I drive-in bio
Vi var i drive-in bio i aftes. Det var en fed oplevelse. En mark og et kæmpelærred og en masse biler med bilradioen indstillet på den frekvens, hvor filmens lydside blev sendt. Det var Viborg Animationsfestival, der arrangerede – gratis, og vi havde tilmeldt begge vores biler en uges tid før. Far og datter i Grå T, og mor og søn i Lille Hviden, begge behørigt udstyret med drikkevarer og slikposer.
Jeg havde været ret spændt på oplevelsen. For mig er drive-in bio noget fjernt og eksotisk fra amerikanske film, – det er altid godt vejr, og lyssøjlerne fra bilernes forlygter står skarpt i mørket. Ifølge Lasse ser de altid katastrofefilm, og lige bagefter sker der noget med tilskuerne. Jeg ved ikke, hvad det er for en slags film, han har det fra.
Der var ikke noget af det, der passede på i aftes. Det var ikke en katastrofefilm, de viste (det var Zootropolis), der skete os ikke noget bagefter, og det var sjaskregnvejr. Det sidste betød, at vi ikke kunne nøjes med at have radioen tændt, men måtte have motoren i gang for at holde vinduesvisker og ventilation kørende. Det betød også at lygterne var tændt, men på et tidspunkt kom der et regntøjsklædt væsen ud af skyggerne og spurgte, om han måtte tape sort plastik på forlygterne, så det ikke generede dem der holdt foran.
Det var simpelt hen så hyggeligt at sidde der i mørket og se film og småsnakke om handling, referencer og hvem der lagde stemmer til og spise slik. Så gjorde det mindre, at jeg præcis, da filmen startede, kom i tanker om, at jeg allerede tidligere på året havde set den i biografen sammen med Morten og Astrid. Det var hyggeligt at se den sammen med den 19-årige.
Han skulle i byen bagefter. Da vi kørte hjem, spurgte jeg, om han ville fortælle kammeraterne, at han kom så sent, fordi han havde været i drive-in bio og se børnefilm sammen med sin mor. Det mente han ikke, han ville.
Han havde vist sagt det alligevel. Og var ikke blevet til grin. Under alle omstændigheder nød moren samværet og samsynet.
Billedet her er fra før filmen startede. Da der kom andet at se på lærredet end frekvensen på FM-båndet, satte vi vinduesviskeren i gang, og alt blev klart i Zootropolis.
