok hurtigt. Jeg nåede ikke at sove ret meget. På den måde er det, som det plejer.

• Facebook delte et femårsminde med mig i dag. Teksten var har fået det udstikkersæt, jeg så tit har savnet. Fra nu af laver jeg KUN runde kager.” Jeg har måske stukket tre runde kager ud på de fem år. Så meget havde jeg åbenbart ikke savnet det.

udstikkere

En herreløs bule

I går opdagede vi en bule i min bil. Nogen eller noget har givet den et blødt tryk bagerst i den ene side under ruden. Sådan lige i albuehøjde. Eller bildørhøjde. Eller hjørnet-af-en-stor-bil-højde. Heldigvis har lakken ikke taget skade, og kaster man sine allermildeste øjne på det, kan det kaldes en skønhedsplet. Et ærgerligt ar.

Jeg har ingen som helst ide om, hvor længe bulen har været der. Jeg aner ikke, hvornår det er sket eller hvor. Siden ingen har givet sig til kende for at vedgå sin dumhed, har jeg ikke nogen at klandre eller nogens forsikring at melde det til.

Nu har jeg meldt det til internettet.